{{currentPhoto.text}}
<
Islænder Demantur fra Fogedgården [Himmelhest] 2006
1.581 visninger
|
Oprettet:
Islænder Demantur fra Fogedgården
Fødselsår:
2006
Højde:
134-36 <3
Temperament
Demantur har et fantastisk sind! Og er i særdeleshed en hest med personlighed! Sympatisk, rolig, klog og tryg. Han er altid med på at arbejde sammen, og er derfor også meget lærenem. Han kan dog godt finde på at gå sine egne veje ;) men det ser jeg dog kun som en charme, da det jo bare viser at han har noget mellem ørene! ;) <3
Gangarter
Demantur er 4-gænger, men er stadig ved at lære at tölte ;) Ellers har en flot, lækker skridt hvor han for bagparten godt ind under sig, en virkelig smuk og lækker takt-ren trav, og galoppen er der heller ikke noget at pege fingre af ;)
Stævner
Demantur er som sagt stadig i tölt træning, men har stort potentiale for at blive rigtig gode til det, da hans afstamning heller ikke er helt ringe ;)
Stamtavle
Far: Dár fra Kjartánstödum
Mor: Jarpstjarna fra Hillerød Overdrev
Mor: Jarpstjarna fra Hillerød Overdrev
Køn
Vallak
Bemærkninger
Demantur og jeg har været partnere de sidste tre år, og er det dyrebareste jeg ejer, han er mit frirum til bare at være mig selv og ikke andre. Han kan gøre mig glad når ingen andre kan, og gøre mig så rasende som jeg aldrig har prøvet før, men når han så nulre mig i nakken med sin bløde mule eller puster sin varme ånde i ansigtet på mig, kan jeg alligvel ikke lade være med at grine af ren kærlighed til det lille dumme dyr <3
Det er med et hjerte som en sten, og rystende hænder jeg ændre min status på min bedste ven, fra Min hest, til Himmelhest.
Fredag den 27/2, mistede jeg mit kæreste eje, min bedste ven og en del af mig selv, som et lyn fra en klar himmel.
Dette år går jeg på efterskole i Hobro, men bor rigtigt i København, og jeg havde min kære hest med, jeg ville lære at tölte. I lang tid havde jeg døjet med, at han hele tiden tog bidet spændte op, og gik den vej han selv havde lyst til, og jeg kunne ikke finde ud af hvad det var jeg gjorde galt, og heller ikke stoppe det. Men præcis fem dage før min lille hest tog bort, lykkedes det for mig på mirakuløs vis at nå ind til ham og finde kernen i problemet, og så arbejde ud fra det.
Jeg var den lykkeligste hesteejer, de fem dage jeg havde tilbage med ham.
Det startede så om torsdagen. Jeg skulle have linjefag, og havde glædet mig hele dagen til at komme ud og arbejde med mit lille pragteksemplar.
Han stod alene i en løsdrift, men det tænkte jeg ikke videre over, jeg begyndte bare ligeså stille at trække ham op mod stalden, da det lige pludselig væltede ud af ham. Han havde kraftig diarré, og efter han havde skidt 9 gange på lidt under to timer, uden at have spist det mindste, besluttede vi at ringe til dyrelægen.
Dyrelægen var meget grundig hvilket jeg synes var rigtig dejligt, og han fik både taget puls, temperatur, hans tarme og mave blev tjekket, og alting lod til at være fint. Jeg fik en sprøjte pasta han skulle have, og vi fik en seddel med noget bestemt slags foder vi skulle give ham de næste par uger.
Det gik fint med at give ham pastaen, og han begyndte også så stille og roligt at spise det hø vi havde lagt ind til ham.
Men så næste morgen, gik jeg ned til ham, ved en 07:10 tiden for at give ham resten af pastaen. Min plan var (Da Demantur havde tygget sprøjten i stykker dagen inden) at blande resten af pastaen i nogen vitaminer, som han så bare kunne spise. Men jeg kunne ikke få en bid i ham. Jeg stod i lang tid og forsøgte at tvinge det i ham. med hovedet oppe på skulderen, den ene hånd i munden på ham, og med den anden hånd forsøgte jeg og hælde maden i munden på ham, og han spyttede alt ud, hø, halm, vitaminer, godbidder. Absolut Ingeting ville han spise.
Jeg syntes det var meget mærkeligt at det ikke var blevet ved med at gå i den rigtige retning, men valgte at lade være med at være meget bekymret - dyrlægen havde jo sagt god for ham, og det var jo ikke mig der var dyrelæge.
Jeg var oppe imellem næsten hver time for at kigge til hvordan han nu havde det, han pustede, svedte og hang med hovedet - og ville ikke spise. Jeg var ude og gå en lille tur rundt på skolen med ham, og han slæbte sig mere eller mindre af sted. Men jeg valgte stadig at tro på at det snart ville gå over.
Men så over middag kom min ridelærer hen og sagde til mig, at nu havde hun altså ringet efter dyrelægen igen - da han jo ikke var blevet bedre. Det var rart synes jeg. Dyrelægen ville ringe når hun snart var der.
Vi spiste middagsmad, og 8 min. over 13, gik jeg op i stalden, med mine to veninder, til min ridelærer der allerede var gået op til Demantur.
Det første jeg lagde mærke til var at man ikke kunne se ham gennem tremmerne inde i boksen. Hvor var min hest? Havde min ridelærer trukket ham ud? Stod han i en af de andre bokse? Lå han ned? Det næste jeg blev mødt af var en høj, væmmelig, ubeskrivelig lyd, der mindede aller mest om en form for grynten.
Jeg gik med hastige skridt hen til den forreste boks, hvor jeg i hvert fald havde efterladt min lille baby for lige knap en time siden.
Han lå helt ned. Og det var ham der sagde den væmmelige grynten. Han trak vejret ind, og når han pustede ud igen, var det som om der var sat to klapper for hans strube, som kun ville lade spyt, galle og snot komme igennem.
Jeg viste ikke hvad jeg skulle tænke. Jeg var ikke rigtigt i stand til at tænke.
På den ene side kunne jeg godt sige mig selv at der ikke var mere at gøre. Men på den anden side så tror jeg heller ikke der findes det menneske, der giver op på dem man elsker, selvom alt håb syntes ude.
Jeg blev i hvert fald ved med hele tiden at se på, hvad gjorde dyrelægen nu og hvad gjorde dyrelægen nu. Jeg vidste jo, at min hest's liv lå i hænderne på hende, og at det var hende der viste hvad der var den rigtige beslutning.
Hun ville have ham op at stå, for at se om han i hvert fald kunne det. Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af at gå ind til ham, så min veninde fik fat i hans grime, og gik ind og fik bakset den på ham. Men lige idet dyrelægen tog fat i træktorvet, og hans hoved kom at stå, lukkede det ned.
Han havde helt lukkede øjne. Og da de åbnede op igen, var de livløse, klare, uden nogen gnist. Og en kæmpe snotklat trillede ud af det ene næsebor.
Jeg havde ikke givet op på det håb jeg havde tilbage, og kiggede gennem mine tårer på dyrelægen, mens hun sagde - uden at kigge på mig "Okay jeg gir ham den blå sprøjte"
Der væltede hele min verden, jeg gik i knæ. Og jeg tror aldrig jeg har grædt så meget i hele mit liv.
Jeg sad ved siden af ham, mens han fik hjælp det sidste stykke vej.
Jeg lå ved ham mange timer efter. På en måde havde jeg egentlig ikke så meget lyst til at være der, på den anden side var det det eneste sted det gav mening at være. Og lige så snart jeg var et andet sted, havde jeg kun lyst til komme tilbage hurtigt igen.
På det tidspunkt ved jeg ikke hvor jeg ville være med det her i dag, hvis ikke mine veninder havde været der for mig som de var. Det er jeg dem helt utroligt taknemmelig for.
Som sagt bor jeg jo i København, men på trods af det, dukkede hele min familie op samme dag. Og græd med mig.
Han blev hentet Mandag morgen og jeg kunne ikke finde ud af at tage hjem velvidende at han ville ligge helt alene under en presenning, i det kolde vejr. Så vi blev hele weekenden til Søndag, efter mørket var faldet på.
Og at køre væk fra ham, og vide at jeg aldrig mere ville se ham. Aldrig mere mærke hans bløde pels, aldrig mere kysse hans rare mule, aldrig dufte til hans dejlige man, aldrig beundre hans smukke øjne, eller i det hele taget have chancen for at gå ned til ham, når jeg trængte til det. Var noget af den mest knusende, ubærlige jeg nogensinde har prøvet.
For selvom det jo tydeligvis kun var hans krop der lå der, og hans sjæl var steget til himmels, var det jo stadigvæk min hest. Åh min søde, dejlige, smukke, kloge, rare, trygge hest.
Den tomhed jeg føler er ubærlig, og når jeg kigger på alle pigerne på min efterskole med deres egne heste, ønsker jeg kun at de nyder det, og værdsætter hvert et øjeblik med deres heste.
Fordi alle de skrækhistorier, man høre fra andre hesteejere, som jo alligevel aldrig sker. De er blevet til virkelighed for mig.
Jeg ville ikke være det menneske jeg er i dag hvis jeg ikke havde haft ham, og han vil altid leve i mit hjerte, minder og længsel. Min skønne, skønne hest, Demantur.
Solen sænker sig stor og rød
Kaster lys på et fjeld
Nu går dagen på hæld
Se, nu glimter dens røde glød
Og om lidt siger dagen farvel
Dagen synger sin sidste sang
Og fra Himlen et sted
Synger lærkerne med
Svaler krydser en sidste gang
Det er aften og alt ånder fred
Den dag der nu snart er slut kan du aldrig forandre ved
Husk derfor at hvert minut skal vi leve i kærlighed
Solen skimtes bag havens kant
Her er den gået ned
Men den skinner et sted
Dybt i hjertet er mindet brændt
Om en smuk diamant, der forsvandt
Det er med et hjerte som en sten, og rystende hænder jeg ændre min status på min bedste ven, fra Min hest, til Himmelhest.
Fredag den 27/2, mistede jeg mit kæreste eje, min bedste ven og en del af mig selv, som et lyn fra en klar himmel.
Dette år går jeg på efterskole i Hobro, men bor rigtigt i København, og jeg havde min kære hest med, jeg ville lære at tölte. I lang tid havde jeg døjet med, at han hele tiden tog bidet spændte op, og gik den vej han selv havde lyst til, og jeg kunne ikke finde ud af hvad det var jeg gjorde galt, og heller ikke stoppe det. Men præcis fem dage før min lille hest tog bort, lykkedes det for mig på mirakuløs vis at nå ind til ham og finde kernen i problemet, og så arbejde ud fra det.
Jeg var den lykkeligste hesteejer, de fem dage jeg havde tilbage med ham.
Det startede så om torsdagen. Jeg skulle have linjefag, og havde glædet mig hele dagen til at komme ud og arbejde med mit lille pragteksemplar.
Han stod alene i en løsdrift, men det tænkte jeg ikke videre over, jeg begyndte bare ligeså stille at trække ham op mod stalden, da det lige pludselig væltede ud af ham. Han havde kraftig diarré, og efter han havde skidt 9 gange på lidt under to timer, uden at have spist det mindste, besluttede vi at ringe til dyrelægen.
Dyrelægen var meget grundig hvilket jeg synes var rigtig dejligt, og han fik både taget puls, temperatur, hans tarme og mave blev tjekket, og alting lod til at være fint. Jeg fik en sprøjte pasta han skulle have, og vi fik en seddel med noget bestemt slags foder vi skulle give ham de næste par uger.
Det gik fint med at give ham pastaen, og han begyndte også så stille og roligt at spise det hø vi havde lagt ind til ham.
Men så næste morgen, gik jeg ned til ham, ved en 07:10 tiden for at give ham resten af pastaen. Min plan var (Da Demantur havde tygget sprøjten i stykker dagen inden) at blande resten af pastaen i nogen vitaminer, som han så bare kunne spise. Men jeg kunne ikke få en bid i ham. Jeg stod i lang tid og forsøgte at tvinge det i ham. med hovedet oppe på skulderen, den ene hånd i munden på ham, og med den anden hånd forsøgte jeg og hælde maden i munden på ham, og han spyttede alt ud, hø, halm, vitaminer, godbidder. Absolut Ingeting ville han spise.
Jeg syntes det var meget mærkeligt at det ikke var blevet ved med at gå i den rigtige retning, men valgte at lade være med at være meget bekymret - dyrlægen havde jo sagt god for ham, og det var jo ikke mig der var dyrelæge.
Jeg var oppe imellem næsten hver time for at kigge til hvordan han nu havde det, han pustede, svedte og hang med hovedet - og ville ikke spise. Jeg var ude og gå en lille tur rundt på skolen med ham, og han slæbte sig mere eller mindre af sted. Men jeg valgte stadig at tro på at det snart ville gå over.
Men så over middag kom min ridelærer hen og sagde til mig, at nu havde hun altså ringet efter dyrelægen igen - da han jo ikke var blevet bedre. Det var rart synes jeg. Dyrelægen ville ringe når hun snart var der.
Vi spiste middagsmad, og 8 min. over 13, gik jeg op i stalden, med mine to veninder, til min ridelærer der allerede var gået op til Demantur.
Det første jeg lagde mærke til var at man ikke kunne se ham gennem tremmerne inde i boksen. Hvor var min hest? Havde min ridelærer trukket ham ud? Stod han i en af de andre bokse? Lå han ned? Det næste jeg blev mødt af var en høj, væmmelig, ubeskrivelig lyd, der mindede aller mest om en form for grynten.
Jeg gik med hastige skridt hen til den forreste boks, hvor jeg i hvert fald havde efterladt min lille baby for lige knap en time siden.
Han lå helt ned. Og det var ham der sagde den væmmelige grynten. Han trak vejret ind, og når han pustede ud igen, var det som om der var sat to klapper for hans strube, som kun ville lade spyt, galle og snot komme igennem.
Jeg viste ikke hvad jeg skulle tænke. Jeg var ikke rigtigt i stand til at tænke.
På den ene side kunne jeg godt sige mig selv at der ikke var mere at gøre. Men på den anden side så tror jeg heller ikke der findes det menneske, der giver op på dem man elsker, selvom alt håb syntes ude.
Jeg blev i hvert fald ved med hele tiden at se på, hvad gjorde dyrelægen nu og hvad gjorde dyrelægen nu. Jeg vidste jo, at min hest's liv lå i hænderne på hende, og at det var hende der viste hvad der var den rigtige beslutning.
Hun ville have ham op at stå, for at se om han i hvert fald kunne det. Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af at gå ind til ham, så min veninde fik fat i hans grime, og gik ind og fik bakset den på ham. Men lige idet dyrelægen tog fat i træktorvet, og hans hoved kom at stå, lukkede det ned.
Han havde helt lukkede øjne. Og da de åbnede op igen, var de livløse, klare, uden nogen gnist. Og en kæmpe snotklat trillede ud af det ene næsebor.
Jeg havde ikke givet op på det håb jeg havde tilbage, og kiggede gennem mine tårer på dyrelægen, mens hun sagde - uden at kigge på mig "Okay jeg gir ham den blå sprøjte"
Der væltede hele min verden, jeg gik i knæ. Og jeg tror aldrig jeg har grædt så meget i hele mit liv.
Jeg sad ved siden af ham, mens han fik hjælp det sidste stykke vej.
Jeg lå ved ham mange timer efter. På en måde havde jeg egentlig ikke så meget lyst til at være der, på den anden side var det det eneste sted det gav mening at være. Og lige så snart jeg var et andet sted, havde jeg kun lyst til komme tilbage hurtigt igen.
På det tidspunkt ved jeg ikke hvor jeg ville være med det her i dag, hvis ikke mine veninder havde været der for mig som de var. Det er jeg dem helt utroligt taknemmelig for.
Som sagt bor jeg jo i København, men på trods af det, dukkede hele min familie op samme dag. Og græd med mig.
Han blev hentet Mandag morgen og jeg kunne ikke finde ud af at tage hjem velvidende at han ville ligge helt alene under en presenning, i det kolde vejr. Så vi blev hele weekenden til Søndag, efter mørket var faldet på.
Og at køre væk fra ham, og vide at jeg aldrig mere ville se ham. Aldrig mere mærke hans bløde pels, aldrig mere kysse hans rare mule, aldrig dufte til hans dejlige man, aldrig beundre hans smukke øjne, eller i det hele taget have chancen for at gå ned til ham, når jeg trængte til det. Var noget af den mest knusende, ubærlige jeg nogensinde har prøvet.
For selvom det jo tydeligvis kun var hans krop der lå der, og hans sjæl var steget til himmels, var det jo stadigvæk min hest. Åh min søde, dejlige, smukke, kloge, rare, trygge hest.
Den tomhed jeg føler er ubærlig, og når jeg kigger på alle pigerne på min efterskole med deres egne heste, ønsker jeg kun at de nyder det, og værdsætter hvert et øjeblik med deres heste.
Fordi alle de skrækhistorier, man høre fra andre hesteejere, som jo alligevel aldrig sker. De er blevet til virkelighed for mig.
Jeg ville ikke være det menneske jeg er i dag hvis jeg ikke havde haft ham, og han vil altid leve i mit hjerte, minder og længsel. Min skønne, skønne hest, Demantur.
Solen sænker sig stor og rød
Kaster lys på et fjeld
Nu går dagen på hæld
Se, nu glimter dens røde glød
Og om lidt siger dagen farvel
Dagen synger sin sidste sang
Og fra Himlen et sted
Synger lærkerne med
Svaler krydser en sidste gang
Det er aften og alt ånder fred
Den dag der nu snart er slut kan du aldrig forandre ved
Husk derfor at hvert minut skal vi leve i kærlighed
Solen skimtes bag havens kant
Her er den gået ned
Men den skinner et sted
Dybt i hjertet er mindet brændt
Om en smuk diamant, der forsvandt
Islænder Demantur fra Fogedgården
okt 2014
Følger: 13 Følgere: 14 Heste: 4
okt 2014
Følger: 19 Følgere: 6 Heste: 2
dec 2014
Følger: 18 Følgere: 9 Emner: 1 Svar: 106
apr 2009
Følger: 779 Følgere: 84 Heste: 28 Emner: 10 Svar: 73
høj
kig forbi mine isheste
maj 2011
Følger: 47 Følgere: 45 Heste: 6 Emner: 86 Svar: 282
okt 2014
Følger: 19 Følgere: 6 Heste: 2
Alma
maj 2011
Følger: 47 Følgere: 45 Heste: 6 Emner: 86 Svar: 282
Hvordan går det med hans tölt?
Høj er givet.
Hilsen Anne Sofie
okt 2014
Følger: 19 Følgere: 6 Heste: 2
mar 2012
Følger: 15 Følgere: 14 Heste: 1 Emner: 61 Svar: 563
sep 2012
Følger: 8 Følgere: 17 Heste: 10 Svar: 8
Ham her ser skøn ud - elsker det blå øje
okt 2014
Følger: 19 Følgere: 6 Heste: 2
aug 2012
Følger: 16 Følgere: 25 Heste: 2 Emner: 27 Svar: 81
Rigtig flot hest, og super skønt udtryk den viser
Velfortjent høj til jer
Kig gerne forbi mine 3 heste.
- Eldur - Elding - Bliða.
dec 2013
Følger: 30 Følgere: 22 Heste: 3 Svar: 20
Han har et super charmerende udtryk!
Super smuk farve han har, er også helt vild med hans blå øje.
En stor høj er lagt.
Kig gerne forbi min islænder, Reimar.
okt 2014
Følger: 19 Følgere: 6 Heste: 2
jul 2005
Følger: 44 Følgere: 43 Heste: 12 Emner: 5 Svar: 20
nov 2008
Følger: 61 Følgere: 59 Heste: 2 Emner: 2 Svar: 18
mar 2008
Følger: 220 Følgere: 182 Heste: 5 Emner: 144 Svar: 1.351
Velkommen
Super flot ismule.
Kig gerne forbi Isabella.
okt 2007
Følger: 72 Følgere: 137 Heste: 23 Emner: 154 Svar: 1.579
jan 2014
Følger: 8 Følgere: 6 Heste: 2 Emner: 5 Svar: 35
nov 2007
Følger: 73 Følgere: 71 Heste: 7 Emner: 13 Svar: 231
maj 2011
Følger: 15 Følgere: 20 Heste: 4
sep 2009
Følger: 50 Følgere: 53 Heste: 1 Emner: 2 Svar: 168
feb 2008
Følger: 10 Følgere: 13 Heste: 2 Emner: 34 Svar: 659
maj 2014
Følger: 37 Følgere: 38 Heste: 19
dec 2012
Følger: 28 Følgere: 288 Heste: 5 Emner: 2 Svar: 2.730
jan 2012
Følger: 9 Følgere: 9 Heste: 2 Emner: 312 Svar: 2.025
dec 2007
Følger: 50 Følgere: 60 Heste: 6 Emner: 99 Svar: 1.172
jul 2011
Følger: 15 Følgere: 8 Heste: 6 Emner: 9 Svar: 163
apr 2007
Følger: 12 Følgere: 20 Heste: 1 Emner: 58 Svar: 680
okt 2007
Følger: 6 Følgere: 103 Heste: 7 Emner: 11 Svar: 52
jul 2011
Følger: 65 Følgere: 66 Heste: 4 Emner: 33 Svar: 152
jul 2014
Følger: 21 Følgere: 20
aug 2007
Følger: 93 Følgere: 114 Heste: 2 Emner: 2 Svar: 359
mar 2014
Følger: 22 Følgere: 24 Heste: 1
apr 2008
Følger: 26 Følgere: 62 Heste: 2 Emner: 2 Svar: 568
dec 2010
Følger: 35 Følgere: 36 Heste: 4 Emner: 5 Svar: 7
okt 2011
Følger: 11 Følgere: 10 Heste: 1 Svar: 3
dec 2007
Følger: 150 Følgere: 172 Heste: 3 Emner: 55 Svar: 2.093