{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter

Trakehner Indian mayboy **R.I.P** 2005

8.686 visninger | Oprettet:
Bedømmelse

Du kan først stemme, når din egen hest er oprettet og stemt ind. Opret din egen hest

k A
k A
Kvinde | 46 år | Oprettet: 9. apr 2008


Trakehner Indian mayboy **R.I.P**

Fødselsår:
2005
Højde:
Målet pt 165 cm(marts 2010), men er slet ikke færdigudvokset. Dyrlægen vurderer, han vil voske 3-4 cm mere.

Så er Grunk målte igen d. 3/7 2010, og måler nu hele 167 cm...Uha, jeg synes han vokser meget :-/
Temperament
Vågen og energisk. Sød, kærlig og kontaktsøgende med ørerne fremme. Da han næsten ikke har været i hænder indtil nu, er han meget usikker. Han skal først til at udforske den store verden, så der venter ham en masse oplevelser.


Efter 4 måneder i hænder, har Grunk vist sig som en super sød og kærlig hest, der altid er positiv. Han er blid og venlig og brummer altid sødt til alle de heste, han møder. Et rigtigt sludderchartol :-)

3/7 2010. Efter snart et halvt år, har vi nu lært Grunk meget bedre at kende. Han er simpelthen den sødeste hest !! Han er så kær og uskyldig og altid glad og tilpas. Der er aldrig sure miner - han elsker alle!! Han er faldet godt til, og viser sig nu som meget mere rolig og ukompliceret end først antaget. Når han engang har lært alle livets gøremål at kende, bliver han en meget meget let hest at have med at gøre. Udviklingen på det knap halve år, der er gået, har været enorm.
Gangarter
Super fin skridt med takt og stor overtrædning. Fik 8 til følskue

Traven er stor, rummelig og elastisk. Fik 7,5 til følskue.

Galop er taktfast, rummelig og op ad bakke. Fik 7,5 til følskue.

Til følskue fik han følgende beskrivelse:

Et meget ædelt og elegant føl med gode linjer. Fundamentet fint, men velstillet. Et rummeligt og taktfast bevægelsesforløb, men en smule bunden i albue.

Hans karakterer var: 8 / 7,5 / 7 / 8 / 7,5 / 7,5 / 8. Samlet 53,5 point. Han var med til Eliteskue i TAfF.
Stævner
Ingen endnu - han er kun redet få måneder. Vi regner med at deltage i små stævner i løbet af efteråret. Gode oplevelser på udebane uden for store ridemæssige krav, der giver selvtillid og overskud - det er, hvad jeg gerne vil give ham.
Stamtavle
Far: Kaiser Wilhelm

Morfar Schwadroneur.

Mormors far: Herbststurm

Renstammet trakehner med LANG stamtavle
Køn
Vallak
Bemærkninger
Min nye hest, som er halvbror til Fister. Han er helt rå og skal lære alt fra bunden, men jeg tror på, at han bliver en super ridehest og en god kammerat.

Han skal have en rolig tilridning, som passer til hans tempo, og så arbejder vi roligt derudfra.

Jeg kender ham ikke så godt endnu, da han lige er kommet hjem i dag. Der kommer en bedre beskrivelse og mange flere billeder, når vi lærer hinanden at kende - så følg med ;-)

1. uge: Grunk, som vi kalder ham, har bare fået en super start. Han er faldet godt til, og lærer bare hurtigt. Han kan nu stå bundet, få renset hove og blive striglet over det hele. Han har så småt styr på at gå begge veje rundt i longen og han har faktisk fra første dag accepteret sadlen. Der skal mere en end gamacher og dinglende stigebøjler til at slå ham ud :-) Vi har været oppe og ligge på ham fra hver side i dag, og det tog han også i stiv arm - helt roligt. Han er da bare en lille stjerne :-)

2. uge: Grunk er nu mere sikker i at blive trukket. Han følger nu villigt med, og er lige så stille ved at finde ud af, at vi mennesker faktisk er ret hyggelige. Han er nu tryg ved andre heste i hallen, og opsadling er helt på plads. Grunk er stadig lidt usikker, når vi ligger på ham og reagerer ved at gå...bremsen er endnu ikke helt installeret. Søndag bød på løsspringning for første gang - og endnu engang var Grunk en stjerne :-)

3. uge. Arbejder stadig i longen og med rytter hængende. Det kniber lidt med at stå stille og stoppe på komando, hvilket formentlig er et udtryk for usikkerhed. Vi arbejder bare videre på samme måde, indtil han er tryg. Løsspringning går til gengæld helt fantastisk !! Grunk er helt vild med det, og springer faktisk overraskende godt!! Han skjuler godt, at der ikke er en ærlig springhest mange led tilbage i hans afstamning. Tirsdag gik han igennem bøjeprøven (som vi manglede til forsikring) og longe, og han opførte sig fuldstændig perfekt. Han virkede nærmest rutineret i det....Men dejligt, så er der helt styr på forsikring.

14/3 2010: Efter 1½ måned hos Sanne Lorenzen i Bramming, flyttede Grunk hjem til vores lokale rideskole, hvor også Fister står. Sanne har lavet et super stykke arbejde med ham, og han har lært en masse. Det er dog dejligt at have ham tættere på, så jeg daglig har meget mere tid til at have ham i hænder og lære ham bedre at kende. Bruno har overtaget tilridning, og det går super godt. Pt skridter og traver han i longe, hvilket foregår helt uden spændinger eller nervøsitet. Det er vigtigt for mig, at Grunk for masser af tid, så han hele tiden er rolig og tryg. Bruno var noget overrasket over, hvor meget bevægelse, der var i ham, da han satte i trav første gang...he he. Ellers er Grunk faldet godt til. Han er en rolig og sød hest, der elsker alle mennesker. Han er virkelig tillidsfuld og nyder selskab. Jeg tror, han bliver en fantastisk ven. Idag skulle vi øve trailerlæsning for første gang - i mega blæsevejr! Men Grunk er sej, og efter kun 15 minutter trampede han trofast op i traileren....han er en stjerne :-)

OPDATERING 14/4: Grunk er bare en stjerne!! Han har det sødeste væsen - altid venlig, omgængelig og kontaktsøgende. Han er meget anderledes end Fister i sind og temperament - han er grundlæggende meget mere tillidsfuld overfor nyt og ukendt, og har slet ikke det samme "racer-gen" som Fister. Når han lukkes på ny fold eller ud med en ny hest - ja, så går han stille og roligt rundt i SKRIDT og ser tingene an og er der optræk til ballade, så lister han lige så stille af - det kan man jo ikke ligefrem sige Fister gør!!
Nu har vi trænet i trailer ca 5 gange og Grunk vader nu fuldstændig upåvirket og tillidsfuld direkte op i traileren, så jeg tør næsten sige, at han er trailervant :-) Det kunne ikke have gået nemmere.
Bruno har ham stadig i ridning - og det går strygende. Ikke en eneste gang, har Grunk været modvillig eller ulydig og generelt er han meget rolig og afslappet, og virker nu fuldstændig tryg ved sin rytter. De rider nu løs rundt i hallen på begge volter og sørme om ikke galoppen også er kommet med :-) Her har han vist overraskende god balance og ro. Grunk er efterhånden også rimelig styrbar og er så småt ved at forstå hjælperne. Det er rigtig fint :-)
Vi har også været på gåtur oppe i byen, biler og cykler er han ikke bange for og i det hele taget så tager han tingene med ophøjet ro :-)

OPDATERING 27/5 :
Så er der en lille opdatering for Grunks profil. Grunk er stadig er stjerne :-) Han er faldet super godt til og er nu en fuldstændig tryg og tillidsfuld hest, der kan lide alt og alle. Han hilser troligt på alle de heste, der kommer forbi og endda dyrlægen fik et kindkys, mens han stak Grunk for at bedøve ham til tandraspning. Man ser aldrig sure miner fra ham - aldrig.
De almindelige ting som striglning, hovrensning, vask osv er fuldstændig på plads, og han er blevet syper flink at trække med. Vi tøffer ofte en tur op gennem byen og hverken vejarbejde eller skrålende børn kan skræmme ham. Ridningen går stadig meget fint. Han arter sig godt, og er nu ved at få noget kondition ogderved vise sin naturlige fremdrift. Han er sød og flink både ude og i ridehus. Der er absolut ikke noget at klage over.
Løsspringningen er et stort højdepunkt - det elsker han virkelig. Vi fik et rigtig godt grin af ham sidst da han skulle springe :-)) I ridningen har vi jo øvet, at han skal gå ud i hjørnerne - så Grunk synes da lige, at han ville vise, at han havde forstået det, så han løb HELT ud i alle hjørner til løsspringningen - han var så kær ;-)

Nu skal vi snart hjem på sommergræs - vi håber på en super skøn sommer.

OPDATERING 4/7 2010: Så er Grunk kommet hjem på sommergræs i sidste weekend. Jeg red hjem - op gennem byen, under tunellen osv. Han tog bare det hele stille og roligt. Han blev meget glad for at se sin foldkammerat Fedde igen :-) Nu går de sammen 5 dejlige drenge på fold. Der har ikke været ballade af nogen art, det er bare en fin harmonisk flok. Ridningen herhjemme var jeg spændt på, da vores nabo har eksotiske dyr, fx kameler, alpakkaer osv. gående på en fold klods op af vores ridebane. Mange heste synes, at disse dyr er noget farlige....Men Grunk synes bare, de er søde og hyggelige, så han reagerer slet ikke på dem. Vi har været på nogle skridtture i by og natur og Grunk opfører sig som altid pænt, men der er stadig mange faaarlige ting...fx de der røde og hvide skilte, der står rundt omkring :-D Eller sådan nogle runde tingester med vand og badende børn i...he he.Jeg glæder mig meget til en sommer, hvor dressur er sekundær, og hvor vi kan prioritere skridtture i byen, i naturen og ved Marbæk, løsspringning, ture til andre "ride-steder" osv, så han stille og roligt kan lære, at verden er tryg og venlig, selvom den er ny og ukendt.

De første 14 dage på græs er gået over al forventning - Grunk tilpasser sig super til nye steder og faldet godt til. Det tegner godt al sammen.... :-D God sommer alle sammen.


OPDATERING D 17. februar 2011.

Grunk fik i slutningen af juli kostateret en irritation af en gaffelbåndstilhæfting, hvilket gav en voldsom halthed - men kun på højre volte. Det, sammenlagt med hans flotte udvikling i hans nye liv som ridehest og en stor vækst på ca 5 cm på 8 måneder gjorde, at jeg besluttede at lade ham få fri og være hest sammen med hans bedste ven Fedde et halt år. Den 1. januar havde han været haltfri i nogle måender og så begyndte vi at gå nogle lange ture. Således gik hele januar med trækketure ud i det blå 5 dage i ugen og ellers masser af fold tid. Han er nu blevet (næsten) helt trafiksikker og vant til at komme ud i naturen.

Den første februar begyndte vi så ridningen igen. Jeg var noget spændt på, hvordan han ville reagere...han var jo trods alt kun redet få måneder før pausen, og tilmed var han meget meget utryg de første måneder, han var i hænder, hvilket bevirkede, at tilridningen var en lang proces. Så hvordan ville han reagere på sadel og rytter efter et halvt års pause??

Ja, han reagerede trods racens ry og hans manglende håndtering i de første 5 leveår, fuldstændig roligt, afslappet og tillidsfuldt. Ikke en eneste spænding, ikke et eneste øjeblik af usikkerhed...INTET!! Jeg var meget glad, for det viser mig, at jeg har set rigtigt mht hans sind, selvom han var så vild i starten, og at jeg samtidig har formået at skabe et tryg og tillidsfuldt forhold til min søde hest. Vi har nydt hinandens selskab, og jeg har lært min skønne dejlige bullerbamse rigtig godt at kende.

Vi har nu redet knap 3 uger, og indtil videre går det over al forventning. Selvom han har haft fri et halvt år, så husker han alt, hvad han har lært dengang og jeg starter der, hvor jeg slap. Han er arbejdsvillig, lærenem og bare dejlig :-) Vi er nu oppe på at trave 12 minutter og dertil en masse skridt.

Kryds fingre for os - for at hans træning fortsat forløber godt.

Opdatering d 12/4 2011

Så er det slut! Idag har min smukke, kærlige og tillidsfulde lille skat fået fred. Kontrol på Anager for 14 dage siden med nye røngtenbilleder afslørede en slem udvikling med store forværringer og frygten for den kroniske kodesenebensbetændelse blev bekræftet. Min lille glade skat, der altid gør sit bedste ville aldrig blive ridehest, og da kodesenebensbetændelsen er uhelbredelig og kun vil forværres, besluttede jeg med opbakningen fra dyrlægen at stoppe legen NU, mens han trods alt stadig har det godt. Han er i morges aflivet på Ansager - alt gik stille og roligt og han fik en værdig men desværre alt alt for tidlig død.

Tak for alt lille Grunk....du vil forevigt være i mit hjerte som en utrolig kærlig og tillidsfuld hest, der gav mig rigtige mange helt specielle oplevelser. Jeg vil savne dig og tænke på dig....du var en èner!

Kommentér på:
Trakehner Indian mayboy **R.I.P**
Annonce