{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
367 visninger | Oprettet:

Hvordan er du som ejer? {{forumTopicSubject}}

Et lille hyggeemne, her i januar mørket.

Vi kom ved morgenbordet til at snakke om hvordan vi passede sammen med hestene.

Fønne kan godt være en bestemt herre, der ikke tolerere fejl eller sløsethed ret godt. Han er meget følsom, samtidig med at han ikke er bange for at sige nej eller "rend mig", da han også har temperament smiley Min mand mente at jeg mindede meget om Fønne og det nok var derfor jeg fungerede så godt med ham, men ikke ret mange andre gjorde. Synes det var en ret cool iagttagelse, og det er rigtigt at jeg er en ret bestemt rytter, som med alder og erfaring, har lært at tolerere fejl. Sløsethed pisser mig stadig af LOL. Jeg er følsom, men har også temperament. Jeg er ikke udpræget stædig eller vedholdende, hvis ikke det giver mening. Hvis jeg bliver udsat for noget jeg finder uretfærdigt, så kan jeg gå og ulme lidt, til der pludselig kommer en reaktion - akkurat ligesom Fønne. Han har ligeledes en stærk retfærdighedssans. Medmindre man virkelig træder ham over tæerne, reagerer han passivt aggressivt . Fattes budskabet ikke, så kan han finde på at angribe. Der ligner vi også hinanden smiley En sidste ting vi har til fælles er at vi begge kan være lidt frygtsomme. Jeg havde som barn en del angst, noget jeg har arbejdet meget med, gennem teenage og voksen årene. Har også haft ride angst. Fønne spooker ofte og kan være noget nervøs anlagt i nye situationer. Noget vi har arbejdet meget med, da dette sammen med en vis portion temperament, kan skabe nogle eksplosionsagtige situationer. Han er ikke aggressiv, men han kan trigges og så lægger han ikke fingre imellem. Når man sådan sidder og lister det op, så er det faktisk lidt skræmmende, hvor meget vi ligner hinanden.

Jeg gik i mine unge år, meget op i hestenes personligheder, sammenspillet med menneskets personlighed og hvorfor vi tiltrækkes eller det modsatte, af en bestemt hest. Der er noget der, jeg tror de færreste er bevidste om. Hempfling mener at vi som mennesker, ubevidst leder efter en hest der kan udfordre vores svage sider, så vi kan lære at overkomme dem. Han siger at det er derfor det rammer os så hårdt, når vi f.eks. ikke kan få det til at fungere med hesten. Vi tager det som et personligt nederlag.
Det synes jeg er ekstremt interessant.

Når man så tilføjer at bestemte ridemåder, hæmmer hestens personlige udtryksmuligheder, så rytteren kun skal forholde sig til en føjelig og neutral hest, så giver det mening at man forsøger at undgå nederlag og konfrontation på sine egne svagheder.

Langt tilbage i tid, hos visse munkeordener, blev hver enkelt rytter vurderet, om de var egnet til at træne en hest, for at undgå at hverken hest eller menneske led overlast i processen. Det synes jeg er mega spændende, og gad vidst om ikke vi kunne bruge noget af den viden de havde i dag..

Men det får mig så tilbage til spørgsmålet om hvilken slags heste menneske du er og hvordan du passer sammen med din hest? smiley


Kommentarer på:  Hvordan er du som ejer?
  • #1   14. jan En spændende tråd. Vi har alle hver vores bevæggrunde for vores omgang med heste, og vores helt egen mening om, hvad der er rigtigt, hvad der er etik.

    Jeg er med årene blevet meget filosofisk som hestemenneske. Spørger tit mig selv, hvorfor jeg gider... Bruge en million timer og kroner om måneden på at passe mine to gamle kameler, og jeg rider kun sjældent på dem.

    Når jeg rider en tur, så er det kun frihed jeg føler. Det er dér, hvor mine tanker ikke render alle mulige steder hen, for friheden, hesten og naturen fastholder mine tanker i nuet.

    Kommunikation betager mig. Vi lærer engelsk og tysk osv. i skolen, og rejser ud i verden og taler med andre mennesker. Hvorfor har vi egentlig udviklet forskellige sprog? For vores krop taler samme sprog over hele verden.
    Kommunikation over arter... Vi har også køer derhjemme, dem synes jeg er nemme at kommunikere med. De er mere sociale og kontaktsøgende. Eller måske er jeg bare bedre til deres sprog. Måske er det mere enkelt, det de har at fortælle. Hestene fortæller mig også mange ting, når de har noget at fortælle. Når jeg er åben, så fortæller de også mere, jeg taler jo heller ikke selv til en med ørepropper i ørerne.

    Og så fascinerer det mig, samspillet med vores kroppe, når jeg rider. Vi smelter sammen, og hestens krop gør det min hjerne vil. Forbindelsen kan være så stærk, at jeg nærmest kan føle græsset under hestens hove. Det sker sjældent og varer et splitsekund, men det er mit drive for at ride smiley


  • #2   14. jan Trolle var enormt tilgivende, han vrikkede aldrig med et øre til trods for at man konstant lavede fejl, bad du om noget gjorde han sit bedste for at udføre det, også selvom han var bange for opgaven prøvede han sit absolut bedste smiley
    Sam derimod kunne sagtens sige fra hvis man lavede fejl, og der skulle intet til før han sagde fra hvilket gjorde det første år svært når man gik fra en pony der skulle trykkes til og til en hest man ikke måtte ligge ben til smiley enormt sensetiv og reagerede voldsomt på diverse ting, men stadig ville han altid prøve sit bedste for at gøre hvad jeg ønskede af ham smiley
    Nu er Delight jo ikke min men efter et år med hende som part kan jeg nok godt tage hende med, mega stædig og vil ikke arbejde med mindre du arbejder 110%, hun tilgiver fejl men du skal stadig arbejde for at få noget ud af hende smiley

    Mig selv..jeg tilgiver meget, måske alt for meget, men jeg er nu begyndt at kunne sige fra når det ikke giver mening for mig, min bedste siger jeg altid har været et stædig barn som har lært at gi sig lidt med alderen smiley jeg er tildels sensetiv når nye ting sker omkring mig og kan godt have svært ved for meget nyt, og så er jeg alt for meget en pleaser smiley

    Jeg går også enormt meget op i det med personligheder og sammenspil, til trods for at jeg har trænet utallige heste gennem tiden, jeg tror på at alle 3 heste er kommet i mit liv på de tidspunketer de skulle for at lade mig vokse, samme tid med at de voksede smiley Trolle kom i liv da jeg stod stor set selv, min bedste ven som gav mig grund til at stå op, Sam fik jeg en forbindelse med første gang jeg så ham på mit daværende arbejde, jeg blev så sener hen tilbudt ham og efter lidt overvejelse måtte jeg slå til for et eller andet tiltrak mig til ham, og hold nu op han har fået mig i arbejde, ligeledes havde han smiley ham og min tidligere part Tequila er nok de 2 heste der har lært mig at ride, og er nok også dem der har gjort det muligt for mig at arbejde med alle slags heste smiley Delight kom ind i billedet blot en måned efter Sam tog her fra, hun var faktisk ikke en af hestene jeg skulle kigge på men da jeg så hende fik jeg samme følelse af sam.. det er både godt og ondt, men hun har virkelig hjulpet mig i min sorg og fået mig til at arbejde for mig selv igen smiley


  • #3   14. jan Det med at kunne aflæse en hest, har jeg lige oplevet på tæt hold.

    Jeg har lige måtte sige farvel til min gamle hest og var derfor på jagt efter en ny.
    Kommer ud til en sød hoppe, som står klar og venter på mit besøg. Jeg går stille hen til hesten, hun stikker hovedet frem og hilser på mig, og trækker sig så igen.
    Ejeren fortæller at hun oplever hende som lidt en enmandshest, og at den hviler meget i sig selv og det var lige præcis den oplevelse jeg selv havde.

    I min jagt på en ny makker, har jeg lagt meget vægt på et godt temperament og en god kontakt. Og ikke mindst skulle jeg have en god ”mave fornemmelse” og se mig selv i andre situationer sammen med hesten og stadig have den gode fornemmelse.

    Jeg tror, at vi bevist eller ubevist vælger heste, med en personlighed der matcher os selv og at vi gennem vores påvirkning får dem til at ligne mere og mere

    Den søde hoppe bor nu hos mig, og vi er nu ved at lære hinanden at kende. Og ind til videre er jeg helt sikker på at jeg har valgt rigtigt. (jeg har kun haft hende i 14 dage) smiley

    Jeg har gennem mit hesteliv, haft nogle stykker, og som en veninde lidt tørt bemærkede, dine heste er altid meget selvstændige og jo det passer også ret godt på mig selv… smiley


  • #4   14. jan Jeg er selv en lidt mystisk blanding af følsom og rolig. Bobby er også en meget rolig hest, han er pålidelig, og jeg ved præcis, hvor jeg har ham. Her spiller det selfølgelig også ind, at vi har kendt hinanden i mere end 10 år nu. Bobby og jeg fungerer rigtig godt med små, lette signaler, og nogle gange føles det som om, at det nærmest er med tankens kraft. Jeg har flere gange prøvet ikke at kunne undervise folk, der rider på Bobby, fordi al min kommunikation er så instinktiv med ham.

    Det punkt, hvor Bobby og jeg minder mest om hinanden, må være at vi har det fint i vores eget eller hinandens selvskab. Vi kan sagtens tage ud på lange skridtture, hvor det bare handler om at være til stede i nuet. Bobby skridter meget langsomt, når han er alene, og jeg er vist den eneste, der har tålmodighed til den slags ture på ham.

    Jeg ved, at Bobby er den helt rigtige hest for mig, for nu, 10 år efter jeg for første gang mødte ham og 6 år efter jeg købte ham, bliver jeg stadig helt glad, hver gang jeg så meget som tænker på ham.


  • #5   14. jan Rigtig spændende at læse om jeres forhold til hestene. Elle, jeg kan 100% følge dig i at det er svært at undervise andre, på ens egen hest.

  • #6   14. jan Ahh, blop blop blop.

    Jeg tror at Aslan og jeg komplimentere hinanden, er ikke ens.

    Jeg er "glad nørd". Holder meget af liv, som abstrakt begreb, som mit liv, som al naturvidenskaben, historierne man for indblik i ved at møde et andet individ.
    Når jeg er i "menneskers verden" med arbejde, bøger, budgetter, faglitteratur og teorier, plus tv, musik, mobiltelefon til at distrahere, så er jeg oppe i hovedet.
    Når jeg er udenfor, især sammen med dyrene, så er jeg nærværende på en helt anden måde, kropsfølelsen er med. Ubevidst har jeg altid brugt dyr til at være ligesom dem, til stede i det ikke-sproglige nutid, bare være til stede.

    Aslan er en rigtig god kammerat.
    Hunden er min soulmate.

    Aslan er grundlæggende købt for selv at have ejerskab og dermed magt over en aktivitet, som er god for mig, dvs ridning, dels frisk luft og motion, men også fordi nærværet med de store dyr bare er godt for mig. Så, Aslan er helt klart et middel til noget godt.
    Men, jeg har valgt ham, fordi han i sig selv er en mægtig rar hest. Han er ikke en firbenet kopi (eller modstykke) til mig.
    Men, fordi han er mægtig rar at hænge ud med.

    That's it.
    Me like. Me have.

    ...
    Jeg tror, at nogen mennesker finder kærester (og heste og venner) baseret på mønster genkendelse.
    Dette mønster genkender jeg fra tidligere, genkendelsen gør mig tryg, den fyr tager jeg. Ikke godt for dem, som genkender noget dysfunktionelt, de går tilbage til en fuser eller gentager en hård opgave. - Er man venlig er det Karma Guden som mener, at man ikke har arbejdet færdig med et tema.
    Andre gange genkender man noget fra sig selv - eller, en kontrast. Spejlbillede eller modstykke kan være mægtig fascinerende.

    Jeg tror, at jeg genkendte behovet for rekreation sammen med en kammerat - og det fandt jeg.
    En tilgivende kammerat - i min branche ser jeg både livshistorier om mægtig kærlighed, imponerende mental modenhed men også nogen gange bare forbandet svær sygdom hos en person. Så, en hest skal være tilgivende, da jeg kan være anspændt dybt inde i kroppen efter at tage ansvar for at lægge bedst mulige planer for mine patienter, og samtalerne om det.

    På nogen måder er hesten og jeg uendelig forskellige, på andre sider minder vi om hinanden.


  • #7   14. jan Jeg desværre ikke hest mere (jeg er stadig på udkig), men hele min tilgang til hestene har ændret sig rigtig meget efter min pony døde sidste år.
    Jeg var meget bestemt og ambitiøs, gik rigtig meget op i dressur og stævner. Jeg gik også op i at holde ham i form, sørge for at han fik den rette kost, kiroprakter, dyrelæge besøg selv hvis der ikke var noget galt osv. Jeg ville gerne have at han skulle have et luksus liv, og det havde han bestemt også smiley

    Efter han døde, mistede jeg lidt interessen for dressur og er generalt ikke ligeså ambitiøs mere. Dog går jeg rigtig meget op i hestens mentale helbred og spirituelle udvikling. Jeg har også fået en anden tilgang til dressuren end jeg havde før. Nu ved jeg at det handler mere om at tilrettelægge en plan for den individuelle hest, da alle heste har hver sit behov når det kommer til træning. Det handler ikke om at få hesten til at gå flot, men om at finde en træningsmåde som passer til den individuelle hest så den kan have det godt i sin krop, og på den måde også få et bedre mentalt helbred smiley
    Jeg går rigtig meget op i at forstå hestens adfærd, jeg har endda købt bøger om det, så jeg kan sætte mig i deres sted. Jeg har en part lige nu, og fordi jeg er blevet så meget klogere på hans adfærd, har jeg aldrig været sur på ham i hele det år jeg har haft part på ham (jo altså kun den ene gang hvor han var ved at løbe ud af boksen, men ingen slag eller ryk i træktorvet selvfølgelig).

    Jeg glæder mig så meget til at blive heste ejer igen... smiley smiley


  • #8   15. jan Det er sjovt DW, for jeg har faktisk ikke tænkt over disse ligheder mellem hesten og mig selv før manden begynder at snakke om det. Da jeg købte Fønne som lille bitte åring for 15 år siden, tænkte jeg kun på endnu en hingst til samlingen. Faktisk kunne jeg slet ikke lide brogede heste og da jeg så ham i virkeligheden, synes jeg han lignede en grim islænder (har altså ikke noget imod islændere smiley ). Men som årene gik, blev han en af mine yndlingsheste. Da jeg sagde farvel til min daværende ridehest, var han den der bar mig videre. Vi har altid haft et særligt bånd.
    Jeg så ham på et billede først inden køb, og der talte hans udtryk til mig, hans øjne. Havde jeg kun set ham i virkeligheden, havde jeg ikke købt.

    Hvad det var jeg så på det billede ved jeg ikke, men jeg er i dag sikker på at jeg ubevidst valgte ham, fordi vi passede sammen mentalt.
    Jeg har bare aldrig tænkt så konkret over det, før nu. Men det giver perfect sense, når jeg genopfrisker Hempflings ord omkring hvorfor vi vælger den hest vi gør. Det er slet ikke noget vi er klar over eller kan styre, det sker bare. Meget fascinerende. Om man udelukkende kan vælge en hest på fornuft, ved jeg ikke. I og med vi ikke ser verden objektivt eller kan styre ubevidste instinkter, så tror jeg altid der vil være et element af det..

    Cecilie, det kan jeg virkeligt godt forstå. Håber du finder den helt rette smiley


  • #9   15. jan Uhh der er vist lidt om snakken, at man vælger en hest der passer til ens personlighed. Min Palomino er en tønde på 4 ben ( som jeg også selv er smiley smiley ) Men det var nu farven på hende jeg faldt for. At hun så ligner mig i sind, en bulderbasse, men også lidt usikker, det er jeg også selv.. eller var. Med aldrene er jeg blevet mere sikker på mig selv og mine evner. Hun har lidt af det samme: Det der skal jeg bestemt ikke, det er FARLIGT.. ok jeg kan godt lige se lidt på det.. når det var slet ikke så farligt.. så tør jeg godt alligevel. Jeg har heller aldrig kastet mig på hovedet ud i noget. Holsteneren derimod ligner mig ved, at være en pleaser, når man stryger hende med hårene, men også ved, at være stædig og bestemt i hvad hun vil og bestemt IKKE vil, når jeg forsøger, at presse hende. ( det er jeg også, hvis nogen vil trække noget ned over hovedet på mig )
    De er begge bedst til ens dage uden for mange overraskelser, det samme er jeg. Og så ro og regelmæssighed. Joo vi ligner vist hinanden en hel del, vi 3 smiley


Kommentér på:
Hvordan er du som ejer?

x