Hvordan foregår det til mounted-games stævner?

Hvordan foregår det til mounted-games stævner?

1787visninger 7 svar | 15. jun 2016

Hej HG’er,

Først og fremmest, så må I meget undskylde at der er gået så lang tiden siden mit sidste indlæg. Der har været meget eksamensstress den sidste måned, og nu er stævnesæsonen for alvor gået i gang, så jeg har været væk næsten hver weekend – men det gav mig også inspiration til dette indlæg:

For hvordan er det lige mounted-games stævner foregår?


Dengang jeg red spring og dressur, var det som om, jeg altid var afsted alene. Jeg havde jo min mor og min pony med, men der var aldrig nogen at snakke med til stævner, for vi red jo alle mod hinanden. Jeg har efterfølgende lagt mærke til, at der ofte var meget dårlig stemning inde på opvarmningen, og når man var færdig med at ride. Selvfølgelig kan jeg ikke sige, at det er sådan til alle stævner, men det var min oplevelse af dem – og det var meget ubehageligt.

 

Mounted-games stævner bliver ofte holdt henover weekenden, så man rider to gange lørdag og to gange søndag. De to gange man rider om dagen, bliver fordelt, så man har nogle timer imellem, som man kan bruge på noget andet.

Ofte er det sådan et man ankommer til stævnepladsen fredag aften, så får man styr på sin pony (enten laver dens paddox, eller finder dens boks, og giver den vand og foder osv.), så får man styr på, hvor man selv skal bo, og så er man ofte sammen med nogle af de andre, inden man går i seng. Dog kan man sagtens ankomme til stævnepladsen lørdag morgen, inden stævnet starter, og så få styr på hesten efter man har redet første gang.

 Lige ankommet på pladsen

Som sagt rider man to gange lørdag og to gange søndag til almindelige stævner, men til større stævner, f.eks. EM og VM, foregår det over en hel uge – man kan være på pladsen hele ugen, men man rider kun 4/5 dage, og der rider man maks. to gange om dagen to gange på ugen.

Et alm. Stævne består af tre indledende sessions og en finale. I en session er der x antal heats – en session er det tidsrum man har heatsne i, så hvis session 1 starter kl.10, så kan man ride i heat 2 kl.11, og når man så er færdig med sidste heat, er session 1 færdig.

I de indledende sessions rider man efter point, og alt efter hvor mange point man har, så kommer man i en finale med dem, som har tilsvarende antal point.

Det er meget forskelligt, hvor mange lege man rider i hvert heat, men normalt ligger det mellem 6-12. Til de store holdstævner er A-finalen opdelt i to dele, så man rider alle lege over to finaler. Da der er 24 lege, rider man altså 12 lege i hver del af finalen.


VM U17  inden træning under VM 2014

Lodtrækningen for hvem man skal ride mod i hvert heat, bliver i Danmark lavet før stævnet. Dog er der mange steder, f.eks. Tyskland, hvor man laver lodtrækningen dagen før/på dagen til stævnet. I Danmark bruger vi et program, kaldet Gamespro, som laver lodtrækningen tilfældigt, og fordeler rytterne. I andre lande kan hvert hold trække et nummer, og så bliver lodtrækningen lavet ud fra hvilket nummer man har.

 

Når man er til mounted-games stævner, så har man forskellige opgaver. F.eks. har man en hjælperopgave, som stævneudvalget tildeler en, så alle de ting der skal gøres før/under/efter stævnet bliver gjort. En hjælperopgave kunne f.eks. være at man ”laver” banen inden stævnet starter – dvs. At man mødes inden stævnet og tegner linjer op på banen, man laver rigtig mål mellem slalompindene, og man laver pletter, der hvor udstyret skal stå på banen. Det er så udstyret er ens på alle baner, og så man ikke kan snyde, hvis man laver en fejl. En anden hjælperopgave kunne være at man samler skrald efter stævnet er slut. Selvom folk normalt er meget flinke til at smide deres skrald ud, så kan der nogle gange lidt hist og her. Det er selvfølgelig vigtigt at få smidt ud, så stedet ser ordentligt ud til en anden gang man holder stævne.

Derudover har man også et ansvar for at have både banepersonale og linjedommer i hver session – banepersonale skal man have mens man selv rider, og linjedommer skal man ofte have to/tre heats efter man har redet.

 Min gode veninde Simone og jeg som er banepersonale til EM 2014

Netop fordi man skal skaffe både banepersonale og linjedommer i sin session, får man kommunikeret med mange mennesker. Ofte er det sådan, at man bytter sin tjans med en anden. Så hvis man selv skal ride i heat 1 og en anden skal ride i heat 4, så kan man godt stå banepersonale for hinanden, fordi der er et tidsrum i mellem. Dette gør også, at man bygger op et vennekreds af folk, man kan gå til, hvis man har brug for hjælp.

 

For en af de unikke ting ved mounted-games, er netop at man er ét stort fællesskab. Selvom alle rider mod hinanden, så er man aldrig alene – selv hvis det er ens første stævne kommer man altid til at kende nogen. Folk er rigtig søde til at hjælpe og komplimentere ens ridning, og alle er åbne for nye mennesker. Folk er også meget snaksaglige, så hvis man sidder med nogen, som man halvt kender, så er chancen for at man ender med at blive venner rigtig stor. F.eks. har jeg flere gange redet på hold, hvor der var minimum én ny rytter/én man ikke kender, men efter noget tid har de endt med at blive rigtig gode venner – stort set alle mine bedste venner rider mounted-games.

 

Min gode veninde Emma og jeg, da vi tog afsked efter en træning.

Så ikke nok med at mounted-games er en anderledes, udfordrende, spændende og sjov sport, så er den altså også meget anderledes end andre former for ridning, da alle ryttere bliver forenet, og man får mange nye og gode venner. Den bedste beslutning som jeg nogensinde har taget, er uden tvivl at begynde til mounted-games. Jeg ved slet ikke hvor jeg ville være uden det.

 

Hvis du lige nu sidder og tænker ”hvordan kan jeg komme i gang med mounted-games?” så kan du læse mit tidligere blogindlæg her: http://www.hestegalleri.dk/blog/hvordan-kommer-man-i-gang-med-at-ride-mounted-games/126 og du skal selvfølgelig være mere end velkommen til at smide en besked vedrørende mounted-games.

 

Jeg håber vi ses ude på stævnebanerne! :D


Følg og få notifikationer ved næste blogindlæg


Kommentarer på:  Hvordan foregår det til mounted-games stævner?
Kommentér på:
Hvordan foregår det til mounted-games stævner?
Annonce