Tilvænning til klipperen

Tilvænning til klipperen

1227visninger 0 svar | 13. okt 2016

Den seneste tid har der været rigtig mange, der har stillet spørgsmål på forskellige facebooksider om hvordan man vænner hesten til klipperen så den får en god oplevelse.

Det har inspireret mig til at skrive det her blogindlæg. Jeg har også lavet en video, hvor lyden desværre ikke er verdens bedste men jeg håber det går alligevel. Se videoen på linket: https://www.youtube.com/watch?v=06HPhKl2Czk

Når jeg kommer ud til en adfærdsbehandling, hvor jeg ved at hesten er bange for klipperen så begynder jeg altid med at hesten står i sin boks med noget hø eller wrap.

Jeg stiller mig så langt væk fra hesten som muligt, men sådan at jeg stadig kan se hesten så jeg kan holde øje med hvordan den reagere.

Herefter tænder jeg klipperen, men jeg holder øje med hestens reaktioner. Ofte når jeg bliver kaldt ud er det fordi hesten er meget utryg ved klipperen og det derfor ikke er lykkedes for ejerne at få hesten klippet på sædvanlig vis.

De fleste heste løfter hovedet for lige at holde øje med hvad det er for en lyd og en del af dem bliver ret utrygge og begynder at gå rundt i boksen. Nogle begynder at stejle eller sparke på boksen.

Så snart hesten bliver nogenlunde rolig og måske tager en mundfuld hø slukker jeg straks maskinen. Sådan fortsætter jeg indtil hesten nøjes med at løfte hovedet for at se hvad der sker også begynder at spise igen.

Når hesten kan dette så tager jeg den ud på staldgangen igen med en god portion hø eller wrap og gentager så processen. Når hesten står stille og rolig på staldgangen er den klar til at jeg bevæger mig tættere på den. Jeg fortsætter denne fremgangsmåde indtil jeg kan stå på ca. en meters afstand af hesten.

Når hesten kan stå stille og roligt, mens jeg står på en meters afstand mens jeg har klipperen tændt er den klar til næste skridt, nemlig berøring.

Nu tager jeg stikket ud af stikkontakten og ruller ledningen omkring klipperen således at hesten ikke bliver forskrækket for ledningen og evt. får den rundt om benene. Jeg rør nu hesten over hele kroppen med den slukkede klipper. Jeg begynder med en meget kort berøring og hvis hesten står stille fjerner jeg klipperen med det samme igen. Hvis hesten træder et skridt til siden følger jeg hestens bevægelser og bliver ved med at holde klipperen ind på kroppen af hesten. Så snart den står stille fjerner jeg klipperen og giver hesten en godbid som belønning. Når hesten står stille mens jeg rør den over hele kroppen med klipperen er den klar til næste skridt.

Jeg sætter igen stikket i stikkontakten og stiller mig hen på siden af hesten. Jeg tænder igen klipperen og slukker den så snart hesten står stille. Hvis hesten forholder sig i ro selvom klipperen bliver tændt så slukker jeg den efter 1-2 sekunder. Når hesten kan stå stille mens jeg står med den tændte klipper lige ved siden af hesten forlænger jeg tiden hvor klipperen er tændt. Hver gang jeg slukker klipperen roser jeg hesten og giver den en godbid.

Når hesten kan stå stille i 20-30 sekunder af gangen, mens klipperen er tændt så er hesten klar til at gå videre til næste skridt.

Det næste skridt er at rører hesten med klipperen mens den er tændt. Du skal endnu ikke begynde at klippe hesten, men ligesom vi gjorde før hvor klipperen var slukket rører vi nu periodevis hesten over hele kroppen.

Når hesten kan røres over hele kroppen, mens at klipperen er tændt er hesten klar til at blive klippet.

Ligesom alle de andre gange sætter jeg klippemaskinen på hesten i meget kort tid og flytter den igen og slukker den når hesten står stille samtidig med at jeg roser den og giver den en godbid.

Det kan godt være at den første klipning ikke bliver den aller flotteste i verden, men når du har lært din hest at stå stille mens den bliver klippet så bliver det kun lettere og lettere og dermed også pænere.

Jeg håber at denne beskrivelse af hvordan du tilvænner din hest til klipperen og den tilhørende video kan hjælpe dig og din hest til at få en god oplevelse med at blive klippet.


Link til videoen: https://www.youtube.com/watch?v=06HPhKl2Czk


Rigtig god fornøjelse J

 

De bedste hilsner

 

Karin Bræmer Hoffmann

Letridning


Følg og få notifikationer ved næste blogindlæg




  • Der er endnu ikke skrevet kommentarer

Kommentér på:
Tilvænning til klipperen
Annonce