Jeg var bange for min hest! - Nu er han min bedste ven! {{forumTopicSubject}}

FORBERED DIG PÅ EN LAAAANG HISTORIE!


Jeg husker tydeligt d. 16 Juli 2010. Det var den dag jeg skulle ud og se på en ny hest. Jeg var meget spændt, jeg havde aldrig prøvet at ride en ny hest, som måske skulle være min, så det var meget spændene. Da jeg træder ind i stalden ser jeg en forvildet hest der vrinsker og vandre rundt i dens boks, der finder jeg så ud af at det er den hest jeg skal prøve. Min første tanke er, den hest vil jeg ikke ride! Min ride lære prøver den så først, og det er nu meget rolig. Så er det min tur! Jeg er nu lidt spændt, har lidt sommerfugle i maven, men uden at tænke over det sidder jeg pludselig på ryggen af denne dejlige skabning, som viser sig at være fantastisk nem at ride, og reagere fint på hjælperene. Jeg bliver hurtigt klar over at det skal være den som jeg vil ha.. Min ride lære er lidt imod, men jeg er bestemt. Det er det her jeg vil. Vi står og snakker lidt med sælgeren og får så af hvide at denne skønne hest hedder Polle, er 10 år gammel, og ca. 150 cm i stang. Vi får en masse info om ham, jeg tænker ikke så meget over hvad de snakker om, står bare og betragter denne dejlige hest. På turen hjem i bilen tænker jeg ikke på andet end Polle. Jeg håber inderligt at mine forældre går med til at købe den. d. 20 juli ringer min far til sælgerene og siger at vi gerne vil have deres hest, og de får så en aftale på plads om at de kommer med ham d. 29. Jeg venter spændt, og glæder mig meget til d. 29. Endelig! D. 29 Juli 2010 kl. 15.30 blev Polle min! Den dag var jeg over lykkelig… Da sælgerene endelig kom(de kom en time for sent) og vi fik Polle ud af traileren blev jeg lidt skræmt.. Det var da ikke den hest jeg havde redet? Så vild var den da ikke? Nå, men han kommer på fold og falder lidt ned igen. Og dagene går, han vil ikke give mig hans tillid, han vil ikke fanges, er bange for alt ovs ovs ovs. Ridningen går heller ikke henrivende, også der er han bange for alt, og springer til siden. Jeg begynder lige så stille at få undervisning på ham, der skal jeg så ride med pisk. Der finder jeg så ud af at denne fantastiske hest er bange for pisken, han kan bare ikke fordrage den. Han løber rundt når jeg får den i hånden. Jeg begynder lige så stille at blive bange for at få den pisk i hånden. Efter et stykke tid sådan begynder jeg at blive bange for at ride ham, bange for at få den pisk i hånden. For jeg tror at han vil løbe med mig. Stejle måske? Eller bare smide mig af så jeg brækker et eller andet? Tiden går og jeg bliver kun mere og mere utryk ved ham. Jeg begynder at få privat undervisning, det hjælper lidt – troede jeg. Min ride lære red altid hesten før mig, det var meningen at hun skulle vise mig at det ikke var farligt og der ikke skete noget. Men der skete det omvendte. Hun havde pisk med, og den var polle jo bange for, så han kastede sig rundt i ride huset. Det gjorde mig bare endnu mere bange, for jeg troede jo han ville gøre det samme ved mig? Tiden gik og jeg blev ikke mindre bange for ham da vinteren kom og han blev vild da han ikke kunne få nok motion. Nå men jeg overlevede da ridningen. Tiden gik stærkt, dog uden forandring. D. 23 Februar 2011 mødte jeg op til undervisning, denne dag var jeg næsten ikke nervøs. Jeg spænder gjorden, tager stigbøjlerne ned og sætter foden i stigbøjlen. Da jeg svinger mit ben over sadlen drejer han rigtig hurtigt rundt, så jeg ryger ind i hovslaget. Da jeg rammer jorden ligger jeg lidt, og finder ud af at jeg ikke kan få vejret pga. slaget. Jeg var så heldig at jeg havde springvest på, ellers kunne min ryg godt ha taget skade. Nå men da jeg endelig får vejret igen, har jeg ondt i min venstre arm. Så ondt at jeg ikke kan sætte mig op på ham igen. Af en blanding af smerte og frygt forlader jeg ride huset og min far køre mig hjem. Da jeg sidder i bilen vælter tårerne bare ud. Jeg er så skuffet over at han kunne finde på sådan noget? Da jeg kommer hjem viser det sig at jeg har fået et stort brandsår på albuen, derfor gør det ondt og sviger. Ugen efter skulle jeg til undervisning igen, men jeg turde ikke sætte mig op, så min ride lære red først, og så kom jeg op.. jeg sad bare der, helt stivet for over af rædsel. Da jeg kommer hjem efter denne undervisnings time beslutter mine forældre og jeg at jeg skal holde en pause fra undervisningen, og få opbygget et tillidsbånd med ham, - en ting som jeg skulle ha gjort fra starten af. Man kan jo ikke bare regne med at købe en ny hest og så er vi bedste venner fra dag 1? Nå, tiden går og vi får et nogenlunde forhold til hinanden, fra jorden.. jeg tør jo ikke ride ham. Udover mit problem med at ride ham, løb han også tit fra mig når han skulle på fold.. Min mor siger en dag til mig ”Skal vi ikke bare sælge den hest? Du får jo ikke noget ud af ham” jeg begynder at græde. NEJ, jeg opgiver ikke det jeg har kæmpet for så længe! Jeg vil fortsætte! Sommeren 2011 er jeg til hypnotisør, det hjælper ikke rigtig. Så finder min mor en hestetræner, som har speciale i problem heste, hun kommer så hjem til os, og hjælper mig. Da hun kommer regner jeg med at jeg bare skal træne ham fra jorden… Men nej! Jeg skal ride ham. Der bliver jeg bange, jeg får så tilbudt at min mor kan ride ham først, for så kan jeg jo se at der ikke sker noget. Okay, det går jeg så med til… Der sker ingen ting da min mor rider ham. Så kommer jeg op. Hestetræneren som hedder Suna, trækker mig. Så føler jeg mig mere tryg, det går sådan set okay, det eneste jeg skal er at hun trækker mig og jeg skal slappe af. Allerede efter første gang hjælper det, vi bruger de øvelser hun giver os i et godt stykke tid, med min far som trækker. Suna kommer engang til, og denne gang er der også en stor hjælp. Denne gang får jeg noget beroligende medicin, til både mig og polle. Efter Suna var der sidste gang, trak min far mig i ca. ½ måned, slap mig en gang imellem. Men så blev jeg utryk. Pludselig kom det hele af sig selv, jeg begyndte at skridte uden min far ved siden, og pludselig fik jeg lyst til at trave? Jamen så gør jeg da det! Og så kom galloppen også! Endelig begynder jeg til undervisning igen. Og jeg kom også med på ride lejren en måned efter! Jeg keder godt grunden til at jeg ikke opgav og det var: At jeg elskede ham så meget!
Nu er jeg kommet så langt med ham at jeg nu er ved at eksperimentere med at ride i cordeo(reb om halsen) vi har et godt solidt venskab nu, og jeg vil gå gennem ild og vand for ham. Jeg græder næsten af at skrive den her historie, for den hest betyder så meget for mig. Jeg er glad for at jeg ikke opgav!



Til alle jer der måske er bange for jeres hest: I må ikke give op! giv den en chance. Det viste sig faktisk at der aldrig har været noget galt med min hest! Det var mig der var problemet. og det har det altid været!


-jeg håber i kunne li min historie! kom gerne med din, hvis du har en der ligner?