{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter

Anden særlig race - Kimse [Himmelhest] 1998

4.631 visninger | Oprettet:
Bedømmelse

Du kan først stemme, når din egen hest er oprettet og stemt ind. Opret din egen hest

MojoPonyWalk
Kvinde | 26 år | Oprettet: 24. nov 2011


Anden særlig race - Kimse

Fødselsår:
1998
Højde:
2006 - DRF målt til 148,00 cm til B-stævne.

2007 - DRF slutmål på 148,00 cm m. 4 sko til B-stævne.
Temperament
Stabil, rolig, cool, samarbejdsvillig, lydig og en rigtig god morhest til ungheste..
Men ligesom hun kan være de positive ting, kan hun sagtens være alle de negative som:
Irriterende, strid, ulydig, u samarbejdsvillig, hidsig og en rigtig sur ko.

Men det er meget en blanding, men plejer at være lydig men hidsig på samme tid.. Det er hendes kendetegn!
- Hun er samarbejdsvillig når vi rider dressur, men er utrolig opmærksom og hidsig når vi springer eller skal lave lidt mere end skridt og trav i skoven. Så det svinger meget, alt efter hvad man skal lave. Men alle kan have forskellige dage.
Gangarter
Omkring middel?

Skridt:
Stor rummelig skridt, hvor hun træder godt til tyngdepunktet, hvis ikke lidt mere.
Trav:
Ponytrav? Alt efter hvor og hvornår det er. Men noget den altid er, det er fanme svær at sidde i!
Galop:
Ikke noget kønt syn, men fanme rar at sidde i, det er noget som ALLE heste burde have!.. hehe..
Stævner
Ridelejr 2013. ''springstævne''
Klasse: 65 cm
Tid: 1,10,54
Fejl: 0
Placering: 1. plads! :D

Ridelejr 2013. ''dressurstævne''
Klasse: LC2
Point: 156
Placering: Første uplaceret.
Dommers kommentar: ...

Tidligere har hun gået op til LA** det er i hvert fald hvad jeg har fået af vide. Jeg tror selv på at hun har gået højere :-)
Stamtavle
Ingen
Køn
Hoppe med temperament :D
Bemærkninger
Jeg har løget overfor mig selv, rigtig mange gange. Det er en mærkelig start på en beskrivelse omkring en pony. Men i vil forstå hvis i læser vores historie som desværre blev for kort.

Efter alt det der skete med Kimse faldt min interesse meget for heste og ridning. Det gjorde ondt på mig at miste hende, og jeg ville kun have hende. Min veninde har en hest som jeg altid har haft et specielt bånd til, men jeg havde ikke lyst til at være sammen med ham, og jeg fik redet ham 2 gange. Begge gange sad jeg i bilen på vej hjem og græd. Jeg græd ikke. Jeg tudede. Jeg kunne ikke se på ham, og det forhold som vi helt naturligt havde findes ikke længere. Nå, men nu til vores historie:
--Jeg fik hende i 2010, og jeg stod faktisk uvidende om hvad jeg havde købt, og jeg købte hende faktisk fordi at jeg ikke kunne vente med at få hest, og hun var den første jeg var ude og se på. Nå, men jeg stod oppe imod meget mere end jeg nogensinde havde tænkt på. Hun var mere end bare en problem hest. Hun var en katastrofe hest. Jeg vidste ikke at jeg havde købt en hest som ville sparke på staldgang/fra jorden, eller stejle med rytter. Men det var det jeg fik, det var dog først senere jeg fandt ud af det.. Jeg har haft umenneskelig mange kampe med hende, og de 3 år jeg havde hende, var en lang kamp. Kampen imod hendes psyke. Hun var sur, tvær, strid, og jeg var for stolt til at modtage alt for meget hjælp. Jeg hader selv at indse det, men det gør jeg ved at skrive det her. Hun var 12 på det givne tidspunkt jeg købte hende, og fra starten af ville hun aldrig rigtig åbne sig op overfor mig, aldrig rigtig sådan.. Vise sin kærlighed til mig? Hvis man kan sige det sådan. Hun var sur hele tiden, hun var ikke den jeg kunne trøste mig hos, og hun var alt andet end jeg havde ønsket mig. Jeg gik meget op i min ridning, og at hun skulle blive en god hest der kunne gå god dressur, og springe perfekt. Dette skete bare aldrig, og den simple grund var fordi jeg red med bid. Jeg har prøvet alverdens bid og hovedtøjer, og intet har fungeret i mere en et par uger. I december 2011 begyndte jeg at se hvad der faktisk var galt. Jeg fik en rebgrime, og begyndte at ride uden bid. En lille smule. Det gik faktisk fremad for vores forhold, og det holdt 100%. Jeg kunne godt mærke at det var det jeg ville, men alligevel valgte jeg ikke at smide biddet helt. I starten af 2012 skete der en større ulykke for os begge. Hun væltede bagover, med mig på ryggen. Jeg røg på skadestuen, dog var der var intet sket. God I please you! Eller, det er løgn at der intet skete. For min tillid til hende falmede helt. Og jeg har aldrig i mit liv været bange for at sætte mig op på en hest igen. Eller jo, men dette var noget andet. Men jeg skjulte det under alt jeg kunne. Jeg kunne faktisk i realiteten ikke ride, og fra den dag af valgte jeg at jeg aldrig nogensinde skulle ride med bid på den hest. For det var faktisk livsfarligt. Jeg fik en veninde til at ride hende en weekend med rebgrime. Jeg troede ikke at det var noget problem, for jeg kunne jo godt. Men det viste sig så at det ikke var alle der kunne. Hun løb med min veninde, og hun kunne på ingen måde stoppe hende, så jeg måtte med mit dårlige ben gå ned på banen og få stoppet hesten. I det sekund jeg stod på skamlen til at skulle op på hende indså jeg noget. Krikken havde åbnet sig for mig, og hele min frygt for at sætte mig på ryggen af dyret forsvandt, og den ridetur har været min bedste ridetur på hende i verden. Husk at jeg nævnte at min veninde ikke kunne holde hende, og Kimse løb med hende osv.. Da jeg satte mig op var der intet, jeg kunne trave og galopere på hende uden problemer, og fra den dag af har jeg vidst at hun var den bedste ven i verden. Fra den dag af var hun den eneste som jeg kunne trøste mig hos, og den eneste der ejede mit liv. Og jeg ejede hendes. - Ud over at ingen andre end mig rigtig kunne ride hende, så var hun begyndt at blive en gladere hest. En mere frisk hest. Hun blev i sommeren 2012 den hest som jeg i hele mit liv faktisk havde ventet på. Hun var glad, på ingen måde tvær og sur. Hun var perfekt, vi havde de dejligste rideture sammen, og de fantastiske dage fra jorden af. Jeg har ikke nogen begrænsning for hvad jeg gjorde med den hest. Vi kunne virkelig ALT sammen! I sensommeren 2012 endte vi med at springe baner 110-115, og enkelt spring på 130. Hun var en glad hest som var klar på alt. Jeg kunne køre hende i trailer, og alt var perfekt! Alt var perfekt ind til 2013. Jeg er ikke flov over at sige at 2013 har været mit værste år nogensinde, og jeg håber ikke på at nogen skal have det sådan som jeg havde.. Jeg blev ligeglad med Kimse, jeg roste hende ikke ligeså meget som jeg havde gjort før, og jeg kunne tydeligt mærke at hendes humør falmede meget. Og jeg hader først at indse det nu. Efter det er for sent. - Jeg begyndte at gå meget op i ridningen, og at alt skulle gå som planlagt, at hun virkelig skulle tæske alt og alle i spring og dressur! Jeg ville ud og starte stævner. Og det gjorde mig blind. Jeg nåede at starte et ''stævne'' og det var det der fik mig på banen. Hun var altid glad for at se mig, og jeg var selfølgelig glad for at se hende. Men jeg værdsatte ikke vores sidste tid sammen. Overhovedet.. I september ankom et føl til stalden. Og alt gik galt. Føllet var umenneskelig sødt, og det var sådan en man godt ville putte med. Men Kimse blev 'jaloux'. Ja, rigtig nok. Og det er først nu jeg ser det.. Jeg kunne ikke snakke med andre heste uden at hun skulle gå til angreb på dem, men jeg var som sagt blind overfor det. Og hun brød sig heller ikke om andre mennesker, kun mig. KUN mig. Hun elskede mig virkelig, og hun var den perfekte hest. Den hest som jeg ville have. Men da jeg blev ved med at være blind overfor det, og ikke gengav hendes kærlighed til mig, begyndte hun at blive sur på mig. Hun stolede ikke på mig, og hendes kærlighed forsvandt. Hun blev et helvede igen. Og der indså jeg hvor meget jeg elskede hende. Jeg prøvede langsomt at bygge det op igen, men hun havde lukket sig helt inde, og ville på ingen måde åbne sig for mig igen. Ikke for nogen. Og der indså jeg at der ikke var noget at gøre. Jeg overvejede i mange dage at aflive hende, og det var den eneste udvej. Og så blev hun aflivet. Jeg kunne ikke gøre noget, og vi stod ikke med pengene til en hestehvisker, og når hun alligevel havde oplevet så meget i sit liv, så var det okay jeg aflivede hende af kærlig mening. Og jeg tror virkelig at hun kunne mærke det, for idét hun fik den sidste sprøjte løftede hun hovedet dovent og så direkte på mig med døsige øjne, men med ørerne fremme. Hun nulrede min hånd som hun havde gjort før. Og så faldt hun. Hun døde faktisk med sit hjerte åbent for mig, og jeg hader først at indse alle disse ting nu. Nu når det er for sent. At gå fra en hest med aggressiv adfærd, der angreb alt og alle, og slet ikke viste mig kærlighed ved at nusse mig eller andet. Til en hest, på den sidste dag, hvor hun i de sidste sekunder at sit liv viste mig hendes endelige kærlighed. DET er specielt. Det var derfor hun var min soulmate. Hun var min bedste ven. Hun ejede mit liv.

I starten havde jeg intet forhold til en hest, og jeg vil kalde dette et eventyr. Et helt uforglemmeligt og fantastisk eventyr. Bare den følelse at have sådan et forhold til en hest, det var helt igennem fantastisk. Jeg håber at mig og Moppe får næsten samme forhold.
- Kimse, du vil altid have en speciel plads i mit hjerte, og jeg vil aldrig nogensinde glemme dig. Du var den bedste hest i verden!

Je t'aime <3
Kommentér på:
Anden særlig race - Kimse
Annonce