Flugten - novelle {{forumTopicSubject}}

Lille novelle jeg har skrevet for lidt tid siden (-:
Det er ren fiction (-:

Skuddene lød omkring hende. Frygten var som malet i hendes ansigt.
En barn lå og forblødte for hendes ben. Hun og kun hun havde dræbt ham. Stukket en kniv i hjertet på ham. Det kunne ikke gøres om.
Skrigene fra kvinder og børn lød som forfærdelige rædselsskrig. Mænd råbte efter konen og måske børnene. Mens soldater råbte til hinanden og skød uskyldige børn og kvinder.
Hun blødte fra hovedet, og benene. Hun holdte kniven i hånden, den var malet med blod.
Hun kiggede rundt med frygt i øjnene. Hun stod som et spøgelse midt i det hele. Midt i mængden af skrigende, døende og råbende mennesker.
Larmen var uudholdelig. Hun troede hun skulle dø.

Husene lå i ruiner hvis ikke de var sat i brand.
Solen skinnede som en gal, og det var varmt. Varmt som bare fanden. Soldaterne stod som kolde istapper og skød, skød løs på alt der rørte sig. Intet og jeg mener intet, kunne stoppe soldaterne i at skyde flere kvinder og børn, mishandle kvinder og børn og frarøve mænds liv. Gøre dem til dræbermaskiner.
Hun græd, som så mange af de andre gjorde. Hun havde jord og sand i hovedet, det blandede sig med tårene og hun lignede et lig. Måske var hun død? Hun følte sig død, død og slatten. Gummiagtig, spøgelsesagtigt.

Hun udstødte et skrig da der var en der kom løbende bagfra og slikkede hende på halsen.
Rystende vendte hun sig om, hendes mand. Eller rettere sagt, den mand hun var flygtet fra stirrede hende direkte ind i øjnene.
Han stirrede rasende på hende. Hans øjne lignede sig selv. Mørke, dystre og farlige.
Hun ville skrige men hendes mund var tør. Hun ville slå ham, men hendes arme kunne ikke røre sig.
Han tog hendes hoved i sine hænder, kyssede hende blidt på munden. Hun kyssede ikke igen. Hans ånde stank, hans læber var hårde som sten og hænderne var som sandpapir i hendes sår.
Den svage brise fik sandet til at flyve rundt om deres fødder. Sandet var rødt, eller nærmere orange.
Flere steder lå der sand, med lidt blod på.

Skuddene lød stadig om dem.
Hun tænkte på at løbe, men vidste at forsøget alligevel ville være forgæves.
Hvordan kunne hun løbe gennem støjen og larmen, med en mand i hælene og skydende soldaterne om sig. Det ville aldrig gå godt.
Skuddene tog til og hun lod sig synke sammen på jorden velvidende om at hendes forhenværende kærlighed stod ved hendes side.
Barnet lå stadig foran hendes fødder, hendes hænder var smurt ind i blod.
Krympet sammen på jorden begyndte hun at græde.
Alt blod og vold var forsaget af mennesket. Hende selv havde været med til at starte det hele.
Hun havde ville gøre det hele bedre for folket ved at gøre modstand og hvad så nu?
Nu var alle jo blevet lige det hun ikke ville have.
Alle var blevet syge i bolden og egoistiske.
Mænd var blevet mandschauvinister, hvilket de nok egentligt altid havde været. Men det var ikke pointen. Hun havde startet med at kaste en enkelt sten afsted mod soldaterne, drengen havde råbt op, og hun havde stukket kniven i hjertet på ham. Hun fortrød det inderligt, tænk at et stenkast kunne gøre så meget. Han havde råbt op. ”Hun gjord..” også faldt han om på jorden. Kniven var placeret perfekt, for perfekt.

Hun vendte tilbage til virkeligheden, den frygtelige virkelighed.
Manden stod bag hende og lod hånden gribe om hendes arm.
Hun rystede ham af sig, men intet hjalp. Han ville have hende med hjem igen.

Børnene begyndte at skrige som sindssyge, nu voldsommere end før.
Kvinder skreg efter deres børn, mænd var rasende og råbte. De prøvede alle desperat at finde deres hus i mængden af ruiner. Soldaterne havde vel truet dem og fået dem til at flygte hvis de ikke ville dø. Så nu gjaldt det deres ejendele.
De ville have deres ejendele med.
Hun så at mændene stod med griske blikke og var på vej efter alle børnenes mødre.
Uden at vide det fik hendes gamle mand hende op fra jorden og hevet væk.
Han råbte skændselsord til hende, men hun hørte ikke rigtigt efter.
Det hele var jo bare en frygtelig verden.

Et skud lød, hun skreg.
Han faldt sammen foran hende, han havde stadig hænderne om hende. Mens blodet løb ned af hans arme. Der gik lidt tid for hun indså hvad der var sket. Han var blevet skudt, og nu lå han død i hendes arme.
Han så mere end død ud nu, han lignede ikke sig selv. Egentlig var hun nok lettet over hans død, men han var død i hendes arme. I hendes arme, tænkt at de to arme havde dræbt og holdt en døende. Hans øjne faldt i og han blev tungere.
Langsomt faldt han til jorden
Blodet løb ned fra hendes knæ og hun kiggede bag sig, mens hun løb.
Soldaterne var ikke engang nær hende.
Lettet åndede hun op. Hun satte sig ind under et hus og græd over hvert et menneske der døde den dag. Det var mange mennesker, men det blev også til mange tårer.
Nogle få mursten og plader lå over hende som et tag. Hun følte et stik af glæde da hun ikke var død, men hvorfor være glad?
Hun kunne ikke få drengen ud af sit hoved, hun havde jo dræbt en dreng! En lille uskyldig dreng havde hun dræbt. Bare stukket en kniv direkte i hjertet på ham.
Det billede kunne ikke komme ud fra hendes nethinde..
Skud, skrig og råben blev til en fjern baggrundslyd i hendes hoved.
Hendes krop faldt søvnigt sammen.
Et øjeblik lå hun, men hendes øjenlåg var tunge som bly, tunge som flere tusind kilo, og hun faldt roligt i søvn.

Solen står op over hustagene. Alt er i ruiner – ligesom i de film man ser. I de film hvor der er krig. Det her er som taget ud fra en film. Døde mennesker ligger rundt omkring. Livløse og kolde. Hendes øjne gibber kort.