{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter

Dansk Varmblod Lysthøjgaards Camaro [Tidl. hest] 2003

2.245 visninger | Oprettet:
Bedømmelse

Du kan først stemme, når din egen hest er oprettet og stemt ind. Opret din egen hest

Karina W
Kvinde | 54 år | Oprettet: 27. jan 2009


Dansk Varmblod Lysthøjgaards Camaro

Fødselsår:
2003
Højde:
ca. 168 cm
Temperament
Super temperament, hviler meget i sig selv.
Meget energisk med stor lærevillighed.
Gangarter
Rigtig god jordvindende og taktfast skridt
Meget taktfast og stor rummelig trav. Men desværre også indimellem en meget kortskridtet og hektisk trav.
Stor, taktfast, rummelig og opadbakke galop
Stævner
MSR klubstævne d. 20.3.2011: Red et godt LA2A program og opnåede 61,375%. Camaro var ligeså god at ride ude som hjemme og det var virkelig en fornøjelse og et stort come back for mig på stor hest. Jeg er meget glad og tilfreds med ham. Nu følger uger med løsgørenhedsarbejde og så forventer jeg at vi starter igen i slutningen af maj.

Klubstævne i OHR d. 15.5.2011 LA2A. Efter en hekstisk køretur med Camaro i min egen trailer og næsten ingen opvarmning, red vi et ok program omend det var noget hektisk og sjusket. Desværre et af de programmer hvor vi først var klar bagefter... hvor har jeg dog fortsat meget at lære :-) Dommeren gav os 60 %. Efter en frustrerende følelse må jeg sige at jeg er meget tilfreds efter omstændighederne med Camaro som er en fornøjelse at ride på stævne pladsen.
Nu arbejder vi videre med grundridningen og håber han får mere ro på sin følsomme næse også og så ser vi hvornår vi er klar til stævne igen.

Camaro er hen over sommeren blevet behandlet for pollenallergi og han har været rigtig dejlig at arbejde med efter han fik ro på sin næse. Så jeg begynder så småt at tænke på stævner igen ;-) Men hvor er det bare SKØNT at have ham herhjemme ;-)

D. 4.-5. februar 2012 red vi stævne i aags. Vores første C stævne. Det var voldsomt koldt og jeg havde en over frisk og noget stresset Camaro med begge dage. Lørdag red vi LA4A for første gang. Det er et godt program for os og et jeg vil vælge fremover også. Men han var meget meget spændt og overgearet og jeg havde 8 kiks og jeg formåede desværre ikke at få ham afslappet. Så vi fik brugt karakter skalaen godt med et enkelt 3 tal, flere 4 og 5 taller og da heldigvis også en del 7 taller. Det blev til samlet godt 57% og det kunne jeg vidst kun være godt tilfreds med :-) Dagen efter red vi LA2A. Her var han lidt mere afslappet omend jeg igen ikke formåede at ride ham som ved træning. Det er ærgeligt men jo heldigvis noget jeg kan arbejde med så jeg bliver god til det :-) Vi opnåede 60 % med enkelte kiks og flere 7 taller.
Når jeg formår at ride ham afslappet og løsgjort på banen også og han bliver stærkere i sin ryg og bagben, skal det nok blive rigtig fint. Jeg havde kæmpe opbakning fra mange af mine elever, Louise, min mand og ikke mindst min bror der var med mig begge dage. Hvor var det bare SKØNT at mærke. TAK for støtten og hjælpen.
Nu er planen at fortsætte med grundtræningen og så må jeg til stævne igen snart og jævnligt, så jeg bliver rutineret i at ride ham bedre ude også.

Udv. klubstævne i aags d. 18.3.2012: Camaro har været noget ustabil at ride, men den sidste tid op til stævnet var jeg meget tilfreds. Men til stævnet blev han som ved de andre stævner meget stresset og anderledes end han plejer. Jeg oplevede det desværre også til undervisning optil dette stævne.
LA2 A; 61,38 % på trods af at han gik meget spændt og hektisk og 56,18 % i LA4A hvor hele skridt programmet blev ødelagt af spændthed, modstand og ulydighed.
Jeg er virkelig frustreret og har nu aftalt med ejeren at vi må finde ud af med dyrlæger mv. hvad det er der forstyrrer den stakkels hest sådan.
Stamtavle
Far: Come Back II
Mor: Lambada Marx
Morfar: Luk Fomann
Køn
Hingst
Bemærkninger
Dejlig hingst med stor kapacitet og fantastisk godt sind. Ekstrem arbejdsvillje og meget lydhør for rytteren. Skøn udstråling.

Camaro ejes af Louise Holm og hende og jeg har indgået et samarbejde om fortsat uddannelse af denne skønne hest.

Desværre lider Camaro af headshaking. Det har han, iflg. ejer, gjort siden han var 5 år. Hans headshaking ses tydeligt i form af et nik med hovedet med jævne mellemrum både i longe og når han rides. Han klør sin næse efter og indimellem også under ridning og han er ustabil at lægge til tøjlen. Den ene dag kan jeg lægge ham frem med sug på tøjlen, næste dag slet ikke. Det resulterer ofte i at han bliver meget fikseret og spændt i sin nakke, hals, ryg og lænd og hans bevægelser bliver meget hektiske og korte. Det synes at være værre, når det er ekstrem koldt eller på varme solrige dage.

Jeg red Camaro i 1½ år fra oktober 2010 og Camaro boede hos mig fra maj 2011-oktober 2012. Jeg red ham sidste gang i april 2012, hvorefter han blot gik på fold og hyggede sig. Jeg skrev i samråd med dyrlægerne dagbog over Camaro og observerede bl.a. at hans headshaking blev værre i varmt solrigt vejr og altid værre i galop og trav. Den værste tid for ham syntes at være fra februar-oktober. Vi tog noget video af ham i maj-juni 2012 med og uden mulenet og det er for ham en tarvelig solrig dag, hvor han har det skidt.

Den første sommer han boede hos mig var vi til dyrlæge Linus fra Kasernens hesteklinik og han vurderede det til at være pga. pollenallergi. Camaro blev derfor sprøjtet med binyrebarkhormon og jeg behandlede ham efterfølgende med næsespray med binyrebarkhormon morgen og aften. Hans næse syntes at klø meget under og efter træning og han havde derfor også altid et mulenet på, når han blev redet/trænet. Det syntes at hjælpe ham og vi havde færre dage, hvor vi helt måtte opgive at træne pga. headshaking.
Vinteren 2011-2012 blev med en del gode træningsdage i ridehus. Og jeg fik også nogle gode undervisningsgange ved Nalle, kun med forstyrende enkelte nik undervejs. Men desværre startede hans næse at irritere ham igen allerede i februar 2012, hvor det var ekstremt koldt. Et par stævner jeg startede på ham blev fuldstændig smadret af en irriteret og hektisk og ikke mindst meget stresset stakkels Camaro. Havde jeg dog bare vidst hvad jeg ved idag :-(
Dyrlæge Sonny forsøgte i samråd med Linus at medicinere Camaro ud af det, men uden held.

En dag i apri 2012, da jeg red ham, lavede han noget han aldrig før har gjort, en pludselig hurtig vending og jeg faldt af ham. Det kostede mig lidt knubs, men værst var det at min nakke i 3 uger derefter var bombet tilbage til kort efter min piskesmældsskade. I den efterfølgende tid ændrede Camaro sig også i boksen og på fold. Han blev nemt forskrækket, noget jeg aldrig har oplevet med ham før. Camaro havde adgang til fold og boks 24/7, men valgte ofte at være i boksen, når solen skinnede højest på himlen. Han headshakede nu også på folden i solskinsvejr og fik flere gange lavet hul i sit hoved i stalden. Jeg var frustreret og bekymret og tilkaldte en alternativ behandler, Anita Bakkegård. Anita mente at Camaro led af en nerveskade og at vi skulle være klar over, at hvis ikke hendes medicin kunne hjælpe ham, skulle vi give ham fred, da han led frygteligt. Selvom det var hårde meldinger, var der også mange spændende og tankevækkende tilbagemeldinger fra hende. Jeg blev lidt klogere og en del fattigere. Desværre virkede medicinen slet ikke og da Louise ikke ville høre tale om at hendes hest skulle være så syg, fortsatte han blot med at gå på døgnfold med boksadgang hos mig. Jeg red ham ikke mere.

I juni 2012 fik jeg trumfet igennem at Camaro skulle undersøges ved dyrlægen. Vi fik en tid ved Berner ved Kasernens hesteklinik. Han så ved endoskopi nogle meget generede luftveje, med alt for markerede blodkar, belægninger og hævelser. Han spurgte om vi ofte havde en snottet Camaro, hvilket Louise og jeg i kor kunne sige nej til. Berner lagde en blokade på Camaros trigeminusnerve i hans hoved. Han ramte ved en fejl i selve nerven og Camaro lavede sit mægtige velkendte nik med hovedet. 20 minutter efter virkede blokaden og jeg havde Camaro i longe i 20 minutter, hvor han konstant travede eller galoperede. Det er første gang nogensinde, at jeg har set Camaro gå i de to år jeg har kendt ham uden et eneste nik :-) Jeg var så lykkelig :-)

Men lykken varede desværre kort, for nu vidste vi godt nok hvad det var der var skyld i hans headshaking, men Berner kendte umiddelbart ingen helbredelse for det. Vi fik recept på noget nervemedicin, som vi skulle prøve den efterfølgende tid. Denne havde ingen virkning og jeg kontaktede en milliard mennesker i håb om at finde hjælp til Camaro.

En af dem jeg talte med var DRF´s dyrlægekonsulent Mette Uldahl. Hendes erfaringer med heste med den lidelse var mange, men alle desværre rigtig dårlige erfaringer. Hun fortalte at de også behandlede hestene med den nervemedicin, som Camaro også havde fået. Hvis det ingen effekt havde efter 3 måneder, anbefalede de at man fik hesten aflivet, da hesten ville være meget smertepåvirket af sin skade, den ville typisk have lidt uforudsigelig adfærd og som hun sagde, mennesker der lider af den skade bliver ofte uarbejdsdygtige for resten af livet. Det var meget nedslående for mig at høre. Hun henviste dog til at man i udlandet havde opereret heste for den lidelse med 50% chance for helbredelse.

Så gik mit detektiv arbejde igang igen og jeg fandt frem til den dyrlæge på landbohøjskole, Aziz, der kunne udføre operationen. Jeg opfordrede nu Louise, det bedste jeg har lært, til at få Camaro opereret. Og endelig blev det i samråd med Landbohøjskole og Berner nu planlagt at Camaro skulle opereres 30.10.2012.

Det var en stor dag. Jeg besøgte Camaro og han lignede nærmest sådan en bokser, der havde været i hård kamp dagen før, med vat pølser under hvert øje. Men han blev glad for at se mig og vi gik en lille tur sammen :-) hvorefter han snorksov i 20 minutter, mens jeg bare stod ved ham i boksen.

Fredag d. 2.11.2012 hentede jeg ham hjem igen, men da han skulle have boksro i 4 uger og blot trækkes morgen og aften, blev ejeren og jeg enige om at det var mere praktisk at han kom hjem til hende og stå. Det var godt nok en mærkelig tom fornemmelse... Men det viste sig bestemt at være en god ide´for Camaro har bare klaret sin rekreation til UG :-) .

Jeg besøgte Camaro hos Louise nogle gange og hyggede mig med ham i stalden. I starten af januar 2013 opfordrede Louise mig til at komme og prøve at tage ham i arbejde i longen. Det var spændende. Til min store sorg måtte jeg dog hurtig konstatere at han lavede sine headshaker nik, som han hele tiden har gjort. Aziz, dyrlægen på landbohøjskole sagde, at hvis han var headshaker ved arbejde 3 måneder efter hans operation, måtte vi konstatere at han ikke kunne kureres.
Jeg talte med Louise i februar og hun mente nu at han er kureret. Hun har sat ham til salg eller udlån med forkøbsret og jeg håber der kommer en god ny ejer til ham, der nu kan give ham et godt liv.

Jeg tænker ofte på Camaro. Det sidste jeg har hørt fra dem der låner ham nu, er desværre at han stadig er headshaker og at han ikke er til at ride dressur på. Nu vil de prøve at springe på ham med hackamore og se om det kan hjælpe ham.

Da Camaro boede hos mig og Anita Bakkegård anbefalede os at at give ham fred, tilbød jeg Louise at være ved ham på hans sidste rejse. Louise kunne/ville slet ikke acceptere at hendes hest skulle være syg. Jeg håber virkelig, med alt det der efterfølgende nu er forsøgt, at Louise endelig tager ansvaret for sin hest og hjælper ham til fred.

Jeg har været utrolig glad for at have Camaro i mit liv. Han har givet mig så meget godt. Hans sygdom og det at Louise og jeg bestemt ikke har været enige om tingene undervejs, har givet mig en masse frustrationer og bekymringer.
Men jeg er dybt taknemmelig og glad for Camaros og min tid sammen. Jeg ønsker det bedste for ham.
Tak for alt, Camaro.


Kommentér på:
Dansk Varmblod Lysthøjgaards Camaro
Annonce