Essay. {{forumTopicSubject}}

Dette essay fik jeg 12/10 for. Hvad synes I?

<b>Skagens sten</b>

De kan være runde, flade, kantede, skarpe, små og store. De kan være grå, sorte, røde, gule, hvide og flerfarvet. Sten. En hård, uspiselig klump, der har ligget i jorden i flere årtusinder. Hvad er der så specielt ved en sten, at man tager den med hjem efter at have fundet den?
Det er nok noget med oplevelser. Oplevelsen at finde stenen. At tage med sandormen ud til Grenen, og finde en sten på spidsen af Danmark, som et minde. At samle en rund sten op ved Spaniens kyst, og pakke den ned i kufferten. Men andre vil ikke kunne se forskellen. De er ens udvendigt, men mange vil alligevel komme til at tænke på dengang de samlede den op, hver gang de ser på den. Og det er dét der gør en sten speciel. Oplevelsen man husker, bliver hængende over én som et minde.
Et minde kan være både godt og dårligt. De fleste har et minde, de husker særlig godt, og som de holder meget af. Minder. Jeg har da også minder. Hvilket der betyder mest for mig, er jeg ikke selv klar over. Men jeg husker da vi tog toget fra Hobro Banegård til Skagen. Og jeg husker lugten af saltvand og fisk. En både frisk og ulækker lugt. Og jeg mindes helt tydeligt den oplevelse det var, at tilbringe en uge i Skagen. En helt almindelig havneby, som så mange andre kedelige, almindelige havnebyer. Men alligevel er Skagen ikke som alle andre. Skagen giver én fornemmelsen af frihed og fred. Hvad det er der gør Skagen så speciel, kan være svært at forklare, for det er næsten umuligt at finde ud af hvor man skal begynde. En gammel by, med en gammel historie. Skagen er jo en utrolig smuk by, og jeg synes alle burde tage derop og besøge den, mindst én gang i deres liv, for byen er så fuld af indtryk og oplevelser. Der er næsten ingen grænser for hvad man kan opleve i denne by. Der er blandt andet Skagens Kunstmuseum. Selvom jeg ikke er så meget til kunst og billeder, og den slags, synes jeg alligevel det var utrolig spændende at være derinde, og se alle originalerne til de billeder jeg ellers har set så tit. Jeg synes også man burde slå et smut forbi Skagens by- og egnsmuseum, for at få et indblik i Skagens historie. På stedet kan man for eksempel se forskellen på de rige og fattiges huse. Forskellen er ubegribelig stor, og det er tydeligt at se hvordan man dengang blev sat i bås, som fattig og rig.

Jeg selv har været i Skagen to gange i mit liv. Det jeg mindes bedst, ved den første gang jeg var der, var turen derop i bil. Vi mødte Bubber. Bubber fra det gamle børneprogram ’Snurre Snups Søndagsklub’. Dengang var jeg vel omkring de ti år, og følte det som en stor ting, at se ham, møde ham. Og dengang samlede jeg en sten op fra Grenen. Med knaldrøde gummistøvler på, gik jeg ud i havet, og samlede den udvalgte sten op, med klistrede børnefingrer. Om jeg tænkte på Bubber ved jeg ikke, men jeg var stolt over min indsats, og viste lykkeligt mor og far den meget kedelige og almindelige sten. Men den betød selvfølgelig noget for mig, og den dag i dag vil jeg stadig kunne huske oplevelsen, når jeg ser den.
Men det er ikke den eneste Skagen sten jeg har samlet op. Samlingen rummer nemlig endnu to sten, der blev tilføjet efter turen til Skagen med skoleårgangen i ’08, hvilket var min anden tur til Skagen. Nu er jeg blevet ældre, og en simpel sten betyder ikke længere noget vigtigt for mig, men når jeg ser og mærker disse sten, tænker jeg alligevel på Skagen. Jeg tænker på hvordan vi gyngede frem og tilbage på Sandormens hårde træsæder, og jeg tænker på den hårde vind, der tog mit hår og lod det svæve blidt rundt i luften.
Jeg fik vand i mine sko. Bølgerne overraskede mig, og skyllede ubønhørligt ind over mine sorte Converse sko. Det var da jeg tog den første sten op fra sandet. Egentlig en ganske tilfældig sten. Ikke nogen speciel historie omkring den. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg valgte lige præcis dén sten. Det gjorde jeg bare. Måske var det noget i min underbevidsthed, der fortalte mig at det var dén sten der skulle i min lomme. Stenen var sort. Helt sort og glat.

Da jeg senere sad i Sandormen på vej tilbage igen, og gav mig tid til at indstudere stenen, forstod jeg hvorfor jeg havde valgt den. Den gav mig en fornemmelse af noget jeg havde oplevet før. Den mindede mig om min morfar. Selvom han har kridhvidt hår, og i det hele taget bare er meget lys og hvid i det, fik jeg en følelse af morfar, da jeg knugede stenen i hænderne. Det er nemlig sådan, at min morfar har været meget syg. Jeg kan helt tydeligt huske, da han stod hjemme i vores hus, og pludselig, fra det ene øjeblik til det andet, blev ligbleg i hovedet og måtte lægge sig ned. Min mor ringede til en læge, og fik fat i en ambulance. Morfar havde en begyndende blodprop. Og stenen fik mig til at huske hvilken hård, knugende klump jeg fik i maven, da vi i vores bil, fulgte efter ambulancen. Stenen trak mig tilbage til den angst jeg følte dengang. Hvor gammel jeg var, har jeg ingen anelse om, men gammel nok til at forstå hvad der skete. Jeg var helt bevidst om, at morfar kunne dø. Og jeg var tynget af sorg. Men morfar lever den dag i dag, i bedste velgående. Den sorte sten fik mig til at gennemtænke hele seancen, og jeg begyndte at føle, hvordan den langsomt betød mere og mere for mig. Morfars sten. Min sorg og angst fanget i en sten. Et stærkt minde. Det er underligt hvordan en sten kan beskrive en følelse man har indeni sig, og som man ikke har mærket i mange år.

Men det var selvfølgelig ikke den eneste sten jeg fandt på Grenen den dag. Den anden var temmelig grim og knoglet i det. Jeg ved ikke hvad man kalder den farve den havde, men det er nok gylden. Og den ligner et hjerte, hvis man har god fantasi. Uden at tænke over det, bøjede jeg mig ned over sandet, og samlede den grimme sten op. Mens jeg så på den, blev jeg fyldt med en glæde. Det var helt anderledes fra den anden sten. Hvorfor den gav mig en følelse af glæde, kan jeg stadig ikke forklare, det gør den bare. Måske er det farven, måske er det formen, måske er det tanken om alt det gode jeg oplevede i Skagen. Måske minder den mig bare ganske enkelt om Skagen. Om togturen derop, om stanken af fisk, om vandrehjemmet, svømmehallen, cykelturene, Råbjerg Mile, museerne, Sandormen, Grenen, mine venner – det hele. Bare oplevelsen i sig selv, har givet mig et minde for livet. Og det er nok dét stenen gemmer på. Jeg synes det er helt utroligt, hvordan en simpel lille sten kan understrege ens tanker og følelser. Men i bund og grund, har det hele nok noget med minder at gøre. Det er ikke bare sten der gemmer på minder – det kan være alt hvad der minder én om en oplevelse man havde engang. Jeg selv har mange andre ting, der minder mig om gode og dårlige ting, og personligt synes jeg det er helt fantastisk hvordan små og store ting kan rumme så mange betydningsfulde hændelser.
Jeg har blandt andet en bamse der betyder utrolig meget for mig, fordi jeg fik den af min bedstefar den første gang jeg var i Norge, som niårig. Jeg har også en neglelak der minder mig om min veninde, fordi jeg fik den af hende. Der er faktisk flere ting der minder mig om mine veninder, fordi det er ting jeg har fået i gave af dem. Jeg elsker at have ting, der kan minde mig om alle de gode tider jeg har haft sammen med andre, og det er rigtig skønt at sidde og kigge rundt på sit værelse, og nærmest gennemleve hele sit liv, med alle de ting der har betydet noget for én gennem årene. Og det er også noget af det en sten kan gemme på, bag sin ru overflade. Sten behøver ikke blot være en grim, hård klump der ligge i vejkanten – den kan også være en god måde at genleve alle sine forglemte tanker.