Ridr:   Køb og salg af heste og udstyr - Gratis.    Se markedspladsen og hent Ridr app'en her:
Hent Ridr app'en
{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
  1. {{breadcrumb.text}} {{breadcrumb.text}}
{{currentPhoto.altText}} billede {{currentPhoto.number}} {{currentPhoto.text}}
<
>
{{photo.altText}}
 
Se alle billeder på én side

Islænder Öngull fra Dalhof 1991

2.677 visninger | Oprettet:
Bedømmelse

Du kan først stemme, når din egen hest er oprettet og stemt ind. Opret din egen hest

Stemmefordeling (110)
*JoJi *
*JoJi *
Kvinde | 38 år | Oprettet: 23. feb 2009
Heste (2)
Forumemner (5)


Følger (9) Følgere (8)

Islænder Öngull fra Dalhof

Udfordringer
0
0
1
Udfordr
Fødselsår:
1991
Højde:
Min elskede lille pruh-hest er ikke særlig stor: 125 tror jeg vi har målt ham til, så han passer glimrende til en lille splejs som mig, der trods min alder af 23 endnu ikke har overskredet de 150 cm :)
Temperament
Åh! Hvor skal jeg starte? Da jeg fik ham for 11 år siden var han den vildeste hest på jorden! Det kunne tage dage at fange ham på marken og der var ikke det han ikke blev bange for: Jeg mener, kom man til at slå en prut på ham, så sprang han for sit liv. I dag hvor han nærmer sig de 18 år kan man dog ikke spore fortidens vildhest og han er så harmonisk og nem, at jeg tror at alle ville kunne ride ham.
Gangarter
Skridt: har altid været hans svage punkt, da han knap nok træder over, men det er heller ikke nemt når man har så korte ben.

Tölt: Skal løbende arbejdes med og det er nok egentlig kun mig der kan få ham til det, fordi jeg efterhånden kender alle hans små knapper.

Trav: Stor fantastisk trav, der var ved at smide mig af ham første gang jeg prøvede ham fordi jeg kom fra min lille shetlandspony Molly!

Galop: Fantastisk: Han kan løbe så stærkt at jeg får tårer i øjnene: FED fornemmelse!

Pas: Yep, lillehyppen kan gå en fin pas, dog har jeg ikke trænet det så meget, de seneste år.
Stævner
startede lidt stævner på ham til at starte med, men efter et nyreslag besluttede jeg mig for at det ikke var det værd og at jeg hellere ville have en rask hyggehest end en syg stævnehest. Men vi fik da diverse præmier til forskellige konkurrencer og blev spået en god fremtid, hvis vi havde forsat.
Stamtavle
F Skyggnir fra Báreksstöðum Dk 118
FF Ofeigur fra Hvanneyri
FM Ósk fra Báreksstöðum
FFF Hrafn fra Árnanesi
FFM Skeifa fra Kirkjubæ
FMF Páttur fra Kirkjubæ
FMM Skeifa fra Kirkjubæ
FFFF Krummi fra Borgum
FFFM Stjarna fra Árnanesi
FFMF Ljúfur fra Hjaltabakka
FFMM Ósk fra Hofsstödum

M Gletting fra Dalhof
MF Bliki fra Kirkjubæ
MM Harpa fra Höfnum
MMF Páttur fra Kirkjubæ
MMM Svala fra Kirkjubæ
MFFF Hylur fra Kirkjubæ
MFFM Von fra Kirkjubæ
MFMF Ljúflingur fra Kirkjubæ
MFMM Snekkjudóttir fra Kirkjubæ
Køn
super køn vallak, yep!
Bemærkninger
Öngull er min fantastiske hest, som jeg har fået lov til at dele livet med i gennem 11 år i år! Han betyder så meget for mig og jeg ved han bare skal have lov til at blive gammel hos mig, fordi han endelig har fundet indre harmoni og han skal ikke igennem presset med at skifte ejer! Så selv om han er ved at blive lidt hyggeonkel agtig og måske ikke giver mig de store ridemæssige udfordringer længere, så skal han ingen steder! Han er min øjesten!

Jeg fik ham i 1998 (d. 21/07 = dagen før hans fødselsdag). Jeg ved at han inden da havde boet minimum tre andre steder, og han var en meget sky hest, der dog tiltalte mig meget pga størrelsen og fordi hans bevægelser når ham sprang til siden (hvilket han ofte gjorde) mindede mig om min ponys, så jeg følte mig lidt som støbt til ham. Fik ham på prøve i en måned, hvor han på 3. dagen blev sparket og fik et sår, og så gik måneden ellers med at behandle det. Men det afskrækkede mig ikke for at ville have ham.
Livet med Öngull (og hans bedste kammerat Myrkvi, som min mor købte nogle måneder efter jeg havde fået Öngull) blev meget anderledes, end da jeg red min pony og min mor havde sin gamle islænder. De to kunne gå gennem ild og vand, uden at kny, hvorimod Öngull var bange for ALT! Hvis man løftede sin hånd for hurtigt sprang han, hvis man hævede sin stemme sprang han, han var overbevidst om at hver en sten og hver et træ kunne finde på at overfalde og æde ham.
Gangartsmæssigt var der potentiale i ham, dog krævede alt meget arbejde for at holde passen ude, hvilket ikke var nemt, som første gangs islandshesterytter. Til tider har han kun tre-gænger: jap (meget anspændt skridt), grissepas og jorde. Jeg havde tænkt jeg ville ride lidt stævner på ham, men da han fik nyreslag på en ridelejr, besluttede jeg mig for at det ikke var det værd og jeg gik i gang forfra.

Jeg begyndte at lave tillidsøvelser med ham, at vænne ham til at der godt måtte foregå ting omkring ham, uden at han behøvede at dø af skræk. Jeg havde ham med til horsemanship kursus, hvor alle vi små hestepiger skulle stå i en ring med vores heste ved vores side, mens der blev kastet en badebold rundt fra hest til hest: da bolden landede fire heste fra Öngull, så løb han ellers! Jeg bemærkede ikke så meget andet end at jeg blev slæbt gennem ridehuset og fik savsmuld ind under alt mit tøj. Horsemanship-damen sagde bagefter at jeg skulle hærde ham. Og det fik jeg så i gang med. Det var en skrækkelig langsommelig proces. Hver gang jeg troede vi var nået et skridt frem, røg vi tre tilbage. Han var umulig at fange på folden. Det kunne tage dage! Han ville hellere bryde igennem hegnet, end fanges. Jeg har ikke tal på de tårer jeg har grædt i frustration og sorg over den hest: Jeg ville ham så gerne, han ville også gerne mig, men han var bare bange og utrolig følsom. Jeg skulle være i den dybeste, dybeste ro for at kunne nærme mig ham, og når man er teenager og går gennem sine forældres skilsmisse og skal flytte fra sit drømmehjem, så var det ikke altid muligt for mig. Der var dage hvor jeg bare gav op før jeg gik ud i stalden, fordi jeg VIDSTE hvordan det ville gå og VIDSTE jeg ikke kunne klare den afvisning, det var når han vendte sig om og gik fra mig.
Vendepunktet kom langsomt krybende. Der kom en ny hest i stalden som kastede sin kærlighed på mig, og der skete det sjove: pludselig kunne jeg se Öngull stå og stirre på mig fra sin mark og resolut gå ned i mod mig. En anden gang var der en hestebremse efter ham og da han så mig galoperede han ned til mig, for han vidste han kunne få hjælp hos mig. Der var alle disse små tegn, der tydeliggjorde, at han faktisk gerne ville, han vidste bare ikke om han turde. Efter 5-6 år stoppede problemerne med at fange ham endeligt, og han fik en total tillid til mig. Den hest vil gå gennem ild og vand for mig, og der er ingen tvivl om hvem hans ejer er. I dag kommer han mig ofte galoperende i møde, så det kan virkelig være al kampen, alt bøvlet, alle tårerne værd, at kæmpe for sin hest, at blive VED med at prøve også selv når man har lyst til at give op. Havde nogen sagt til mig, at der ville gå seks år inden jeg havde et “normalt” forhold til ham, er jeg ikke sikker på jeg ville have købt ham, men jeg har ingen fortrydelser. At stå med dette majestætiske dyr, der har haft så meget angst i øjnene, og se tilliden, kærligheden og roen i dem, gør det hele værd og jeg ville gøre det igen, hvis jeg skulle. For det forhold jeg har til ham, er stærkere end til noget andet dyr. Han havde brug for mig, men jeg havde godt nok også brug for ham, og sammen udviklede vi os og i dag kan intet skille os ad. Vi skal være sammen indtil den ene af os kradser af.

I løbet af de sidste fire år har jeg desværre boet omkring 150 km væk fra min lille yndlingshest, fordi jeg studerer og jeg synes han havde bedst af at blive hjemme ved vante omgivelser og så ved jeg at min mor passer ham efter alle kunstens regler. Han bor nu hos min moster og mine to kusiner, der har tre heste, så han bliver rigtig forkælet, som alderspræsident og min anden moster elsker at gå og sørge for ham! Det er dejligt at vide at når man ikke selv kan være der for ham, at han så har så mange dejlige mennesker der vil passe på ham, som var han deres egen. MEN når jeg så kommer hjem i nogle weekender og besøger ham, så bliver han så glad og jeg kan knap nok vente på at være færdig med studiet, så vi atter kan have en dagligdag sammen. Jeg håber jeg når at få nogle gode rideår på ham inden ham skal nyde sit otium, for han er en enestående hest og han har så meget glæde og krudt i den lille krop, men ellers skal vi bare gå og hygge os sammen med hinanden, og nyde hinandens samvær! Åh det bliver en skøn tid: halvandet år må godt flyve af sted :)

d. 29/05-2009: sidste weekend var jeg nede hos hyp-hesten og ride og få taget billeder og han gik SÅ godt! Var virkelig imponeret over at hans skades-pause i vinter ikke har gjort ham totalt pas-agtig. Så det var en kæmpe fornøjelse at sætte sig op på sin gyngehest, der bare gik fantastisk! Moderen optog lidt video, så den får jeg lagt op snarest, hvis jeg kan finde ud af det. Elsker den hest!
Gå til sidste svar
Kommentér på:
Islænder Öngull fra Dalhof
Gå til toppen
Annonce