Kastano af Uglehuset

580 visninger | Oprettet: 5. dec 2019

Historien om hesten der kunne have været blevet min:


Tilbage i 2014 begyndte jeg at ride ude ved Myrup (Sjælland), hvor jeg havde en veninde, som havde en plejemor der ejede 3 heste.
En af dem var Kastano. Kastano skulle på det tidspunkt tilrides og lære verden at kende (på det tidspunkt var han 4-5 år.) Den opgave påtog jeg mig.
Han var den kæreste og blideste hest, som stolede blindt på mig. Jeg kunne vaske ham over det hele med vandslange, og han elskede hvis han blev sprøjtet i munden, så begyndte han bare at drikke af vandet. Han kunne vaskes over det hele uden nogle problemer.
Han kunne tages ud alene, uden han lagede et øre eller blev usikker.
Jeg var den første til at sidde på ham, og have en sadel på ham, og bid.
Vi gik gerne daglige ture op i den dejlige skov vi havde ved stalden. Der kunne han bare gå med helt løs tov, og han fulgte mig bare <3

Han var så skøn inden i, som han er uden på.

Jeg stoppede hen af vejen da jeg havde nogle andre heste at tage mig af, og det hele blev presset.

Efterføglende opdaterede min veninde mig:
I løbet af tiden havde han 3-4 forskellige der havde redet på ham. Han var blevet mere sur og usikker. Han kunne gå lidt i panik hvis man gik ud med ham uden nogle andre heste, og han kunne skubbe og mase hans menneske.
På trods af dette, var han dog blevet en sød tur hest, som bare fuglte med.

I løbet af tiden var han blevet rigtig slemt forfangen og stod til aflivning. Det gjorde så ondt i hjertet af høre.

MEN

Han kom over det, og kunne med medicinen komme på rette spor, og især at have sko på hjalp ham på at dulme smerten. Fik jeg afvide.

Herefter fortsatte han som turhest igen.


Efter nogle år stod de grundet nogle uheldige omstændigheder kun 2 heste tilbage på gården.

Man kunne ikke motionere ham uden at skulle have den anden hest med. Og hvis man tog den anden hest ud, så jordede Kastano hele folden rundt, og blev lidt bekymret.
Ejeren havde solgt gården, og den nye ejer af gården gav lov til at hestene kunne blive stående mod betaling selvfølgelig.
Dette medførte (grundet nogle personlige problemer fra ejers side) at Kastano desværre blev lidt forsømt. Ejer kom aldrig ud til ham, men betalte bare for smed og opstaldning.
Hun havde overvejet at sælge ham, som hendes sidste hest stående, men kunne aldrig få lavet en annonce, der gjorde for ondt.

Jeg fik afvide (her i 2019) at Kastano stod og var forsømt. Der var ingen der lavede noget med ham, og han passede sig selv. Det gjorde ondt i mit hjerte. Så jeg tog kontakt til ejer efter mange år, og spurgte om jeg skulle hjælpe med salget...

(fortsættes)

04.01.2020: (fortsættelsen)

Hun tog godt i mod mit tilbud, og jeg fik et ja. Jeg tog ud og kiggede på ham, og mødte ham igen efter mange år. Og vi klikkede bare. Han fulgte mig gerne hvor jeg gik, og var meget nysgerrig. Selvom han var rimelig dårligt gående så havde han stadig et glimt i øjet, og ville så gerne. Og dette gjorde at jeg ikke opgav på forhånd, han havde brug for en chance til, og det ville jeg give ham.
Så jeg havde meget kontakt til ejer og vi talte meget i telefon. Jeg sagde at han simpelhent skulle på smertestillende, eller i hvertfald tilses af en dyrlæge, fordi den var sgu ikke god. Og at hun skulle overveje sko til ham, fordi det gjorde rigtig avs på ham når han gik på især grus, og brosten.

Så det drøftede vi lidt om.

I mellemtiden havde hun faktisk tilbudt mig, at få ham ganske gratis.
MEN MEN MEN

når man er 20 år, har afsluttet gymnasiet (på daværende tidspunkt havde jeg LIGE afsluttet 3G), har egen bil, anden egen hest, og betaler for at bo hjemme - vil ens økonomi IKKE række til en forsømt hest der var ALT FOR overvægtig - altså målebåndet kunne ikke engang nå rundt om maven på ham, og han skulle have dyrlæge, specialt foder, og sko - så har man altså ikke råd. Og han fortjente det bedste af det bedste. Han er SÅ kærlig en hest, jeg ville ikke kunne give ham alt det han har brug for pleje mæssigt.
Jeg må indrømme jeg faktisk overvejde at sige ja - gøre alt det jeg kunne, og hvis det ikke var nok, så aflive ham. Fordi han fortjente intet ondt, og det gjorde ondt på ham.

Heldigvis kom jeg i kontakt med en kvinde fra Fyn som havde set mig ligge et billede op af ham (på facebook), rimelig tilfældigt, i en helt anden tråd, og hun skrev på ham.
Hun var næsten færdig som dyrlæge studerende. Hun havde hestene hjemme, og havde to andre heste på hendes gård. En araber hoppe og en shetlænder. Det kunne ikke være mere perfekt. Han skulle blive en løsdrift hest, dvs. bevægelse! Frisk luft!

Jeg gik straks videre med tilbuddet til ejer, og hun ville gerne i kontakt med min nye kontakt fra Fyn.

Og det kunne ikke være mere lovende. Da man skal/skulle ligge mange penge i pleje for Kastano så aftalte de, at hun kunne få ham foræret.

Jeg havde fra den dag kontakt med både ejer og nye ejer - så alt var lovende for den kære hest.

Vi fik endelig overtalt til at en dyrlæge kunne komme ud til Kastano og se ham! Og han havde rigtig ondt - men dyrlægen konstaterede at han ikke havde en fordrejet hovben, så det kunne reddes.
Derfor skulle han have ro, ro og atter ro, og det fik han. Han blev kun sat på hø, og INTET græs!
Samt så gav vi ham smertestillende.

Jeg var i starten ude hos ham 2-3 gange om dagen. Hans hale og man skulle smørres, da det var kløet helt af (noget udviklende eksem fra tidl. års stres af forladende heste fra gården, osv), så det skulle vi i bugt med, og jeg brugte en absolut fantastisk gel fra Blue Horse! Anti Ich! Sikke et vidunder middel!


Dyrlægen sagde vi ikke måtte flytte Kastano før tid til Fyn, pga han ikke måtte lide overlast i benene, da det en rigtig lang tur fra Sydsjælland.
Derfor udskød vi datoen. Men så skete der så det at hans foldmakker blev nød til at flytte før tid, og Kastano skulle absolut ikke stå alene selv... Derfor tog vi den beslutning at flytte ham ud til min hest <3

Kastano er 11 år. Er slet ikke alderssvarende uddannet. Og har ALDRIG kørt i trailer. Dette var første gang han havde prøvet det da vi flyttede ham, og han kunne simpelhent ikke have klaret det bedre. Han gik op, og prøvede ikke at bakke ned. Vi havde taget en balje med mad med, som han stod og spiste. Bagbommen var IKKE sat på endnu. Mens han stod og spiste blev alt hans hø læsset på traileren (i den anden side af hvor han stod) og han stod bare helt roligt og spiste. Alle hans ting blev læsset bag bilen. Også blev bagbommen lukket, og han var bare så rolig. Det var det helt rigtige at gøre.

Og det var jeg så taknemlig for, bare følelsen af at have ham hjemme var så dejligt at opleve og han faldt fuldstændig til ro ude hos mig. Vi besluttede at fordi det alligevel var sommer og varmt, ville det ikke skade ham at stå inde om dagen og få sit hø, også komme ud alene på fold. Vi ville ikke introducere ham for de andre heste på folden, da det ville være for syndt, for ham og de andre at komme sammen med en flok, og derefter blive revet fra dem også komme i en ny et helt andet sted, langt hjemmefra.
Så jeg tog ham ud på ture 1-2 gange om dagen så han kunne få lidt luft. Og jeg striglede ham.

Når de andre var inde tog jeg ham med ud på folden, og han fulgte bare efter mig overalt <3

Mit hjerte smeltede fuldstændigt. På en af de sidste aftener tog min kæreste og jeg ud på en gå ture med Kastano og Zafir (min hest), og jeg fik taget et billede med dem begge med en i hver hånd (se billede 16 og 17) , og det føltes bare SÅ rigtigt.


Dagen hvor han skulle hentes (skulle hentes af en fin transporter fra Sjælland til Fyn) - tog jeg ham ud på folden tidligt om morgenen og tog billeder af ham ( alle fold billeder i denne mappe), og han var bare helt rolig. Afklaret.
Jeg striglede ham inden han blev hentet, og jeg kunne godt mærke mit hjerte blev tungere og tungere. Ejer havde få dage inden spurgt mig en sidste gang om jeg var sikker på jeg ikke ville have ham. Og det gjorde rigtig ondt at sige nej tak.
Fordi vi var bare forbundet, og havde allerede et stærkt bånd - Kastano og jeg. Men jeg vidste jeg ikke kunne give ham alt han havde brug for - på økonomisk plan.
Transporteren kom, og jeg havde en balje med mad. Den så jo anderledes ud end vores trailer, så det tog liiiiidt længere tid at komme op i den, jeg havde mad til ham og fik heldigvis lov til at selv at læsse ham, med lidt hjælp fra hende der hentede ham.
Efter ca 10 min var han oppe. Jeg gav hende passet. Sagde et sidste farvel, (får allerede en knude i halsen af at skrive det sidste her), også lukkede jeg døren, og så hende køre væk med ham.

I dag går han med special sko. De rider ture, og han har heldigvis tabt sig! Han har det så godt på Fyn. Og jeg kunne ikke være mere glad på hans vegne!
Har skrevet til nuværende ejer for nu snart et halvt år siden, at hvis hun en dag ikke kan have ham, skal hun tænke på mig.

Håber alt det bedste for Kastano <3