{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
969 visninger | Oprettet:

min historie. Hvad synes i? {{forumTopicSubject}}

Det ville betyde meget for mig hvis jeg kunne få lidt ris og ros til den (;

her er den:

Kap 1
 
Jeg sad og kiggede på min nye ridelærer, fra mit ynglings hjørne i stalden. Stalden var stor og der rendte mange børn rundt, så jeg kunne sidde og betragte hende uden nogen bemærkede det. Hun stod og forklarede nogle af de nye ryttere hvordan man gav sin pony trense på. Hun var underlig, jeg havde lige fået undervisning af hende på Herman og hun var helt anderledes. Hun var ikke som de andre ridelærere, med dem kunne vi stort set gøre hvad vi ville. Trave, galoppere, skridte ja man bestemte stort set selv, bare man kunne ride ordentligt og behandlede hesten pænt. Nu kom hun og troede hun kunne ændre alt. Hende og hende fimsede måde at undervise på. Nu måtte man pludselig finde sig i at skridte, selv om både pony og rytter hellere ville noget andet. Det var slut med at jorde på ride banen nu, havde hun sagt. Vi måtte heller ikke ride uden sadel, når vi ville, eller bestemme selv hvilken pony vi ville ride på. Jeg tror hun vidste hvordan jeg havde det, jeg havde i hvert fald forsøgt rigeligt med at gøre opmærksom på hvor utilfreds jeg var. Jeg var altid blevet regnet som en af de dygtigste ryttere på gården, alle så op til mig og ønskede de var mig. Alle var misundelige på det mig og Maja havde sammen, men nu var Maja blevet syg og jeg var sikker på at det var derfor at Maria ikke synes jeg kunne ride godt. Det var fordi Maja var den eneste hest jeg kunne ride ordentligt, det var jeg sikker på. Hun havde ikke bestilt andet end at rette på mig hele vejen igennem ridetimen. Først var det mine hæle, så var det mit hoved, så var det min opstilling, det var mig der gjorde noget forkert hele tiden. Jeg blev så vred på hende, men alligevel ville jeg ikke sige hende imod, for selv om at alt det hun bad mig om lød fuldstændig vanvittigt, kunne jeg mærke at min pony rent faktisk reagerede og at det hjalp at høre efter, men jeg var stædig, jeg var vandt til noget andet og jeg kunne godt lide det andet, hun skulle ikke komme her og tro hun kunne ændre min hverdag hos hestene.
Jeg gik ind i Majas boks og gik i gang med at strigle hende, jeg ville spørge om det var okay at jeg gik en tur med hende inden de lukkede gården af. Maria var den eneste af de voksne der stadig var tilbage, så meget mod min vilje var jeg jo nødt til at spørge hende. Hun sagde ganske vist at det var okay men hun ville gerne med. Jeg havde mest lyst til at sige, jeg ikke gad alligevel, men det kunne jeg jo ikke tillade mig.
Hele turen igennem bestilte hun ikke andet end at rette på mig. Maja var besværlig, hun blev ved med at gå og nappe efter mig og prøve at spise græs. Lige meget hvordan jeg prøvede at fortælle Maja, det var forkert, rettede Maria på mig og hver gang at hun så prøvede at tage fat i Maja gik hun lige så nydeligt ved siden af hende. Da vi kom tilbage til stalden kogte jeg af raseri. Jeg satte mig inde hos Maja og lod mine tårer få frit løb, ind til jeg mærkede en sætte sig ved siden af mig. Jeg tørrede hurtigt mine tårer væk og kiggede op. Det var Maria og hun havde lagt sin arm under min nakke “hvad er der dog i vejen?” spurte hun bekymret, men jeg trak mig hurtigt væk og løb ud af stalden så hurtigt jeg kunne.
Da jeg kom hjem om aftenen, tænkte jeg meget over hvad jeg havde gjort. Jeg var sikker på at det ikke var Marias mening at såre mig, hun var ny på jobbet og hun kunne jo ikke vide hvordan tingene skulle sættes sammen. Jeg havde overreageret og jeg havde vildt dårlig samvittighed, men jeg var jo blevet ked af det da Maja opførte sig pænt med hende. Maja og mig var jeg et team, ingen skulle komme imellem os. Jeg var bange for at Maja måske bedre kunne lide Maria end mig, men lige meget hvad var det jo ikke Marias skyld. Jeg skyldte hende en undskyldning og det besluttede jeg at give hende dagen efter.
Jeg stod pligtskyldigt klokken 8 og ventede på Maria næste morgen. Jeg havde egentlig besluttet at jeg ikke gad komme tidligt og hjælpe hende med stalden og dyrene, men jeg følte ligesom jeg var nødt til det. Da jeg så hendes bil komme kørende op ad indkørslen, blev jeg dog alligevel nervøs og havde lyst til at stikke af. Hvad nu hvis hun tog det forkert? Hvad nu hvis hun ikke ville tilgive mig? Jeg kendte hende jo næsten ikke. Alt imens jeg havde stået og tænkt disse tanker, havde Maria parkeret sin bil og var kommet over til mig. “Dig havde jeg ikke regnet med at se” Hendes stemme lød hård, men da jeg kiggede op kunne jeg se hun smilede. Jeg tog mod til mig, “du må undskylde det i går, jeg vil meget gerne lære hvordan jeg skal opdrage Maja”  Jeg fik et smil frem, men det kunne ikke blive helt ægte. Maria hoppede heller ikke helt på den, det kunne man se. Hun lignede bare en der selv synes hun havde mere at sige undskyld for, end jeg havde. “Det er mig der skal undskylde” sagde hun “Jeg burde have vidst i ikke var klar til at få hård undervisning endnu, men du er en sej pige Mille, det var flot at dig at troppe op på den måde og sige undskyld til en person, du næsten ikke kender”. Hun gjorde tegn til at jeg skulle følge med hende ind i stalden, jeg smilede og fulgte efter.
Da jeg kom ind i stalden, stod Denise der allerede og hun havde fodret hestene, Maria stod bare og gloede på hende som om hun ikke troede sine egne øjne “undskyld mig men hvad sker der her!?” udbrød hun og Denise kiggede uforstående på hende. “hvad mener du?” “Der er da ingen der har givet dig lov til at fodre hestene?” Maria virkede mere forvirret end vred nu “Men det plejer vi bare at gøre, mens vi venter på i kommer” sagde Denise usikkert. “Når okay, undskyld” Maria smilede til Denise “det var ikke min mening at skræmme dig”. Maria gik hen og satte sig på trappen op til høloftet “undskyld at jeg kommer så forkert ind på jer alle sammen, men det er mit job at få sat skik på jer på en god måde” sagde hun undskyldende “i må hjælpe mig i gang og sige hvad der er rigtigt og forkert, det er vigtigt i siger hvad i føler, så jeg ikke bliver for hård”. Mig og Denise satte os på hver sin side af hende. “lad os bare alle tre starte på en frisk” foreslog jeg. Maria smilede, “tak fordi i er så søde” Sagde hun og krammede os begge “skal vi så få ordnet den stald?”. Vi rejste os alle 3 samtidigt og gik i gang.
Da vi var færdige tog vi alle hestene ind. Maria skulle træne os og hestene fra jorden, så hestene kunne forstå at vi var deres leder, ligesom når de er i hesteflokken. Jeg var ikke helt sikker på om jeg var klar til at tilgive Maria, og jeg var slet ikke klar til at lytte efter hendes metoder, men jeg holdt min mund for jeg ville ikke skabe flere problemer. Jeg smed alle de dumme tanker om Maria ud af hovedet og gik ud på folden for at hente Maja. Hun vrinskede blidt da hun så mig og kom over for at visitere mig for godbidder, men da hun ikke kunne finde nogle stod hun bare og kiggede afventende på mig. Jeg satte grimeskaftet i grimen og tog hende ud. Jeg havde gået en meter eller to da jeg fandt ud af at hun ikke fulgte med, jeg hev prøvende i grimeskaftet, men hun stod bare stille. Jeg gik tilbage til hende og prøvede igen. Denne gang fulgte hun med, men man kunne se hun haltede. “Maria!?” jeg kaldte prøvende, men hun hørte mig ikke. Det gjorde Denise til gengæld og hun kaldte på Maria for mig. “ Vi skal lige ind med Herman og Mr. Bean, så kommer vi” råbte Maria tilbage til mig. Det føltes som om der var gået flere timer, da Maria endelig kom  tilbage, og efter hun havde gået lidt rundt med Maja, så hun meget dyster ud. “Det der, det er slet slet ikke godt!”, Maria så meget alvorlig ud, “jeg ringer til dyrlægen med det samme!”
 
Kapitel 2
 
“Farvel, Maja!” Min stemme var grådkvalt. Jeg lå ved siden af Maja op ad hendes mave. Jeg ville mærke de sidste åndedræt. Maria havde forgæves forsøgt at få mig til at gå, men jeg var stædig, jeg ville sige farvel! Jeg vidste vi havde valgt det rigtige, men hvordan kunne noget da overhovedet være rigtig!? Min pony døde inden for det næste minut og det eneste jeg kunne gøre var at se til! Intet kunne da være rigtigt så! Jeg opgav alle tankerne og lukkede mine øjne. Fra det øjeblik og til jeg vågnede hjemme hos Maria en klar morgen kan jeg overhovedet ikke huske. Jeg vågnede mens jeg lå i en kæmpe dobbelt seng med krid hvidt sengetøj, jeg vendte mig om og genkendte tydeligt Denises lyse hår som hun lå der og vendte ryggen til mig, jeg prikkede hende forsigtigt på skulderen. Hun gryntede ”hvor er vi?” Hviskede jeg. Denise åbnede øjne og vendte sig om imod mig ”Shh, Maria sover stadig!” Jeg satte mig op men Denise trak mig brat ned igen ”kan du slet ikke huske noget!?” Hendes hvisken blev hæs af ophidselse. ”Nej!?” jeg havde råbt for højt. Maria vendte sig om og kiggede på os begge to med i smil på læben. Hun rejste sig op og tog hurtigt sit tøj på. ” hvad pokker sker der!?” jeg næsten råbte af fortvivlelse, hvorfor hørte ingen dog efter? Maria gik hen og satte sig ved siden af mig. Hun havde tilsynesladende fattet at jeg intet kunne huske ” Du faldt i dyb trance da du sad ved Maja og da jeg prøvede at prikke til dig, gik du fuldstændig i panik og begyndte at skrige, så alle hestene blev urolige. Jeg ringede til dine forældre, men de mente at mit forslag om at tage dig med hjem var det bedste. Denise insisterede på at tage med”. Mens hun havde snakket havde jeg rejst mig op, men efter alle de sætninger måtte jeg lige sætte mig ned og synke en gang. Jeg havde kendt Maria i 3 dage og alligevel havde hun holdt nok af mig til at tage mig med hjem efter arbejde. ”Hvorfor gjorde du det?” spurte jeg efter at jeg havde tænkt lidt. Maria kiggede forvirret på mig ”det var jeg jo nødt til. Dine forældre anede ikke hvad de skulle stille op når du var så traumatiseret. Det genere dig ikke vel?”. Jeg sad lidt og overvejede mit svar. Egentlig var jeg ikke specielt vild med at sidde her i et fremmed hjem hos en person jeg dårligt kendte. Maria var flink nok, det var ikke det, men den dårlige start vi havde fået sammen lå stadig og gnavede. ”Nej, selvfølgelig ikke!” sagde jeg og syntes selv at det lød meget troværdigt. Maria smilede da også tilfreds ”Nå, jeg vil gå ud og lave noget morgenmad!” Hun rejste sig, gik ud af soveværelset og lukkede døren efter sig. Jeg kiggede og på Denise der sad og pillede ved stropperne i dynebe- trækket. Hun så meget forlegen ud. ”Jeg kan ikke lide det her” sagde hun, ”det virker helt forkert”. Jeg nikkede, selv om jeg var så beæret over det her synes jeg stadig ikke det var rart. Jeg svarede hende ikke for hun havde forstået mit nik. Maria kaldte på os og bad os om at komme ud i køkkenet og få morgenmad. Vi rejste os og gik ud af det lysende soeværelse og kom så ind i et rum som jeg vidste var stuen. Væggene var malet helt lyseblå og i loftet var der en kæmpe stor krystal lysekrone som spejlede alt det klare sollys fra vinduet og ned på gulvet hvor vi var kommet ind, så mine fødder blev helt varme. Midt i det hele stod et kæmpe stort mælkehvidt spisebord med otte stole omkring og midt på bordet stod der en tyk glasskål med frugter i. Alt i alt så stuen ud som i en normal storfamilie med en smule penge på lommen, men der var bare en ting der ikke passede. Hvorfor havde hun alle de fine ting og så mange stole og sofaer når hun boede alene? Jeg ville gerne have spurgt hende om det, men besluttede at vente til et mere passende tidspunkt. Jeg fulgte efter Denise ud gennem den kæmpe store dobbelt dør af glas, som var i den anden ende af stuen, og ind i køkkenet. Det var endnu mere overvældende end stuen og badeværelset tilsammen. Det lignede noget fra en Ikea reklame og det var lige så stort som en hel stue. Hele vejen rundt langs de tre af væggene var der køkkenborde og midt i det hele stod et kæmpe mæssigt komfur med en vask ved siden af. Det hele mindede om vores hjemkunstskabs lokale ovre på skolen, bortset fra at det her var helt enormt stort. Maria vendte sig væk fra spækbrættet hvor hun stod og smurte en stykke toastbrød og kiggede på mig med smilende øjne. ”Der er jo enormt, det her!” udbrød mig og Denise i munden på hinanden. Marias smil stivnede brat. ”Min mand var rig” svarede hun kort. Det lød ret hårdt og ingen af os havde lyst til at spørge mere ind til det. Hun bar alle tingene ind på bordet og vi satte os ned.
Jeg åndede lettet op da jeg igen sad på min egen seng i mit eget hus på mit eget værelse. Jeg sad og kiggede ud af mit vindue på den hvide skråvæg. Jeg åbenede det og kiggede ned på legepladsen som lå skråt til højre for mit hus. Der rendte nogle få små børn rundt der nede. Det så ud som om de legede ”jorden er giftig”. Jeg skiftede hurtigt til ridetøj og kiggede på datoen. Jeg havde helt mistet tidsfornemmelsen. Det eneste jeg vidte var at det heldigvis stadig var sommer ferie og jeg ikke skulle tænke på hverken skole eller lektier. Det var lørdag. Lørdag? Hvad var det nu lige der var ved lørdag? Cornetta! Når ja, jeg skulle jo have Cornetta i dag. Cornetta var min nye part. Jeg havde fundet hende i en annonce på internettet hvor ejeren havde søgt efter en til at hjælpe med at passe sin hest. Jeg havde prøvet hende og både mig og ejeren var godt tilfredse. Jeg skyndte mig ned ad trappen, med fornyet energi. Det skulle blive dejligt at ride igen uden nogen til at holde øje med mig eller rette på mig. Jeg kunne jo bestemme alt selv. Jeg hentede min cykel i skuret og strøg ud af døren. Jeg trampede hårdt på pendalerne i din stive modvind. Da jeg endelig kom derned var mine ben helt ødelagte. Jeg havde stadig ikke vænnet mig til at cykle 5 kilometer 4 gange om ugen frem og tilbage endnu, men jeg var ligeglad. Cornetta var bare den bedste hest i verden og jeg følte mig så heldig over at have part på hende! Jeg nåede lige at træde ind i stalden da min fod stivnede. Maja! Maja! Hvordan skulle jeg kunne være glad når hun var væk! Jeg sank sammen, på staldgulvet i en akavet stilling og begyndte at hulke det hele sortnede pludselig og jeg begyndte nærmest at synke helt ned i et sort hul. Cornetta, som stod i sin boks var ikke helt tilfreds med at kun kunne høre mig men ikke se mig. Hun kunne tilsyneladende ikke forstå hvorfor jeg var så lang tid om at komme ind til hende. Jeg rejste mig halvhjertet op da jeg hørte hendes vrinsk. Cornetta måtte hjælpe mig gennem det her. Jeg var nødt til at huske på at jeg stadig havde hende.


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  min historie. Hvad synes i?
Kommentér på:
min historie. Hvad synes i?

Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside




Annonce