Angsten for at tillade sig at være glad

Angsten for at tillade sig at glæde.

Angst er en frygtelig følelse i sig selv. Men når man først begynder, at have angst for at glæde sig, så begynder følelsen at danne sig til stress, paranoia og værst af alt: Tomrum.

Jeg har for 2 døgn siden, fået mig et føl. Han er født 9 Februar 2016.

Hvad har det med angst at gøre, tænker i sikkert. For burde jeg ikke være glad?
Og hvis jeg var glad, hvorfor er det så, så specielt med det føl?

Jo.. Ser i. Skruer vi tilbage i tiden, tilbage til 5 Maj 2014, fik jeg allerede her mit første føl. Fellow blev han kaldt.

Men dagen var ikke en dag fuld af glæde. Dagen var den værste dag, hidtil i mit liv.

Min hoppe, Bella, ventede føl efter min egen hingst. Og jeg havde glædet mig enormt hele processen igennem. Jeg havde videoer fra alle spark man kunne ane igennem maven, billed dokumentation af maven og yverne vokse, og samtlige opdates på nettet omkring forløbet. Og enda et navn til det kommende liv.

Alt sammen for, at kunne opleve døden helt tæt på...

Fellow havde brækket nakken på sig selv, en uge inden foling. Naturligvis uden vi vidste om det.
Hvilket dog resulterede i, at Belle ej var i stand til at fole selv. Halsen var fordrejet, så skuldrene lå først. En umulighed at få ud.

2 dyrelæger kom til, 4 arme blev stukket op i min 82cm lille dame.

• Aldrig før har jeg hørt en hest skrige sådan af smerter. Og aldrig mere vil jeg hører det.

Ganske kort før jeg gik i fuldstændig blackout, af panik, gråd og angst, hørte jeg dyrelægerne sige 'får vi det ikke vendt og ud nu, skal hun have sprøjten'. Alt blev sort for mig.

Da jeg kom til mig selv igen, var han født. Ganske korrekt, dødt. Han var den smukkeste lille fyr, rødbroget hingst.

Jeg svor mig selv, aldrig mere at skulle prøve få føl. Dyrelægerne overtalte mig dog til at forsøge igen, idet de mente det var til Bella's fordel.

Så Marts 2015 blev hun ifolet igen.

Hele hendes graviditet, har jeg ikke gjort andet end at prøve ignorere det. Hver gang jeg så bevægelse i maven, bildte jeg mig ind at det var falsk. Jeg undgik billeder, føle efter eller tænke på navne. Hver gang hun voksede, tænkte jeg på, hvor længe hun mon levede endnu. Spurgte folk indtil hende, blev jeg arrig, irriteret og faktisk sur.

9 Februar 2016 var det så så vidt. Jeg lå på sofaen, med migræne. Havde haft en lorte dag, og derfor sendt min kæreste, mor og bror ud at fodre, så jeg kunne blive liggende og have ondt af mig selv.

Pludselig kommer min kæreste brasende ind, råber FØL og løber sin vej igen.

• Jeg stormede op, ud, og græd, skreg, panikkede. Det eneste jeg fik ud, da jeg kom i stalden var 'lever hun endnu?!'

Her står jeg og får at vide 'føl' og det eneste jeg tænker, er omkring døden. Hvilken tankegang dog?!

Jeg kom hen til boksen, og så et velskabt, sortbroget, LEVENDE føl, som Bella er i gang med at slikke rent. Han ligner hans afdøde bror, på nær farven.

(Billedets dato er forkert, der skulle stå 5 maj, ikke 25)

For et ganske kort øjeblik, føler jeg glæde og lettelse. Men mere end hurtigt, forvandler det sig igen til angst.

• Efterbyrden er ikke ude endnu, dør hun?

• Bella har efterveer, dør hun?

• Følle er våd, fryser den?

Jeg for tjekket efter, og ser han er en hingst. En smuk lille hingst. Han forsøger rejse sig.

• Hvad hvis han brækker et ben?

• Hvad hvis han ikke klarer rejse sig?

• Hvad hvis Bella træder på ham?

Han for rejst sig op. Noget usikkert på benene endnu, men klarer sig. Han forsøger nu finde Bellas dievorter.

• Hvad hvis han vælter ind i væggen?

• Hvad hvis han ikke kan finde dem?

• Han er stadig våd, hvad hvis han dør af kulde?

Dyrelægen på telefonen, forsikrede mig om at naturen nok skulle gå sin gang. Og bad mig lade dem være for nogle timer. Jeg forlod stalden. Med tanken om 'Han lever muligvis ikke, når jeg kommer igen'.

Her står jeg så. Har fået et velskabt føl. Og tør ikke være glad.

Få timer efter, var det tid til saltvands sprøjten. Jeg turde ikke gå ud..

• Hvad hvis han ligger død?

Vi kommer derud, og han ligger der og sover. Jeg får et jag igennem hjertet og går hurtigt hen og får ham rejst op. Hvad nu hvis han ikke sov, men faktisk var faldet eller noget?!

Inden jeg lagde mig til at sove, måtte jeg lige tjekke op på ham igen. Hvad nu hvis..

14 timer senere. 10 februar kl 8. Tid til morgenfodring.

Jeg burde flyve ud, i bare glæde over at se følle igen. Men sådan var det ikke. For hvert skridt jeg tog imod stalden, kredsede mine tanker sig om alle mulige 'hvis'er'. Jeg var bange for han var død over natten. Hvad hvis han ikke havde fundet mælken? Eller Bella havde skubbet ham væk?

Sådan var det heldigvis ikke. Han stod op, var tør, og i gang med at drikke. Bella gnubbede ham imens. Hun er en god mor.

Dyrelægen var på besøg og gav ham hans føl vaccine, og fortalte mig hvilken velskabt lille fyr, han dog var.

Imens jeg skriver dette, nærmer han sig hans 48 timer. 2 døgn. Og han lever endnu. Han er sundt, rask, stærk. Spiser, skider, tisser, hopper, leger, sover. Alt som et føl nu gør. Jeg har tjekket op på ham min 40 gange bare i dag. Bare for at være sikker.

Men mine tanker kredser sig om den ormekur han skal have om en uge. Hvad hvis han dør af den?

Angst er en frygtelig ting... Jeg ved jeg bør være glad. Men jeg tør ikke tillade mig det.

Hver gang jeg har glædet mig til noget, er det blevet taget fra mig. Og jeg ønsker ikke at han bliver taget fra mig.. Jeg nyder hvert sekund med ham, men det er ikke uden en bekymring, angst og paranoia omkring 'hvad nu hvis', uanset hvad der sker.

Det værste er overstået. Fødslen. En fødsel som Bella klarede helt selv. Og alligevel falder jeg ikke til ro. Jeg bliver ikke lettet. Ikke glad. Jeg tør ikke føle den følelse. For hvad nu hvis?

Nu vil jeg gå ud og kysse mit føl.

Fik jeg nævnt at hans navn var Happy? <3