Vores Historie <3

283 visninger | Oprettet: 12. feb 2014

For nogen år siden var jeg blive bange for at ride eller jeg var faktisk lidt bange for hest i det hele taget. Men en dag efter ca. 2 år hvor jeg ikke havde redet på en hest, komme den har hest ud på solgården som jeg aldrig vil have troet var mig.
Jeg starte med at bare sige hej til ham og de andre heste ved ledt. da jeg savnet at kunne sidde på en hest og kunne høre hesten under sig og mærke vinde i ansigt. Men efter noget tid med at bare klædet med ham ved ledt kunne jeg mærke noget der var særlig ved ham ikke kun han var kærlig og glad, men tryghed. Det var nyt.
En dag beslutte jeg at jeg gerne vil ride på ham. Jeg skulle have lidt hjælp for at komme op for han var jo høj og jeg var lidt lille i forhold til ham. Lige pludselig sad jeg på ham med meget blandt føler (nervøsitet, glæde, tryghed og stolthed) det var ikke til at forstå. Sådan har var det i ca. 1,5 år hver vi skridt, stige og at jeg trak ham ned i hallen, gik over bom og hygget os. Jeg kom også tit ud til ham i weekenderne (der holder solgården lukket). Der fulgte han tit efter mig og var ikke vild med jeg stod og sag hej til en anden hest.
En dag hvor jeg var der ude i weekenden fulgte han efter mig over alt på folden, lige pludselig var jeg blevet væk fra ham så han ledte efter mig. Han fandt mig så på en af deres halmballer hvor jeg sad inden i deres løsdrift skur, der er der to inden gange en lille og en stor, jeg sad så over mod den lille hvor han så kom ind af lidt efter. Han gik lige over til mig ingen stop, da vi står pande mod pande trykker han sin mule så det kunne mærkes ned på mine lår, da han løfter mulen rejser jeg mig op og går ned i den anden end og kort sætter mig på hjørnet af halmballen men rejser mig før han kommer over til mig, men der gøre han så noget usædvanligt, lige der hvor jeg sad for få sek. siden satte han sig, det først mine tanker går på er at jeg skal have et billede, men jeg fortryde det kort efter at jeg ikke bare gik over til ham og nyde øjeblikket for da jeg havde taget det billede rejste han sig, og det var for sent at tage det sjove øjeblik tilbage.
Noget tid efter jeg valget jeg for første gang at jeg ville trave på ham. Jeg var selvfølgelig nervøs for jeg vist fra andre at han ham en tyng trav, så da jeg fik taget mig sammen og fik ham i gang blive det til et lille hoppe og det næste øjeblik lage jeg på jorden og holdt fast i tøjlen med den en hårde.
Da jeg kom op og stå var jeg lidt chokket over det, jeg trak lidt rundt med ham og da jeg gik rundt med ham kunne jeg mærke på ham han var ked af på den måde han hele tiden gik ind med hoved mod mig og prøvet at trykket sit hoved mod mig, jeg kunne se det i hans øjne at det gjord ondt på ham at jeg fladt af. Jeg valget lidt efter at jeg vil op på ham igen. Så der kom lige en over for at holde ham for han plejet ikke at vil stå still, men efter fladt stod han stille da jeg skulle op igen på ham.
Næste gang jeg skulle op på ham var jeg så nervøs at efter ca. 20 min. op på ham vil jeg af så jeg gik lidt rundt med ham. Og så trak jeg op. Og jeg holdt en pause med at ride på ham.
Den 08 januar 2014 fik Thor læge besøge fordi han hele tiden kløet sig på benene. Vi fik så den triste besked at Thor havde mider i benene. Hvis vi holdt ham i live så vil han til sidste ikke kun gå og vi ville ikke kunne gøre meget da det var en avls fejl så et tidspunkt vil han skulle på de evig marker, så vi fik nok medicin, der skulle kun hjælp. Der gik så ikke lange tid før vi fandt ud af det medicin ikke virket på ham så vi skrift. Jeg tror vi skrift medicin højst 3 gange i løbet af et halvt år.
Der gik lidt tid før jeg troede på os igen, så i det lille stykke tid ride jeg på en anden hest, hun hedder Poppi, jeg kom så på hende. Jeg begyndte at ride rigtigt meget på hende og glemt lige så stil Thor, men han var stadig i mit hjerte. Jeg begyndte bare også at havde et bånd til hende. Det starte jo med jeg bare skulle ride lidt på hende, det blive bare til at jeg blive fast på hende.
En dag valget jeg at jeg gerne vil op og ride ham, det var også den samme dag jeg valget jeg vil prøve at trave på ham. Det var fantastisk, vi gjord det. Efter to år hvor vi bare havde skridt rundt. Det var en dejlig føles.
Men der gik ikke længe før der kom noget, som ramt lige i hjerte. For den 24 juni 2014 blive der taget en beslutning at han skulle til de evig marker. Dagen gik og det blive rykkede.
Dagen før den 26. august 2014 skrive min gode veninde til mig, sent på aften:
”Frede ?? (nervøs smiley) ”
Jeg tænkte med det samme at det var noget med Thor om han skulle til de evig marker. Men jeg vil ikke have det var det så jeg nægte med set samme at det var det.
Så jeg spøgte: ”hvad så??”
Hun svaret: ”Thor skal aflives i morgen :`(”
Det knust mit hjerte, jeg brød sammen, mit mareridt var kommet, jeg skulle sige farvel…TIL HAM?! Jeg kunne ikke forstå det, at det skulle slutte.
Jeg skrev så tilbage: ” hvornår sker det??”
Hun svaret: ”kl. 12 bliver han sendt afsted”
Dagen efter havde jeg snakket med mine forældre og havde fået fri fra skole, så jeg kunne sige farvel.
Så jeg tog ud på Solgården ca. 09 om morgen. Der gik så en voksen ud i omklædning til mig, da jeg var kommet der ud, hun kunne se at jeg vist det han skulle afsted, for tåren løbe ned af kinderne på mig. Hun forklaret hvorfor det gik så hurtigt og hvorfor det sket nu. Han havde ikke kunne gå ordenligt dagen før. Så hun sag også jeg kunne trække ham ind og hygge med ham.
Så jeg gik ud for og træk ham ind. Han stod helt ned i den anden end af folden. Da jeg var der ned kunne jeg godt mærke og se, der var noget, han ville ikke gå. Jeg måtte lokke ham op med meget græs og trukket ham ind. Jeg begyndt og strigle ham stille og roligt, for jeg ville nyde det sidste øjeblikket med ham. Ellers stod jeg bare og holdt godt fast i ham. Jeg fik også lov at sætte mig op på ham for en sidste gang imens en stod og tog billeder af os.
Lige pludselig var tiden over, jeg skulle læsse ham, han var utrolig sød. Da jeg ser ham lige i øjnene, kan jeg se, at han ikke forstår det det der skal ske.
"Jeg håber du har det godt på de evig marker. Og jeg vil bare sige tak for alle de meninger. De er glemt i mit hjerte"
Dette er historien om en hest jeg aldrig vil troede jeg skulle få et bånd med viser sig at være det bedste bånd nogen sind og en pige der var blevet bange for heste