eventyr {{forumTopicSubject}}

Er lige blevet færdig med at rette det jeg kunne finde, og tænkte om i lige havde lyst til at kigge den igennem og finde flere fejl ?

Min lærer er utrolig streng, så bare skriv om det mindste komma, alt hvad i kan finde

Skatten i skoven

Der var engang en bonde, som boede langt fra byen med hans 3 sønner. Den ældste hed Jonas, den mellemste hed Johannes og den mindste hed Jonathan. De boede midt inde i byen og kunne se slottet, hvor den smukke prinsesse boede, fra værelserne ovenpå. Faren og de 2 ældste opførte sig meget fine og satte den mindste til at lave mad, gøre rent, hente brænde og meget andet. Selvom de næsten ikke havde flere penge tilbage, købte de alligevel fine klæder til dem selv.
- Jonathan! Kom og puds mine sko, råbte den ældste Jonas. Alle mænd i byen var blevet inviteret til slottet, da prinsessen var blevet taget til fange af en drage, og den, der kunne finde hende ude i skoven på sin hest, måtte få hende og det halve kongerige. Jonathan havde fået forbud mod at komme med.
- Næ, min kære dreng. Blev du hellere hjemme og passe maden, så du ikke render i vejen for os andre.
Men Jonathan havde ikke tænkt sig at blive hjemme, så da de andre var taget af sted, pakkede han en taske og nogle rester mad. Da han kom til udkanten af skoven, så han alle mændene på deres heste komme ned mod skoven. Han skyndte sig ind i skoven og om bag nogle buske. Det var allerede begyndt at blive lidt mørkt, og Jonathan havde ikke fundet nogen prinsesse. Han ville ikke tilbage til familien, så han gik i stedet op til slottet for at se, om nogen havde fundet prinsessen.
- I morgen vil der blive endnu en mulighed for at finde min datter, sagde en bedrøvet konge til alle mændene. Jonathan gik ud i skoven igen for at finde et sted at sove. Pludselig så han noget lys længere fremme og besluttede at undersøge det nærmere. Måske var det prinsessen?
- Har du nu dækket det ordentlig til Bim? Sagde en stemme
- Ja, sagde en anden stemme, og pist væk var de. Jonathan undersøgte stedet og fandt en lille bule i bunden. Der lå 3 små glimtende kugler. Nej, hvor var de fine, tænkte Jonathan og puttede dem i hans taske. Han fandt en lav busk og bestemte sig til at sove der. Heldigvis var der varmt, så han kunne nøjes med det tæppe, han havde taget med.
Han vågnede næste morgen ved, at nogen truttede i et horn 7 gange, og nu kunne han høre mændene komme ned mod skoven igen. Han pakkede sine ting og tog noget mad, mens han gik. Der var helt stille i skoven. De andre var sikkert i en den anden ende af skoven. Han fandt nogle bær ved en lysning, men blev stoppet af en stemme der sagde;
- Hvis du plukker disse 12 bær, vil du blive forvandlet til en frø med det vuns. Han vendte sig om, og der stod en lille trold. Han havde en grøn tophue på og samme farve tøj. Han så lodden ud, men havde venlige øjne.
- Hvem er du? spurgte han
- Mit navn er Bum, svarede trolden. Jonathan havde hørt et lignede navn før. Selvfølgelig! De var en af de 3, som var ved træet i går aftes. Han spurgte om han kendte til de 3 glimtende kugler, han fandt. Trolden lyste op.
- Ved du hvor de er? Uden de kugler kan jeg og mine brødre ikke eksistere.
- Jeg ved hvor de er, svarede Jonathan. Men I vil kun få dem tilbage, hvis I hjælper mig.
- Selvfølgelig vil vi det, svarede trolden.
Han begyndte at gå, og Jonathan fulgte med. De endte ved et kæmpe træ med 2 store sten foran. Bum mumlede noget, og straks blev de lille. Jonathan så sig forfærdet om, men fik øje på Bum, som var endnu mindre. Han var på vej ind ad en dør, og Jonathan skyndte sig efter. Indenfor var der en sten mere, som han bankede på, og de blev normal størrelse igen.
- Her er vores hjem, og du må bo her, så længe du vil, sagde Bum.
2 andre skikkelser kom frem fra mørket, og nu var der hele 3 små trolde med tophuer på. En grøn, en rød og en blå. Han fandt kuglerne frem fra sin taske, og gav dem til troldene, der jublede over at have fået dem igen. Som tak fandt de en masse mad frem, men det ville Jonathan ikke have. Han skulle finde sin prinsesse. Men han ville være tilbage, inden solen var gået ned.
Han ledte og ledte, men fandt kun hestespor fra de andre mænds heste. Til sidst gav han op, og han var sulten. På vej tilbage gik han omkring nogle klipper, og bag klipperne stod der en frygtindgydende drage, som havde 7 forskellige farver. Prinsessen stod omme bagved dragen. Jonathan skyndte sig væk, for han havde ikke noget våben.
Henne ved det store træ mumlede han de 7 trylle ord, der gjorde ham mindre, og vupti.
Troldene var ved at lave mad, og han glemte helt prinsessen. Der var stille ved bordet, men da de andre var ved at rydde af bordet, spurgte Jonathan Bam om han kunne hjælpe med at bekæmpe dragen. Han ville straks gå i gang med at lave et sværd, der kunne trænge gennem dragens tykke hud, og have det klar til ham og sammen med en krigsdragt. Bim sagde, at han havde en hvid hest, der var smukkere end den smukkeste blomst, modigere end den modigste mand og den var lige så hurtig som vinden. Jonathan takkede og lagde sig til at sove.
Næste dag drog han igen ud til klippen, klar til at kæmpe mod dragen for at vinde prinsessen. Han kunne høre hornet tude 7 gange igen, så de andre mænd havde ikke opgivet. Hans hest galoperede hurtigt som vinden og snart var han ved klippen. Dragen var ikke at se, så han sad af sin hest og gik ind i hulen. Pludselig kom der noget stort frem mod ham og han skyndte sig ud i lyset, så han kunne se den. Den var blevet større. Han løb ind i mellem benene på den og begyndte at kravle op ad dragen til dens hoved. Dragen vred sig for at få ham ned, men Jonathan blev der og stak sit sværd igennem hovedet på dragen. Han sikrede sig at, den var død og løb ind i grotten for at finde prinsessen. Han fandt hende på en sten.
- Min helt, sagde hun, og sammen red de tilbage til slottet. De andre mænd fra byen var netop vendt hjem, da han red op til slottes port, hvor kongen sad i sin kongestol. Ingen kunne kende ham på grund af krigs dragten, og der gik en hvisken gennem mændene.
- Ædle ridder, sagde kongen. Du har reddet min datter fra denne farlige drage, og som tak får du hende og det halve kongerige. De levede til deres dages ende, og Jonathans far og brødre så man ikke mere til.