Den unge hest - Forberedelse til ridehest

Den unge hest - Forberedelse til ridehest

1279 visninger | 6 svar | 7. apr

Tilridning af heste via tillid og forståelse kræver stor forberedelse, for at tilridningen bliver en absolut succes uden nogen voldsomme kampe og farlige situationer for rytteren. Vi skal populært sagt først have hestens hoved med – tillid og opmærksomhed – før vi kan uddanne den.

Det er en kæmpe gave, når hesten tillidsfuldt oplæres til ridehest. Det giver en tryg hest, som du kan have med alle steder. Du undgår rigtig mange af de farlige situationer, som tit opstår i kølvandet på en tilridning, hvor hesten ikke har forståelse for alle de enkelte dele, der ønskes af den. Ofte afkræves hesten noget i stedet for at blive bedt om noget i tillid til, at den vil udføre det i frihed under ansvar - altså uden at blive holdt fast eller have meget i tøjlen.

Tilridning bør altid tage udgangspunkt i den enkelte hest, hestens natur og dens anatomi. Hesten uddannes i det tempo, som den kan følge med til, i god atmosfære. De enkelte elementer, der skal til for at udføre en given ting, indlæres enkeltvis og sættes derefter sammen i stigende grad.

Træningen bør foregå via kommunikation – positiv læring – og bør tilrettelægges således, at hesten formentlig vælger det, som man vil have den til.

Det hele starter med horsemanship, hvor der lægges vægt på, at der opnås gensidig respekt og tillid, da det er grundlaget for al kommunikation. Denne del kan være en stor udfordring for os. Vi skal have indsigt i, hvordan hesten ser verden og være meget klare i vores kropssprog uden at komme til at ”råbe” af hesten. Træning i respekt og etablering af tillid kan du allerede starte med, mens den er føl. Føllet skal lære ikke bare at mase ind i din sfære. Den skal respektere dit personlige rum. Den skal lære at gå i grime med tov og stå bundet. Du skal til gengæld aldrig forlange noget, som hesten ikke kan honorere, og altid lytte til, om den har forståelse og overskud til det, du vil fortage dig med den. Er der noget, der driller, så få fat i en, der kan hjælpe dig med at afklare, hvor kommunikationen går galt i byen.

Alle bør altid motiveres positivt til samarbejde. Det er vigtigt, at den unge hest er i hænder dagligt. At den lærer, at du kan røre den alle steder på kroppen. I skal lære hinanden at kende for at kunne opnå en solid tillid, præcist som vi selv skal. Gå meget gerne ture med den, så den oplever verden omkring den, mens den er plag, samtidig med at I får nogle gode oplevelser sammen. Præcist som du ville træne en hvalp til at se nye ting og til at komme med ud og bruge sit hoved.

Som plag kan man starte med balance-, smidigheds- og opmærksomhedstræningen på forskellige måder, også gerne i longe med kapsun. Heste er ikke ”lavet” til at gå med en rytter og da slet ikke til at gå volter. Derfor er det afgørende for at få en afbalanceret sund hest, at den lærer at gå volter på en måde, der styrker den og ikke – som den naturligt ville vælge – slider negativt på den.
Den unge hest må gerne lære at ”indparkere” ved en opstigningsrampe eller en sten mm. Så den lærer at stå helt rolig og afventende med siden til en opstigningsmulighed, mens rytteren klapper og aer hesten over ryggen og senere læner sig henover hesten.

Herefter kommer tilvænning til en gjord om maven, til en sadel og til stigbøjler.

Næste trin er arbejdet i trense. Når en hest skal have et bid i munden, er det vigtigt, at den ikke har ulvetænder og i øvrigt har fået tjekket sine tænder – helst ved en IAED-uddannet tandplejer. De er udover at have styr på tandspidser også specialiseret i at få hestens fortænder og kindtænder til at passe sammen i vinklerne, så hesten har fri kæbefrihed. Der sker en masse i hestens mund i dens unge år, som kan have stor indflydelse på dens ridelighed.

Hesten skal først lære at have et bid i munden, uden biddet bliver brugt til noget. Den vil synes, det er mærkeligt, og skal med sig selv finde ud af, hvordan den kan placere tungen og få tungen rundt om biddet på forskellig vis. Først når den unge hest er fortrolig med dette, kan man begynde at lære hesten, hvordan biddet bruges, så den ved, hvad der menes, når rytteren omsider sidder på dens ryg og er klar til at bruge tøjlerne oppe fra sadlen af. Derfor er det vigtigt, at det, der læres fra jorden af i trensen, giver mening for hesten, og at hesten direkte kan omsætte dette, når rytteren sidder i sadlen.

Der er øvelser for trense og longe, som er et godt supplement for mange heste senere hen evt. som en del af opvarmningen inden ridningen. Den unge hest, en hest under genoptræning eller efter en længere pause har godt af at varme sig lidt op, inden rytteren kommer på.

De første gange med rytter foregår i kapsun. Hesten skal lære ”gå” og ”stop” signal for meget lette hjælpere. Den skal lære sædets indflydelse. Så skal den lære kontakten til hånden via biddet med rytter på ryggen. Når hesten er godt forberedt fra jorden af, plejer dette ikke at tage ret lang tid. Det tager samlet ca. 1 uge.

Efter godt 14 dage til en måned begynder den egentlige ridning. Da hesten nu er godt forberedt, plejer det at gå stille og roligt fremefter. Hesten kan allerede efter 14 dage starte med sidebevægelser. Alt efter hestens bygning og balance kommer galoppen hurtigt, eller det “gemmes”, til hesten er smidiggjort og styrket nok til at kunne klare det med rytter.

Selv om man ikke direkte træner galop, er der masser af øvelser i de andre gangarter, som kan forbedre galoppen. Man kan så engang imellem lige tjekke, hvordan det står til med galoppen. Det giver hesten en bedre følelse af ikke at blive udsat for noget, som den er utryg ved eller ikke kan klare, og derved unødigt stresser den i den forbindelse. Det kan give voldsomt bagslag, hvis man presser hesten for hurtigt. Omvendt er det vigtigt at have et flow af nye tiltag for at holde hesten interesseret og motiveret for nye tiltag.

Det er som nævnt vigtigt at holde hestens motivation for samarbejde. Derfor er der mange pauser i træningen og meget snak og ros. Startes tilridning ved os, så er hesten efter 2-3 måneder godt på vej.

Ved heste, der har mange dårlige ting med i bagagen, tager uddannelsen ofte længere tid og kræver til tider noget særligt. Især når man har prøvet “uheldig” horsemanship eller en tilridningsform, der er mislykket. Her skal tilliden og grænserne læres på ny. Som ved os mennesker, er det mere problematisk at have tillid til en ny person eller opgave med en kedelig ”bagage” end at komme til en opgave med en “ren tavle”. Overtager du en hund på godt 1 år, som aldrig er blevet trænet, været med på tur eller har fået sat grænser, så tager det noget længere tid at få en god hund ud af det, også selv om den har været socialiseret i haven med andre hunde.

Så start gerne så tidlige som muligt med de opgaver der passer til hestens alder, så den ikke skal lære det hele på en gang. I de helt unge år er det mere forståelsesopgaver i korte træningsenheder.

God træningsfornøjelse.

Terapeutisk hestesundhedstræner Heike Wilde


Følg og få notifikationer ved næste blogindlæg


Kommentarer på:  Den unge hest - Forberedelse til ridehest
  •   7. apr Tak for et god indlæg. Hvornår starter i ridning af de unge heste? Jeg har en som bliver 3 d. 11 juli. Hvornår kan jeg starte med hende? Hun vokser stadig rimelig jævnt


  •   7. apr Hej DH. Tak. Det afhænger meget af den enkelte hest hvornår vi begynder at sætte os op. Det er altid vigtigt at det ikke er for lange træningsenheder med rytteren på ryggen, måske 10-25 minutter i starten, dvs de første 3-5 måneder. Varm hellere hesten godt op, såden ikke skal bære en rytteren uden opvarmning forinden. En tommelfingerregel siger, at man kun gør bør træne så ofte i ugen, som hesten er gammel, - fordelt over hele ugen.
    Heste vokser ofte til de er et sted mellem 5-7 år gamle. De fleste heste kan man starte når de er godt 3,5 år gamle. Men tilrettelæg altid træningen efter hesten til den er voksen med 7 år. Den kan sagtens lære det hele, hvis den kan kan kapere det i sit hoved og i sin krop, men der kan være tider hvor den er træt og "ledløs" fordi den vokser. Nogle heste er meget færdige i deres krop med 5 år andre først når de næsten fylder 8 år. Stadig er det godt at starte op senest i 4 års alderen.


  •   7. apr Hejsa! Super lækkert indlæg, det var meget interessant at læse, da jeg selv har samme ide om processen, men har manglet overblik over forløbet og hvor lang tid en tilridning egentlig vil tage.

    Hvad vil du foreslå man kan lave med et 1 års plag? Jeg er påbegyndt generel opdragelse - det vil sige; Om personlig plads, rolig på staldgangen og gå-stå på kommando, sådan han er sikker at have med i byen. Jeg planlægger egentlig at han skal med ud og se hele verden, når vi har fået en fælles forståelse for dette.

    Hvad syntes du?


  •   7. apr Hej Camilla. Der er mange måder at gå til opgaven på. Personligt mener jeg at når hesten kender dit og sit område, burde man kunne gå ud og også hjemme kunne lave små opgaver. Vores kropssprog skal være superfint. det vigtigste er at vi har gjort os tanker om hvad vi vil, så hesten bedre kan forstå os.
    Vi skal være naturlige omkring hesten, give den ro og tryghed og samtidig udfordringer og oplevelser. Selvfølgelig uden at bringe andre i fare ude på vejene. Du er velkommen på et af vore kurser omkring ungheste, som vi laver ind imellem. Se mere på www.heikewilde.dk


  •   12. apr Lækkert indlæg.
    Jeg købte selv sidste år en hest på 7 år helt rå. Det tog lang tid at få alt grundøvelser fra jorden på plads ( grime på, stå bundet uden at panikke, gå pænt, få mærkelige ting på kroppen osv) Heldigvis blev han mere og mere cool omkring verden, hvor jeg til sidst kunne lægge mig på ryggen af ham. Hurtigt blev han cool med at have mig på ryggen,og resten har vi øvet i skoven ( da han gik fremad i skoven, men ikke på banen). Alle "farlige" ting i skoven er han ligeglad med


  •   14. apr Hej (V)engel. det lyder godt. Vær dog opmærksom på, at når heste ikke vil gå frem på en bane, hænger det ofte sammen med manglende balance og/eller manglende forståelse og motivation.

Kommentér på:
Den unge hest - Forberedelse til ridehest