den nymoderne dressur? eller dets ødelæggelse? {{forumTopicSubject}}

Hvad er ”korrekt dressur” i det 21. århundrede?
Ja, da jeg selv (18 år gammel) har haft med heste at gøre hele mit liv, og lidt mere til, har jeg som oftest stillet mig selv spørgsmålet: ”hvor er dressurens hovedværdier blevet af? Og hvad består den korrekte dressur egentlig af, hvis der overhovedet er et svar af dette omfang?”
Jeg, som er blevet oplært af 2 søstre der har redet dressur på højniveau, en mor der har haft med heste at gøre igennem en menneskealder, og bl.a. avlet nogle af de rigtig gode renstammede DV heste, og jeg selv der har erfaring med oplæring af heste i dressur, ville nu nok mene at jeg har en kende forstand på dette emne. Men har jeg nu også det??
Efterhånden er tvivlen kommet mig til gode..

Dressurens grundværdier:
”Dressur er en konkurrenceform indenfor hestesport, hvor hestens lydighed, smidighed i bevægelserne, fysik og evner bedømmes, ligesom rytterens opstilling og samarbejde med hesten vurderes af dommerne. Det æstetiske i ridtet er af betydning, og dressuren er således en subjektiv konkurrenceform.
I dressur kræves fuld koncentration fra både hest og rytter. Hesten skal adlyde de signaler, rytteren giver, og rytterens signaler til hesten skal være effektive og gerne usynlige. I dressuren udføres svære øvelser med baggrund i den høje skole med præcision og ynde.” (udtaget fra nettet)
Jeg selv er ganske enig med ovenstående, men for at omskrive det lidt, har jeg nu lavet min egen fortolkning, der lyder således; at hesten skulle kunne udfører et program med ynde og glans, for så lette hjælper så muligt, men samtidig imens der er et glimt i øjet, og at øvelserne udføres per hestens bekostning. Dressuren bør være æstetisk korrekt, så snart hesten er redet i den samling og de øvelser hvor den finder det behageligt, og frit at kunne bevæge sig i. Hesten bør ikke tvinges til at gå i en bestemt holdning, dette burde den skulle trænes op til. Rytter og hest skal udføre ridtet med harmoni og ynde, som et team.

Jeg er på den måde meget gammeldags oplært, da jeg er blevet oplært til ikke at skulle fremtvinge hesten til at gøre noget, som den ikke er trænet til at kunne.
Men hvad så med nymoderne dressur? – I medierne hører vi ikke om andet en hyperflexion, glas i bandagerne mv. Men hvor udbredt er dette? Og hvor langt vil vi gå for at nå hurtigt til tops?
Hvad jeg synes der er bemærkelsesværdigt at bide fat i er; at for 20 år siden var gennemsnittet på OL,VM, Grand prix heste mv. på omtrent 15-16, siden da er gennemsnittet faldet, til omkring 12 år. Er vi for hurtige i vores uddannelse? Eller har vi bare videreudviklet dressuren? Når man køber hest nu til dags, synes de fleste at den er gammel som 12-årig, er det fordi at de nu ikke holder lige så lang tid som tidligere?
Jeg må være ærlig at indrømme, at jeg ikke kan finde ud af den etiske korrekte dressur længere, og synes at konkurrencen er blevet alt for hård. En fem års skal nu kunne gå LA klasser, og det lyder som sådan ikke af så meget, men for at kunne gennemføre et 5-års championat, skal det helst være til UG. De heste der så når til finalen, er oftest avleren selvs heste, som formegentlig ikke har lavet andet end at træne og træne og træne siden tilridning. Jeg, der selv har en fem års (som også er langt i sin uddannelse) ville selv ha’ været med, men jeg synes at konkurrencen var for hård.
Jeg prøver på ingen måde at hænge nogen ud, ved at skrive denne blog. Jeg er på ingen måde selv perfekt. Og det er også derfor at jeg netop selv sætter mig i dette dilemma. Så nu vil jeg spørge jer:
Er det en slags udvikling? Eller ændrer dressuren sig til at hesten skal være slaver for dets ryttere?