Forvirret, trist og ked af det. {{forumTopicSubject}}

Hej alle.

Jeg står i den situation, at jeg har verdens bedste kæreste, vi bor til leje i den mest perfekte lejlighed med have. Vi har to små fantastiske dejlige hunde, som vi begge elsker himmelhøjt. Vi har lige købt bil, er startet på gymnasiet og har begge fået job.

Som min overskrift siger, ja, så passer det slet ikke med det jeg lige har skrevet. Men det er desværre sådan jeg føler. Det har INTET med min kæreste at gøre, mine hunde, gymnasiet eller arbejdet. Vi går med aviser, og det foregår sammen, så det er ikke noget vildt. Men jeg tager mig selv i, at være trist hele tiden, og gå og have denne her uro i maven konstant. Bliver jeg pludselig glad, bliver den erstattet med ked af det. Jeg kan føle mig skide glad, men samme tid have den her tristhed der vokser i maven på mig, i stedet for. Som om min krop ikke kan skelne mellem det, at være "trist" og "glad".

Jeg er begyndt at få panik angst. Den sidste skete på motorvejen hvor jeg kørte alene i bil. Jeg husker ikke jeg havde nogle trælse tanker eller noget, jeg glædede mig egentlig bare til at komme tilbage til campingpladsen, hvor jeg vidste min kæreste og hans venner sad og hyggede sig, efter at have spillet hardball en hel dag. Men lige pludselig blev min krop urolig. Jeg fik vejrtrækningsproblemer, pressen i brystet, mine ben snurrede, jeg blev bange for hvad? ingenting og min puls var meget høj. Jeg måtte derfor bremse hårdt op (da jeg jo gik i panik), kørte ind i nødsporet, satte katastrofeblink på, kravlede over i den anden side og steg ud af bilen og satte mig i vejkanten med hovedet i mellem benene og prøvede at trække vejret dybt. Jeg prøvede at få fat på min kæreste, og det lykkes så til sidst. Der havde jeg fået det lidt bedre, og satte mig derfor ind i bilen (der var kun 5 min hjem), og kørte. Jeg satte fuld kulde på, skruede højt op for radioen, så jeg ikke tænkte på andet end musikken. Dette hjalp, ind til jeg ville prøve at slukke den, og da jeg gjorde det, var det ved at ske igen, men der var jeg heldigvis ved indkørselen til campingpladsen.

- Lige siden har jeg hver gang jeg har sat mig ud i bilen (hvor min kæreste køre, da jeg ikke tør køre alene endnu igen), fået høj puls og været lige på kanten til anfald igen, men har med det samme sat hovedet imellem benene og taget dybe indåndinger. Det har hjulpet hver gang, men tør stadig IKKE køre alene..


Jeg aner simpelthen ikke hvad der er i vejen med mig.. Og i dag inden min farmor og farfar skulle komme, var jeg skide glad, men lige i det jeg får det der "glædes sus" i maven, blev det erstattet med en tristhed i stedet for, selvom jeg var glad. Som om min krop slet ikke kunne kende forskel..

Ja, jeg ved egentlig ikke helt hvad jeg vil med det her. Blot høre om nogen måske har et svar. Jeg søger slf læge på mandag, hvilket jeg har ville gøre lige siden jeg fik det anfald på motorvejen, har bare ikke kunnet tage mig sammen