Når man ikke længere gider.. {{forumTopicSubject}}

Hej alle.
Har lidt svært ved at skrive det her, men har brug for at komme ud med det.
Vil derfor frabede trælse kommentarer:)

I ca. 2-3 måneder har jeg haft meget svært ved at være 'glad' og har ikke haft lyst til at gå i skole.
Jeg "opdagede" det egenligt først en dag da vi havde idræt.
Nogle dage før havde jeg været meget træt, og var som jeg husker det gået i seng klokken 19 dagen før.
Men vi havde som sagt idræt, og vi spillede basketball, hvor vi var delt ind i 6 hold på 3 baner.
Det startede med at en af de yngre kom til at tage fat i min arm, og jeg flipper fuldstændig ud og skråler at det forhelved ikke er en kontaktsport og om han ikke kan fatte noget som helst.
Han var ret ligeglad, så vi spillede videre. Men 2 minutter efter spænder en af mine modstandere ben for mig, så jeg ryger lige op i luften og lander lige på siden. Normalt ville jeg have rejst mig igen, men blev liggende og hyldede, for det var nogle tårer som havde presset på hele dagen.

Så vil jeg tro at det var dagen efter (eller 3 dage efter) hvor vi igen skulle have idræt.
Vi har nogle 30-minutters staffetter, hvor vi skulle lave nogle forskellige ting. Vores hold skulle løbe hen til 6 hulahop-ringe, og dreje rundt, med en basketball i hånden. Jeg er langsom, fordi jeg meget nemt for kvalme, men det ved mine holdkammerater ikke, så de råber mit navn om og om igen.
Da jeg endeligt kom i mål måtte jeg igen sætte mig ned og holde tudepause. Faktisk kunne jeg ikke tage mig sammen 3 gange i den time fordi der var så mange ting, hvor jeg ikke troede på mig selv, og syntes det var umuligt.

Indtil idag, har der været lidt småting, hvor jeg sagde det til min mor. Først tog hun det alvorligt, men hvis jeg siger det til hende, siger hun at jeg skal tage mig sammen og passe min skole, og selfølgelig siger hun også det er noget pjat.

Har grædt mig selv i søvn en 4 gange, og idag tog jeg også lige turen, og bukkede under for 'skrigehalsen'.

Egenligt troede jeg det var stress/depression men det kan vel ikke passe at jeg kun er 13, og allerede har fået mit liv spoleret så meget, at jeg ikke kan passe en skide skole, og holde mig i ro, istedet for at stryge op i det røde felt hver evig eneste dag?

Derfor vil jeg gerne spørge jer til råds.

Hvad kan være skyld i al den har tuden og at jeg ligepludseligt kan stå og flippe ud over de mindste ting?

Det skal også lige siges, at jeg faktisk har været så langt ude, til at tænke at jeg ikke længere ønsker at være her længere.