2 years - I won't give up

888 visninger | Oprettet: 1. nov 2013

2 years - I won't give up

I dag er en helt speciel dag for mig og Åberg, eller i hvert fald for mig! Det er i dag præcis 2 år siden, at så Åberg for allerførste gang. Tænk at det kun er 2 år siden. Jeg føler det, som om at jeg har kendt ham hele livet.

Jeg husker tydeligt den allerførste gang, hvor vi kom gående ned af den hullede vej og så Åberg der på folden. Han stod bare der helt uskyldigt og kiggede på os. Jeg lagde faktisk kun mærke ham og ikke de andre heste der stod ved siden af ham.

Nå men vi kom så ned og blev mødt at Ib (En ældre mand som selv bor der ude og passer hestene og forkæler dem) og en anden pige som selv havde sin hest opstaldet på gården. De havde så trukket Krumme ind, som vi så skulle strigle. På dette tidspunkt tænkte jeg bare ”Nå så bliver det nok ikke den flotte brogede hest jeg skal ride på” og blev lidt skuffede inden i mig selv. Men vi ordnede så Krumme og tog ham op på banen.
Jeg er den første som så fik lov til at ride på ham, og jeg kan huske at han var virkelig god også glemte jeg lidt Åberg. Derefter fik mine søskende så lov til at ride på henholdsvis Krumme og Basse. Så jeg satte mig ned på en stol og sad og kiggede lidt.

På et tidspunkt spurgte Ib så om der er nogle der ville prøve Åberg og jeg var straks på banen. Jeg var helt oppe og køre, over at det virkelig skete. I mellemtiden fik jeg så også af vide, at Åberg ikke var blevet redet i en del måneder, da der ikke var nogle der kunne styre ham. Jeg tænkte ikke rigtigt mere over det, så jeg sadlede op og begyndte at ride. Skridten og traven gik rigtigt fint, men så kom galoppen, hvor det så gik galt. Han drønede bare rundt på banen med mig og jeg havde ingen kontrol over ham. Så holdte mig mest til traven den dag.

Efter rideturen aftalte vi så, at jeg skulle komme og ride Åberg 3 gange om ugen, hvilket jeg blev utroligt glad for. Men jeg havde også den tanke, om jeg nogen sinde ville kunne ride ham, uden han løb af sted med mig. Om aftenen kunne jeg slet ikke falde i søvn af ren glæde. Jeg var bare så glad for at jeg nu kunne starte som part på Åberg.

På vores eventyr har vi både haft op- og nedture, og i starten var det virkelig svært. Vi mødte hele tiden modstand, hvor jeg flere gange overvejede at opgive det hele. Da jeg red på ham på dette tidspunkt kunne vi dårligt nok trave. Han var helt spændt i kroppen og man kunne mærke på ham han var usikker. Dette resulterede i at han tit stak af med mig.

Vi kunne heller ikke ride ture uden han stak af med mig. Vi nåede dårligt nok at komme 50 meter ned af stien udenfor ridebanen, før han lige pludselig vendte skarpt rundt og galoperede i fuld galop tilbage.

Så når vi i dag er i skoven og rider i fuld galop, kan jeg godt lige pludselig tænke tilbage på den tid og blive lidt bange for, om jeg mon får ham stoppet igen. For har endda flere gange oplevet at Åberg er stukket af med mig i skoven, og når han først har besluttet sig for at han vil løbe, så er der intet at gøre, bare blive siddende på og håbe på han på et tidspunkt stopper. Men det er blevet meget bedre og nu nyder jeg bare at ride i skoven på ham. Vi har endda redet alene i skoven i flere timer.

Efter ca. et par måneder som part på Åberg, besluttede jeg mig for at prøve at ride bidløst. Jeg havde ingen erfaringer med det og vidste ikke hvad der var godt og mindre godt. Det gik godt de første par uger, men så var vi tilbage til den ustyrlige Åberg igen.

Så jeg valgte at ride med bid igen. Sådan forløb det første år ca. som part på Åberg. I august 2012 beslutter jeg mig så, en gang for alle, at gøre noget vores problem og smed biddet igen.
Undervejs i vores træning havde jeg set en masse videoer på Yoube med jordtræning og fået hjælp fra min veninde, som havde været på en efterskole, hvor der var en træner der underviste i jordtræning. Vi lavede så en del basis-træning og har faktisk udviklet os mere og mere efter dette, og bygget mere og mere på.

Da han kom fra rideskolen og ned til John, kunne han virkelig ikke rides. Han ville hverken det ene eller det andet, og jeg tænker nogle gange på, hvad der var sket med ham, hvis han ikke var havnet hos John. Han var både skrækslagene og udmagret. Det var virkelig forfærdeligt!
Der er rigtig mange heste som har det på samme måde som Åberg havde det, det er helt skrækkeligt at tænke på. Men det gør det dog lidt bedre, at man har været med til at redde en af dem.

Så det jeg har lært ud fra vores problem er: Giv aldrig op, kæmp videre, der er altid en løsning på problemet. Lær af dine fejl. Som vi også siger ”Det er menneskeligt at fejle”. Det er vigtigt at man kommer op igen efter ens nederlag, og kæmper videre og videre, med troen på at det nok skal gå. Det er også vigtig (synes jeg selv) at sætte små delmål, så man ligesom langsomt kommer tættere og tættere på ens endelige mål. Selvfølge er vi ikke perfekte (heller ikke den dag i dag) og vi alle laver fejl i livet. I Åbergs og mit tilfælde skyldes det nok både at Åberg har været en del steder på rideskoler og hestehandlere og der har ikke været nogen der har kunnet bruge ham grundet hans opførsel. Men nok også at jeg ikke vidste noget indenfor jordtræning og bidløsridning. Så det er vigtigt at sætte sig ind i tingene, inden man bare begiver sig ud i det.

Jeg er utrolig glad for at jeg i dag kan sige, at Åberg er mit et og alt. Og det er han virkelig. Alle de ting vi har været i gennem, har vi fået løst sammen. Det har ikke været let, tvært i mod, men hvem har også sagt det skulle være det. Er super stolt over der hvor vi står i dag. For blot 1 år siden, så det helt anderledes ud. Det vi har været igennem har også gjort vores forhold til hinanden meget bedre, end før. Vi har lært af vores fejl og er kommet videre sammen.

Jeg er rigtig taknemmelig for at det netop blev Åberg jeg fik part på. Jeg elsker ham utroligt højt og håber selvfølgelig, at Åberg og jeg vil få mange flere gode år i fremtiden sammen ?