{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.169 visninger | Oprettet:

Bag din skygge (gyser) {{forumTopicSubject}}

Jeg ved ikke rigtigt, jo jeg er da tilfreds med de par sider. Men mangler de ikke et eller andet? Så jeg ville blive glad, hvis nogen af jer lige gad læse dem igennem og så eventuelt fortælle mig, hvad det er der mangler. Jeg føler der mangler noget, men hvad er det? Den der lille ting der giver tekstern <i> FLOW </i>

Jeg har lige haft skriveblokering af værste skuffe, så jeg skal vel bare være taknemmelig over, at jeg kan skrive. Men man er vel perfektionistisk :o)

Og til de skarpe, dvs. dem som kender <b> Blodsøstre </b> så vil jeg gerne bekræfte at JA det er Hanne, som også optræder i den bog. Hun er hovedperson i min første gyser, som kommer til, at foregå i Norge (:


<b> <i> - Enjoy </i> </b>

<b>Bag din skygge </b>

1


<i> Jeg ville ønske, at jeg kunne skrue tiden tilbage. Se tingene, som de så ud dengang. Fra før tågen besluttede sig for, at tildække hele denne verden. Den store tåge var kommet ned fra tågedalens bjerge, indhyllede en hel verden i en tåge, så tyk som ærtesuppe. Umulig at igennem, umulig at skære igennem og umulig at vandre i. Alt var standset, ganske naturligt. Ingen bevægelse, intet. Ingenting ventede, den havde skjult en hel verden. Ingenting. </i>

Solen var ved at gå ned, første marts og første dag i foråret. Det var hendes allersidste nat, hjemme i Danmark. Forleden var hendes sidste bedste ven, hesten gennem flere år, blevet hentet af sin nye ejer. På væggen hans endnu rosetterne, sammen med alle de billeder, som hver og et var minder, om herlige stunder. Oftest havde billederne motiver med en lykkelig, lyshåret pige, på hesten, på vej over et spring. Oftest var det med hvide ridebukser og sort jakke. Billeder med en lykkelig ekvipage, der havde taget endnu en førstepræmie. Men i morgen var det tid, hun skulle væk herfra og væk fra alt hvad der mindede hende om det, som nu gerne snart skulle blive glemt fortid. Hun sukkede dybt, iførte sig en hvid t-shirt og lagde sig under sin dyne, kiggede ud i det rum, som havde været hendes værelse lige så længe, som hun kunne huske. Mørket faldt på, efterhånden blev det sværere og svære, at skelne på farverne på de rosetter, som hang på væggen. Men det var lige meget, for hun havde ikke brug for at kigge på dem for, at kunne fortælle hvilken en der hang der. Eller jo, de som hun ikke rigtigt lagde betydning i, hang der bare. Derimod var der de specielle, som hun udmærket godt vidste hvor hang og hvordan de så ud. De røde farver blev sorte, pludselig kunne de hvide heller ikke ses. Taskerne stod pakkede, solen sov. Det var tidligt at gå i seng, det var hun såmænd godt klar over. Men på den anden side, holdte hun heller ikke til, at sidde op en hel aften. Hvad kunne hun foretage sig? Normalt ville hun have elsket at bruge sådan en skøn aften ude i stalden, men her til aften orkede hun slet ikke at gå derud. Desuden, hvad var der, at gå ud til? Stalden var tom, hun ejede stadigvæk to heste, men de stod hos andre ryttere. Andre piger, som hun håbede ville sætte lige så meget pris på de heste, som hun selv havde gjort. Hun lå søvnløs, time efter time. Undrede sig, hun troede ellers at hun blot ville falde i søvn, som hun jo normalt gjorde. Solen havde sovet i flere timer, hun havde ventet lige så længe, da hun atter stod op. Hun skulle åbenbart være oppe denne nat, det var ellers ikke en del af hendes planer. Derimod havde Hannes planer været, at skulle sove, så hun var klar til, at rejse i morgen. For i morgen var dagen, den stort dag, eller hvad hun nu skulle kalde den. Selvom hun var lidt ligeglad, for det kunne ikke være så meget anderledes, selvom der skulle ske så mange ændringer i dette liv.

Ligesom Hanne kom ud i stuen, kunne hun høre, at hendes far kom hjem. Han så tilfreds ud, som kun en mand der har opnået endnu et mål, kan gøre det. ”Hej skat,” sagde han glad, men man kunne alligevel høre den lille snert af dårlig samvittighed i hans stemme. Det var trods alt hendes sidste dag, og alligevel havde hans eneste tanke været arbejde og arbejde. Hun havde ændret udseende, efterhånden var den slanke sportstrænede pige blevet et par kilo tungere, musklerne var forsvundet og det samme var hendes gamle lidenskab. Oftest kiggede hun på sine gamle billeder, ønskede sig tilbage til dengang hvor hun kunne og hvor hun følte kærligheden for sin sport. Altid havde den krlighed brændt i hendes bryst, som en stærk olympisk flamme, det stolt knejsede over stadion. Regnen kom, den slukkede flammen. Hun huskede tydeligt dagen.

<i> ”Hvis du skal sende din ansøgning til skolen i Malling, altså hvis du stadigvæk vil være berider, så er det altså sidste chance i dag!” Hanne kiggede på sin far, alt imod hende talte imod at skulle til den skole, selvom det var det eneste sted hvor hun kunne blive berider. Alt i hende var så blandet, hvad skulle hun vælge og hvad skulle hun gøre ved det? På den ene side så hun en lykkelig pige, med en hest i hånden og en lykkelig fremtid. På den anden side havde hun abre lyst til, at sælge hestene og aldrig mere sætte sig op på sådan et dyr! Hvad skulle hun vælge, når nu begge valg virkede forkerte? ”Far, jeg er ikke klar endnu...” Hun så trist ud og han forstod, følte sig som verdens største fjols, nej hun kunne ikke være kalr endnu, for så var der da for alvor noget galt. Men til hverdag kunne man bare ikke mærke på hende, hvad det var der var sket. Det var først i situationer som nu, hvor det gik op for ham, hvor meget skade hun ahvde taget. Hvor dum kunne han være? Atter engang skældte han sig selv ud, hvorfor havde han ikke set det komme dengang Fordi han var en dårlig far og ikke så meget andet end det. Hver gang han hvade været ude at rejse, havde han jo blot efterladt hende hjemme. Naturligvis, han kunne jo ikke være sammen hende når han var i udlandet. Det var jo ikke ferierejser han tog på, det var jo penge det handlede om. Han skulle tjene penge, havde ikke meget fritid og sådan var det. Men når han så kom hjem, havde han heller ikke været en god far. Han havde jo ikke givet hende den kærlighed og al den opmærksomhed som han havde ”glemt” at give hende. De opkald han aldrig havde fortaget. De sms´er der ikke var blevet skrevet. Han var derimod gået over til bestikkelse, blot for, at hun ikke skulle hade ham. Han ville jo så gerne havde, at hun havde det godt, og han ville gerne have stemmen i hovedet til at gå væk. ”Hun hader dig, du er en dårlig far. Og du tillader dig, at kalde dig for en forælder? Hvilken slags forælder er det nu lige du er? En god forælder er der til at kysse sit afkom om morgenen, når det vågner, og en god forælder er der om eftermiddagen til at høre, om afkommet har haft en god dag i skolen og den slags. Det er du ikke, du er der jo aldrig.” Den havde talt til ahm, på den allermest hånende måde, som den kunne komme i tanker om. Det virkede, for han fik så dårlig samvittighed, at han rent faktisk var tæt på, at gøre noget ved det. Gøre det, som stemmen ville have ham til at gøre, før det var for sent. Redde datterens kærlighed, eller i det mindste forsøge. Stakkels pige, moderen var skredet fra ham og datteren, da hun var ganske lille. Han kunne endnu høre hendes kaldende stemme runge i huset. Også selvom de havde solgt det gamle hus, han kunne ikke holde ud af færdes i de rum hvor alle minderne lå. Gode og dårlige minder, lå side om side med rodet og det rene vasketøj. Sofaen, som de havde brugt så mange timer på at vælge, alt mens de havde drevet møbelhandleren til vanvid. Og han huskede hvordan de havde elsket i den, da den var kommet hjem. De havde grint af møbelhandlerens irriterede udtryk, grint af dollartegnene i hans ansigt, da de havde valgt den allerdyreste. Og atter havde de grint, da det viste sig, at nyanskaffelsen var perfekt som elskovsrede. ”En dyr omgang,” havde han sagt og kysset hendes svedige pande. Hendes sorte hår var rodet, de havde gået til den. ”Ja.” havde hun sagt, smilt kærligt og næsten lignet en af de uskyldige kattekillinger, som han havde fået af sin mor som barn. Hun havde lagt hånden på hans lem og mærkede den rejse sig igen, smilt igen. Denne gang var det ikke en uskyldig kattekilling, denne gang var det hans elskede kæreste, der var klar på at indvie det nye møbel igen. Det var dén kvinde han savnede, det var den kvinde der gjorde, at de havde måttet flytte. Naturligvis ikke i noget mindre, for han tjente godt og det havde han alle dage gjort, derimod i noget større. Løse kærester og en enkelt eller to der blev præsenteret for datteren, sådan for alvor. Han tænkte på de gange, hvor han havde givet hende store ting. Det var så få gange, de ting var købt i kærlighed. Oftest var det, når stemmen var allerværst, for en stor gave, fik den som oftest til, at holde mund igen. Men lige for tiden, ville den slet ikke tie stille og give ham fred. Han havde ellers prøvet, i sidste uge havde han købt nyt stereoanlæg til hende og ugen før nyt rideudstyr. Men intet hjalp, stemmen holdte kun kæft, når han pressede sig selv så groft, at han ikke havde tid til, at tænke på det. Og så var han så træt om aftenen, at han end ikke bemærkede den. Om den var der eller ej? Hvis nogen havde spurgt, ville han ikke kunnet have svaret på netop det spørgsmål. Men hvorfor skulle nogen også spørge? </i>

De havde talt sammen om hvad der så skulle ske, Hanne ville væk fra alting og faderen havde givet hende ret.

Sidste aften i Danmark. Først nu kom han hjem, Hanne var kommet i tanker om, at hun jo skulle have pakket endnu nogle ting, så hun proppede nogle ting i en taske. ”Snart klar min pige?” spurgte han. Træt var han, det var tydeligt, men han forsøgte alligevel at være i godt humør. I dag havde stemmen været der igen, denne gang havde han ikke kunnet lukke den ude. Han havde ellers forsøgt, men hver eneste gang så han det tome hus for sig. Datteren der havde forladt det og han frygtede, at hun ville gøre det samme som sin mor. Forsvinde og blive helt væk. Resten af livet. Hun hadede ham så meget, at hun blot havde brugt dette som en undskyldning for, at komme væk fra ham. Han burde ringe til hende og sige, at nu havde hun fanme, at melde sig til den skole, som de havde aftalt. Men ville hun så stikke af? Her vidste han i det mindste hvor hun var, selvom det var langt væk hjemmefra...

Hun pakkede de sidste ting, forsvandt ind i en verden af drømme. Drømme om fremtiden, hun ønskede jo at være sammen med hestene resten af livet og hun kunne mærke, at hendes hjerte endnu slog for de store, smukke dyr. Rosetterne på væggen der bevidnede om de mange timer, som hun havde tilbragt. Med at træne og blive dygtigere og alle de dage, hun havde tilbragt ude på stævnepladserne. Så mange beviser rundt omkring, der fortalte hende om, at hun rent faktisk godt kunne. Men det var længe siden, alt for længe siden. For over et år siden, var det hele stoppet og hun havde ikke redet stævner siden. Hver eneste gang hun satte sig op på en af hestene for at træne, var alting lukket ned og hun havde mest lyst til, blot at skrige højt af frygt og frustration. I starten havde hun godt kunnet ride ture og sådan, men her på det sidste gik der flere dage imellem, at hun rent faktisk red.

”Så er det snart nu, hva skat?” forsøgte faderen med. DÅRLIG FAR, skreg stemmerne i hans hoved. Det var ikke længere kun en enkelt en der fortalte ham om, hvor dårlig og uansvarlig en far han var. Nej, nu var det et helt kor og det var ikke blod en kønsløs stemme, som det plejede at være. Børn der kaldte på deres forældre, deres ordentlige forældre, voksne og gamle, alle med bebrejdende stemmer. Hun smilede nervøst til ham, nu var der ingen blød mule til at trøste hende. Hestene var solgt og udlånt, hun kunne ikke bære at se på dem, men ønskede alligevel at eje dem. Hvorfor skulle det være så umuligt?

Hanne sov uroligt, endnu en nat. Mareridtene var efterhånden hendes faste følgesvend, som monsteret under sengen havde været det, dengang hun var en lille pige. Hun huskede dem godt, lige omkring den tid hvor moderen havde fundet en eller anden fyr og var stukket af til udlandet. Hun havde aldrig kontaktet hende siden.

<i> ”Du må ikke gå ind i det sorte rum,” hviskede stemmen. Hun havde besluttet sig for, at lytte til denne stemme, da den oftest havde ret. Lige i det øjeblik, da hun vendte ryggen til døren ind til det sorte rum, hørte hun en kendt lyd. Lyden af hendes første pony, den som hun havde været tvunget til at sælge, fordi det havde været synd, at beholde den, når hun nu ikke kunne ride den længere. Hun vendte sig om, hørte hesten vrinske igen. Denne gang kunne hun høre, hvor lyden kom fra. Hendes pony stod inde i det sorte rum! Hun løb frem, hev og sled i døren, alt mens stemmen skreg i hendes hoved. ”Nej, nej, nej, NEJ!!” Hun ignorerede stemmen, så godt som det var muligt for hende, at gøre. Døren var en tung, gammel trædør som sad alt for godt fat i de hængsler, som ellers skulle gøre det muligt, for folk, at åbne og lukke den. Hun måtte kæmpe med den, mærkede hvordan det rådne træ gav efter, spredte en stank af ingenting og af råddenskab og en frustration tog fat i hende. Intet kunne gå hurtigt nok, som om et eller andet forhindrede hende i, at gøre som hun ville. Døren knirkede på hængslerne. Det lød mere som skrig, en som knirk, men hun var kun optaget af, at komme ind i rummet, falde ponyen om halsen og fortælle den, at hun var ked af det. Hun var ked af, at hun havde gjort alt dette mod den! Inde i rummet, stod et skelet af en pony, hun ville løbe ud igen, men den tunge, rådne dør, lukkede sig bag hende, før hun nåede, at komme ud af den. ”Det er din skyld, det er din skyld. De skød mig!” skreg skelettet, Hanne skreg og løb. Ramte døren og faldt om... </i>

Efterhånden havde hun vænnet sig til dem. Mareridtene. De var hendes faste følgesvend, sådan var det. I starten havde hun ladet sig gå på af dem, dog egentligt ikke så meget, som hun ellers havde villet. For de var ikke blot startet fra den ene dag til den anden, men derimod kommet lidt efter lidt. I starten havde hun ikke undret sig så meget over dem, hun var nok blot inde i en periode hvor hendes drømme, viste sig som små, ubehagelige film. Men da de begyndte at tage til, havde hun spurgt sig selv hvorfor. Efterhånden som de gik fra, at være almindeligt ubehagelige og til at være rædselsfulde, var hun stoppet med at spørge sig selv. Det var kommet sammen det andet og hun havde lært, at leve med det! De var der bare og var lige så irriterende, som bumser og fedt de forkerte steder! Til at leve med, da det trods alt kan skjules og man kan dække det således, at ingen opdager det. Efterhånden, var hun da også blevet en mester i illusion, at dække sig bag en facade, faldt naturligt for hende. Det var bestemt ikke noget, som var kommet siden sidste år, nej det var noget, som hun efterhånden havde fået opøvet i løbet af flere år! Siden dengang, nej det var en af de mange tanker, som hun ikke orkede at tænke på. Lige for tiden var det som om, at fortiden insisterede på, at hun trampede rundt i den. Og alt for tit, gav hun efter for den og gjorde som den bad hende om. Alt for tit, det var gået op for hende for lang tid siden! Samtidig havde hun bare også opdaget, at hun slet ikke kunne styre. Sådan virkede det simpelthen til, at være med alt lige for tiden. Alting var på et niveau, hvor hun ikke længere kunne styre noget som helst! Frustrerende, men sandt!

Hun var endnu badet i sved, da hun lå og gjorde sig disse tanker. Ingen af dem var nye, de havde været der tit og efterhånden fået hende til, at sparke frustreret i dynen, mere end halvtreds gange. Endnu bankede hendes hjerte, i den samme vilde rytme, som det heavy metal, som hun havde hørt et enkelt nummer af før sengetid, havde gjort. Alt for hurtigt og alt for hårdt, atter en ting som var udenfor hendes kontrol.


Spar penge på din forsikring



  • Der er endnu ikke skrevet kommentarer

Kommentér på:
Bag din skygge (gyser)

Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside




Annonce