Akut, alvorlig forfangen {{forumTopicSubject}}

Føj da for helvede (nej, mindre kunne ikke gøre det) for en dag!

Det her bliver langt - for den tålmodige læser - på forhånd tak! Jeg håber du vil læse med, på trods af længden..

Ja, der ligger faktisk en historie bag dette, for en ulykke kommer sjælden alene jo.
Min morfar døde meget pludselig for nyligt. Midt oven i en meget hård eksamensperiode. Under den hårde eksamensperiode, havde jeg udskudt smeden en uges tid, passede med, at jeg kunne bestille smed lige efter, og så var det over tid, men rimeligt. Så døde min morfar pludseligt, og hesten blev derfor lettere forsømt og "glemt". Dødsfaldet tog hårdt på mig. Jeg bestilte smed i starten af denne uge, han kunne dog først komme på tirsdag. Ok, det kunne vel gå, tænkte jeg, selvom det begyndte at se lidt træls ud.

Imorges modtager jeg en sms fra stald-ejer om, at Katla (hesten) går en lille smule skidt på forbene, men det virker til at være meget lidt, ud fra sms´en. Jeg tænker slet ikke over, at det kan være andet, end at det er fordi skoene nok er løse, og hun jo trænger til smed. En times tid senere, kan jeg tage i stalden, for at se til hende, og se, om jeg skal have fat i smeden akut alligevel. Skænker det slet ikke en tanke, at det kan være andet end skoene den er gal med.
Men føj for en oplevelse der ventede..

Jeg så med det sammen Katla på sommerfolden, stå næsten helt nede i den fjerne ende. Jeg kalder på hende, og så plejer hun at komme efter et par kald. Men det gjorde hun ikke. Hun kiggede efter mig, men rørte sig ikke.
Da jeg går ned mod hende, kan jeg allerede se, at den er helt gal.. Hun prøver på at gå mig i møde, men kan ikke. Jeg når hende, og hun står med hovedet "i jorden", rystende og svejende - og der tror jeg allerede, at alt håb er ude. Faktisk troede jeg, at det ville være så slemt, at jeg måtte få dyrlægen ud og "ligge hende ned" lige dér på folden hvor hun stod.
Men tyve minutter efter, med vaklende gang og tre små museskridt ad gangen efterfulgt af en pause med megen ros og nus, stod hun på staldgangen. Den længste tur, jeg nogensinde har gået med hende.
Jeg ringede til dyrlægen med det samme - og bedte hende komme med det samme. Jeg var bange for, at Katla ville vælte og aldrig rejse sig igen.

Dyrlægen kom og Katla fik smertestillende. Vi snakkede en del, og selvom dyrlægen understregede alvoren, troede hun, at vi kunne rede Katla, med den hurtige rigtige behandling.
Katla fik smertestillende, og dyrlægen beodrede vandbad med sand i bunden og isterninger så længe som muligt - gerne et døgn. Hun fik desuden smertestillende til 4-5 dage, hvorefter dyrlægen igen skal komme.
Jeg skulle hilse og sige, at det er noget af et projekt, at få stillet op! Og så på en lukkedag (for butikkerne)! Men mig i hjem og fix, som da gud ske tak og lov havde åbent, efter 4 store baljer (jep, alle fire ben er ramt) og sand til bunden - alt imens min mormor kørte på McDonalds og fik fat i en hulens masse isterninger. Så langt så godt. At få "løftet" Katla op i baljerne, et ben ad gangen, var så næste projekt. Men det lykkedes, og det hjalp tydeligvis. Men selvom jeg prøvede alle mulige underlige ting, kunne jeg ikke få hende til at blive stående i det, efter ca. 3 timer. Men det hjalp, nu var der mere liv i øjnene. Så dyrlægen kom på råd igen. Næste tiltag: opkilning af hove. Alle fire hove blev opkilet på såler af gamle håndklæder, med højde bagtil ved dragterne - taper fast med gaffatape på hoven (og jo, det er satme et projekt at skaffe gaffatape kl. 20.30 på en dag, hvor butikkerne har lukket). Det lykkedes, og jeg kunne se, at det lindrede. Selvom hun stadig har meget svært ved at gå. Boksen er strøet højt, efter råd fra dyrlægen. I morgen bliver boksen fyldt med sand.

Katla er min lille babyhest. Hun er mit hjertebarn og min øjesten. Hun er min medicin, og et vigtigt, dejligt indslag i hverdagen. Jeg ville blive knust, hvis jeg mistede hende. Men jeg vil til enhver tid gøre det, der er bedst for hende, også hvis det betyder, at hun ikke længere kan være her. Som min mor sagde "så tager morfar godt imod hende", men det bliver forhåbentligt ikke aktuel. Det betyder ingenting, om hun bliver ridehest igen, men at hun bliver smertefri.. Jeg kan slet ikke bære tanken om, at hun måske ikke bliver O.K. igen..
Jeg har prøvet at gøre alt, hvad der overhovedet stod i min magt at gøre, for at hun fik og får det bedre.

Jeg ved ikke hvad jeg vil med det her.. Måske vil jeg spørge - hvor meget behandling, er det humant at udsætte hesten for? Har i gode råd til sådan en omgang her? Generelle erfaringer med alvorlig, akut forfangenhed? Alt hvad i har lyst til at dele..
Og så en advarsel - pas på jeres heste. Det her er IKKE sjovt. Har aldrig set en hest have det så skidt. Det gør så ondt på mig, og ønsker det ikke for andre. Prøv at forhindre, at det sker for jer..

Tusinde tak fordi i læste med så (mega) langt..