{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter

Lusitano Giselle 2011

4.005 visninger | Oprettet:
Bedømmelse

Du kan først stemme, når din egen hest er oprettet og stemt ind. Opret din egen hest

S
S
Kvinde | 27 år | Oprettet: 21. jan 2008


Lusitano Giselle

Fødselsår:
2011
Højde:
Forventet højde ca.160 :)
Temperament
Giselle er sød og opmærksomhedssøgende, selvfølgelig med de teenage nykker man nu må forvente fra en to år gammel hest.
Gangarter
Tja, hun udviser gerne både blæretrav, jordegalop og diverse skoler over jorden på folden, men hvor meget man egentlig kan sige om hendes gangarter lige nu er begrænset. Hendes mor siges at have en helt fantastisk trav, så forhåbentlig har hun arvet den :)
Stævner
Nej, det ligger ikke i planerne :)
Stamtavle
Far: Cravo
Mor: Quanza
Morfar: Nilo (MV)

Avler: Katrine Boelsgaard
Køn
En meget charmerende hoppe :)
Bemærkninger
Giselle er et dejligt lille 4 mdr. gammelt hoppeføl, som jeg i dag, D. 8-10-11, er blevet den heldige ejer af :) Hun er en ægte lille lusitana, og så er hun, modsat Urq, helt min egen. Meningen er at jeg selv, med hjælp fra min ridelærer, skal tilride hende når vi engang når dertil. Indtil videre står træningen på helt basale ting som grimetilvænning, hovrensning, gåture osv.

Giselle er avlet af Katrine Boelsgaard, som vi også har købt Urq af. Første gang jeg så hende var en kedelig, grå regnvejrsdag. Vi var oppe hos Katrine for at hente udstyr, og fik på samme tid en lille fremvisning af Giselle og hendes far, en 4-årig dunfarvet lusitanohingst. Da vi gik ned til den fold, hvor Giselle stod, så det ved første øjekast ud som om alle hestene havde søgt ly i løsdriften. Men da vi kom tættere på, kunne vi se en lille grå skikkelse stå og betragte os igennem regnen. Giselle. ”Hvorfor går du ikke indenfor?” husker jeg, at Katrine spurgte den lille hest, som hun kløede den bag øret. Efter lidt tid bevægede Giselle sig over til mig i stedet, og jeg begyndte automatisk at klø hende i nakken. Det var som om, hun i det sekund bestemte sig for, at jeg var okay. Jeg var accepteret. Hun spidsede sin mule og lænede sig mod mig. Lige fra det sekund var jeg solgt.

Muligheden for rent faktisk at gøre drømmen til virkelighed og købe den lille hest opstod først en månedstid senere. Efter uenigheder med hende der ejede det sted hvor Urq stod opstaldet, så vi det nødvendigt at flytte ham hurtigst muligt. Det mest logiske for os var at flytte ham op til Katrine. Hun ejer en dejlig gård med de kønneste folde, og hun har både bokse og løsdrift. Så vi flyttede Urq til Kokkedal, hvor han i dag har det dejligt og stortrives. Det var ikke kun den bedste løsning for vores søde lille portugiser, det var også det sted hvor lille Giselle boede. Så er det her, mine awesome overtalelsesevner kommer ind i billedet d; . Hver dag, ja, hver gang jeg så min mor, spurgte jeg, om vi ikke kunne købe Giselle. Min mor synes jo også, at hun var dejlig, men det der med at købe et 4 måneders føl det var hun ikke helt med på. Efter to uger gav hun efter og sagde ja til at snakke med Katrine. Få dage efter kom min ridelærer, Marianne Brydov, fordi og kiggede på Giselle. Det gik ikke helt som planlagt. Marianne syntes selvfølgelig, at hun var dejlig, men hun var desværre også halt på det ene forben. Sagt med Mariannes egne ord, så ”er hun en dejlig hest, men det ben skal være i orden.” Vi valgte at lade benet få nogle ugers ro og satse på, at det ikke var nogen større skade.

Det var det ikke, og D. 5-10-11 sagde vores dyrlæge god for hende. Han var meget begejstret for hende, og havde ingen andre anmærkninger end at hun sled sine hove en smule skævt. Småting. Og sådan gik det til, at lille Giselle blev min. :)

Jeg glæder mig sådan til at se hende vokse op, og ikke mindst til at være med på hvert et skridt på vejen. Jeg håber at kunne spare hende for mange af de traumatiske oplevelser, de fleste heste møder på deres vej. Hun skal ikke sælges videre fra person til person. Hun skal ikke sendes i tilridning hos en eller anden berider. Hun skal ikke tvinges i gang med træning og ridning i en alt for tidlig alder. Hun skal ikke ud til en masse stævner for at vinde rosetter, som hun er fuldstændig ligeglad med. Hendes uddannelse skal ikke påskyndes, men i stedet værdsættes. Vi har ikke travlt. Vi har masser af tid.


** Opdatering, december 2011 **

Jeg har nu haft Giselle i snart tre måneder - tiden går godt nok hurtigt!

Nåh ja, men Giselle har indtil videre vist sig at være en større succes, end jeg kunnet havet drømt om :) Hun er en lille solstråle, som vrinsker og kommer løbende når hun ser mig. Da jeg fik hende, havde hun kun haft grime på én gang i hendes liv, så det var det første, vi begyndte at træne - bare det med at få grimen af og på. Det har hun lært for længst, sammen med mange andre basale ting som at få renset hove, stå stille når hun bliver striglet og følge mig rundt på gården. Nu går vi ture rundt på gården hver aften, og jeg håber snart også snart at kunne gå ture med hende længere væk fra hendes hjem. Hun har haft sit første rigtige møde med en dyrlæge, udover handelsundersøgelse, hvilket hun tog meget pænere end jeg turde forvente. Hun stod helt stille på staldgangen, mens hun blev chippet og vaccineret. Dyrlægen (som vist allerede kunne lide hende, da han så på hende, før vi købte hende) sagde bagefter, at havde hun været en hvilken som helst anden race, havde han villet have hende i en boks, så hun ikke kunne løbe nogle steder hen - men når det nu var en lusitano, var det ikke nødvendigt.

Hvilket bringer mig til det sidste, jeg vil sige. Nogle gange undrer jeg mig virkelig over, hvorfor, jeg befinder mig i hesteverdenen. For at være helt ærlig, synes jeg en stor del af det er ret træls. Jeg interesserer mig ikke i at ræse rundt på en springbane, og mange af de ting, der gør hestepiger glade, finder jeg ingen glæde i. Jeg har altid været en noget anderledes person, i og med jeg tænker alt for meget over alting. Jeg er en perfektionist til et punkt hvor det bare ikke er sjovt længere. Jeg tager ofte hjem fra stalden og føler, at jeg har gjort alting forkert, bare fordi jeg eller min hest måske har lavet én lille fejl. Jeg mister mit temperament, og jeg skælder min hest ud, selvom jeg ved, det er forkert.

Og derfor undrer jeg mig igen over, hvorfor jeg stadig har hest, når det nu bringer mig så meget ulykke. Det er her, Giselle kommer ind i billedet. Giselle gør det hele værd for mig, fordi jeg med sikkerhed kan sige, at hun er min hest. Ikke fordi mit navn står på en stak papirer, eller fordi, jeg har givet en person penge for hende – men fordi hun genkender mig på lang afstand og kommer løbende. Hun ser frem til at bruge tid sammen med mig, også når vi bare tuller rundt på gården. Og så husker jeg, hvorfor, jeg har hest. Fordi de små momenter er dem, der gør det hele værd. Når du hører et hæst vrinsk fra din lille pjuskede trolde-pony, og du ikke kan lade være med at smile – og selvom folk måske undrer sig over, hvorfor, du allerede elsker den lille hest så højt, er du egentlig rimelig ligeglad. Det er okay, at de ikke forstår. Fordi du forstår. Og hun forstår. Og sammen når i den forståelse, der gør det hele det værd.


** Opdatering, august 2012 **

Giselle og jeg står overfor en skillevej. Om blot få dage rejser jeg af sted over Atlanten, mens min trofaste gazelle bliver her i Danmark. Jeg har sagt mit farvel, men min lille hest aner endnu ikke uråd. Jeg er sikker på, Giselle nok skal være i gode hænder mens jeg er væk. Hun er kommet ind i en god flok, hvor hun på kort tid har knyttet tætte bånd til de andre plage – hendes bedste venner – og det er med dem, hun skal tilbring det næste år.

En etårig hest har ikke brug for daglig motion, eller nødvendigvis underholdning, så dårlig samvittighed er ikke grunden til, jeg nu sidder med en dårlig fornemmelse i maven. Når jeg nu sidder her og sammenligner billederne fra min sidste dag med hende, med de jeg tog i oktober sidste år, står det klart, hvorfor farvellet pludselig blev sværere, end jeg havde regnet med. Min hest er ikke længere en pjusket trolle-pony. Hun er ikke længere den lille nysgerrige pony, som jeg forelskede mig i for snart et år siden, den som gemte sig bag sin mor og smuttede gennem hegnet på eventyr gang på gang sammen med Felix. Hun har vokset sig til noget større, og noget endnu smukkere.

Et kønt, men også kejtet, bambidyr siger jeg farvel til nu, og så står det klart, hvorfor jeg pludselig har så svært ved at sige farvel. I løbet af det sidste år er Giselle blevet en stor del af min hverdag, og jeg er kommet til at holde utrolig meget af min lille hest, mere end jeg havde regnet med, jeg ville. Jeg vil savne hendes hæse vrinsk, og hendes udtryk, når hun ikke har set mig længe; jeg vil savne at klø hende bag nakken, og bruge timevis på bare at være sammen med hende; ja, jeg vil selv savne hende fnyserig og springen rundt, når hun teer sig. Mest af alt vil jeg prøve på, ikke at savne hende (og Urq!) alt for meget, og se frem til en skøn sommer næste år, når jeg kommer hjem igen.

Der er så meget jeg gerne vil med dig, Giselle. Vi skal nok nå det hele. xx

** Opdatering, august 2013 **

Nu er det altså ved at være et år siden, jeg tog til USA for at studere. Jeg har været hjemme knap to måneder, og en stor del af min tid herhjemme har jeg tilbragt i stalden med mine heste. Giselle er vokset en del (vil gætte på hun er nået over de 150, og suser mod 160) ikke kun fysisk, men også mentalt. I den forstand virker det som en helt fin slagsplan, bare at havet ladet hende gå og få lov til at vokse det sidste års tid. Hun er noget mere moden, end jeg husker hende, og også noget mere behagelig at håndtere.
Kommentér på:
Lusitano Giselle
Annonce