Klippemanden og Havkvinden - Fantasy {{forumTopicSubject}}

Jeg har et lille udkast til en historie af mytologisk-fantasy genren, som jeg skrev en aften, da jeg ikke kunne sove. Inspirationen til historien kommer af dette billede, men alt andet er fri fantasi som bare blev skrevet ''ned på papir'' og så lidt mine egne fantasier (jeg er selv meget tiltrukket af havet og det mytologiske, overnaturlige og paranormale, såsom havfruer, magi, drager osv.). Plejer ikke at lægge sådanne udkast ud, men syntes lige jeg ville prøve og så se hvad der sker

Ps.
Kapitlet foregår midt i historiens handling. Har desværre ik skrevet andet end det, ind til videre. Grunden til jeg lagde det ud var af rne og skær lyst og nysgerrighed efter hvad I syntes

- Håber I vil nyde den...

- Klippemanden og Havkvinden
''… Da tog Marina Petros med sig ned på havets bund hvor de levede sammen i syv dage. På den ottende dag sagde Petros til Marina ’’Marina, jeg vil kun leve med dig. Men det salte hav og den oprørte strøm sliber mine kanter og for hver dag der går forsvinder der lidt mere af mig. Jeg bliver nød til at vende tilbage til kysten med den friske luft og den tørre sol.’’ Marina nikkede alvorsfuldt og svarede ham derpå ’’Petros, jeg kan ikke leve uden dig, så derfor tager jeg med dig og lever sammen med dig på de ensomme vidder under den klarer himmel. Havet vil altid været mit hjem, men du vil altid været i mit hjerte, og tiden uden dig volder mig sorg, så derfor vil jeg følge dig fra alt jeg har kært!’’ Og med de ord tog Petros hende med sig op på stranden hvor de slog sig ned på det golde klipperev. Syv dage gik under den bagende sol, men på den ottende dag sagde Marina til Petros ’’Min kære Petros, i syv dage har jeg boet sammen med dig på de golde klipper, men den tørre luft og den varme sol får min krop til at tørre ud. Mit ansigt fordamper og mit hår bliver til tang. Jeg længes tilbage til mit hjem i havet hvor min krop trives i det salte vand.’’ Petros tryglede hende om at blive hos ham på klipperevet, men da han så hendes tårer fordampe på hendes tørre kinder, bed han protesterne i sig og lod hende gå. I tyve lange år var de adskilte. Indtil en dag, Petros sad på klippen og nød den varme sol, da et flok delfiner drev forbi. Han nød deres tilstedeværelse, som ellers altid bestod af måger, krabber og søstjerner, men da hørte han en af delfinerne fortælle sin mage om et nærtforstående bryllup nede på havets bund, mellem havkvinden Marina og hajherren, Lucifer, som Petros vidste var kendt som en ondsindet grum herre. Petros havde ikke set Marina i tyve år, men hans kærlighed til hende svulmede i hans bryst med unaturlig styrke da hendes navn strejfede hans hukommelse, og minder omkring hendes skønhed, hendes blide stemme, hendes omskiftelige personlighed og hendes betagende øjne vældede op i ham og overmandede ham. En dag lang sad han og grundede over hvad han skulle gøre. At Marina skulle giftes med et sådant væsen, forekom ham usandsynlig og smertende. Han kunne ikke, ville ikke give slip på hende, og efter sekunders gang lod han sig sænke ned i havets dyb. De salte bølger skrabede imod hans masive overflade og han mærkede hvordan overfladen på hans hud blev glat som fiskeskæl. Jo længere han kom, jo sværer blev det for ham at finde vej. Kun tanken om Marina drev ham frem, indtil han til sidst ikke kunne svømme mere. Han fandt et koralrev, hvor han lod sig blive ét med stenene og lod da tankerne vandre i en endeløs søvn. Han lod tankerne strejfe en hver bevidshed i miles omkreds til han mærkede en velkendt, og dog fremmed bevidshed. Han slog øjnene op og rev sig løs fra klippen. Han famlede sig frem med sine tanker og pludselig var hun der. Fast, men uformelig med de flotte mørke lokker bølgende om sit smukke krystalklarer ansigt. Hendes stemme var ligesom han huskede den; mild og melodisk som en blid vuggevise en mor ville synge for sit førstefødte spædbarn. Øjnene var viljefaste og stolte, men der var nu alligevel en melankolsk tone over den ellers så smukke havblå iris, og det fik det til at vende sig ubehageligt i ham. ’’Petros? Er det dig?’’ spurgte hun med sin milde røst. ’’Ja, kære Marina. Det er mig’’. Han smilede til hende og bevægede sig hen imod hende, men hun afværgede ham med en håndsbevægelse. ’’Hvorfor er du kommet, Petros?’’ Hendes spørgsmål kom bag på ham.''

Kh. Anna-Sophie (: