Det sværeste valg (langt) {{forumTopicSubject}}

I dag kom dagen, som en hver heste ejer helst vil være foruden...
Men faktisk var dagen i går næsten værre, da en stor beslutning skulle tage, og skulle tages hurtigt..

For at starte fra starten af, så købte jeg mig i 2013 den helt fantastiske hest; Macho.. På det tidspunkt en yderst stresset nykastereret vallak som bare med det samme smeltede sig ind i hjertet på mig.
Starten på vores bekendtskab gik uden de store problemer, han skulle bare lære at slappe lidt af.
Efter et halvt års tid - efter han kom til Danmark - fik han kolik. Ikke så voldsomt, men en lille forstoppelse.
I sommeren 2014 fik jeg ham flyttet ud hvor jeg normalt altid har redet og glædede mig til virkelig at kunne komme i gang.
Han fik desværre kolik et par gange, den første gang så voldsomt, at vi var to om at skulle holde ham på benene indtil dyrlægen kom. Han kom af med lidt afføring, men hver gang han lige var færdig, så smed han sig med det samme.. Vi trak udenfor og pludselig kunne han begynde at trave og helt miste stedssansen og var tæt på at løbe ind i ting, hvorefter han så pludselig smed sig igen.. Efter denne oplevelse røg han væk fra græsfoldene i håb om det kunne give lidt ro i maven.

I foråret i år gik det helt galt med hans kolik. I marts-april måned havde ham kolik 14 gange. De 4 gange måtte vi kalde dyrlæge, de andre gange hjalp det efter en tur i longen hvor han fik pruttet en masse.
Det er noget der koster en del penge, da det som regel var om aftenen og ofte i weekenden. Og selvom dyrlægen ikke skulle meget andet end at mærke på tarmene og give ham tarmafslappende, så løb det alligevel op i næsten 3000 kr. hver gang.
Allerede der, begyndt tankerne omkring hvad fremtiden skulle byde at snurre.
Lidt løst blev det besluttet at hvis det kom igen, så måtte jeg af med ham.
Så gik vi lidt desperat til værks, og droppede alt korn og han kom nu til at leve af roepiller og hø. Han kom på jordfold/meget nedbidt, og var ikke ude så mange timer for at undgå han for det første skulle nippe for mange spirer og få sand i tarmene.
Hele sommeren gik det bare rigtig godt, han udviklede sig rigtig godt under rytter..

Så skete det desværre, at han mandag d. 28. sept. fik kolik igen.. Og denne gang ret slemt. Jeg skulle ride undervisning kl. 20, og tog derefter der ud 19:15.. Jeg var lige nede og kigge til ham, og han stod fredeligt og gumlede hø.. Jeg gik kort op i ridehallen for lige at se holdet før mig inden jeg skulle sadle op.
19:30 gik jeg ned i stalden igen, og der havde han allerede været nede at rulle sig.. Jeg havde fået noget metacam til at give ham, som kunne tage toppen, som måske kunne være nok til at løsne op..
Det gik han med det samme og så træk vi en halv times tid, som metacamen skulle have til at virke.
Der var desværre ingen ændringer og da han efter 45 min ikke ville blive stående på benene uden vi havde en pisk med, så ringede vi til dyrlægen og hun kom ud.. Hun kunne konstatere, at der var luft i blindtarmen og ikke noget galt ellers.. SÅ hun gav ham noget tarmafslappende og allerede efter 10 min. pruttede han og tissede helt vildt, og så åd han igen som om intet var hændt.

Det var lidt i slag i hovedet, at man efter så lang tid uden problemer pludselig skulle rende ind i de problemer igen..
Tankerne kom nu for alvor i gang om, hvad man nu skulle..

Det begyndte langsomt at gå op for mig, at det måske var bedre at få ham aflivet, men derfra til at acceptere at det er sådan er langt.
Det hele blev dog pludselig meget lettere, da han i lørdags kom ind med en seneskade på det ene forben.. Udsigten til at skulle holde en kolikhest i boksro så længe var ikke noget jeg ville byde ham, eller mine egne nerver.. Hvis vi skulle risikere han fik kolik igen - som sandsynligheden var ret stor for, og så ikke kunne komme ud at løbe med ham..

Grundet mit arbejde er der mange weekender hvor jeg ikke er hjemme og ikke har mulighed for at tage hjem, så skulle det overvejes hvornår det skulle være..
Fra i morgen onsdag skulle jeg til Odense på arbejde indtil søndag, og hvad jeg har erfaret, så ville det ikke være underligt at han ville få kolik mens jeg var dernede - uden mulighed for at komme hjem.

Så der skulle tænkes rigtig hurtigt, og hele søndag har været en frygtelig dag, hvor jeg har grædt og grædt.. I går, mandag, ringede jeg til dyrlægen og bestilte tid til aflivning.. Det var rigtig hårdt at være på arbejde, hvor jeg hele tiden var tæt på bare at bryde grædende sammen.. Heldigvis har jeg nogle fantastiske kollegaer der spurgte om jeg ikke bare skulle tage hjem og få lidt tid til at få sagt farvel..

I går eftermiddag var jeg ude og få den sidste gåtur i skoven, få børstet ham en sidste gang og få taget de sidste billeder.
Alt det praktiske fik jeg også ordnet, fik taget skoene af ham, fik lejet trailer og fik lidt styr på tankerne..
Det gik fint nok så længe jeg havde noget at tænke på og give mig til, men så snart jeg kom til at sidde stille og ikke have noget at gå i gang med, så brød jeg sammen, jeg ved ikke hvor mange gange...

Tankerne når mange gange at flyve igennem hovedet - er det nu det rigtige? Hvordan bliver det? Vil jeg kunne klare at se ham blive aflivet? det hele kørte rundt.

I morges tog jeg ud til ham for at have lidt tid til at få ham gjort klar til at komme i traileren.. Fik klippet totter af halen, og i det hele taget bare brugt lidt tid på at sige farvel.. Hans part igennem det seneste år var også med derude, samt den staldpige der har hjulpet de mange gange han har været syg..
Da klokken blev 8:15 begyndte vi at læsse ham og kørte afsted mod hestehospitalet i Aalestrup. Det er den længste tur nogensinde - selvom der kun er 15 min. derop.. Tankerne fløj rundt og tårerne trillede af og til..
Da vi kom derop fik vi taget dækken og bandager af ham, og han blev gjort klar til at skulle aflives. Da vi blev spurgt om vi ville blive her, eller om vi ville køre inden skal jeg indrømme jeg ikke helt vidste om jeg havde lyst til at se det, men jeg sagde ja, og han fik noget beroligende..
Han blev ret hurtigt træt mens vi gik ned mod pladsen hvor han skulle aflives.. Den korte tur føltes som en evighed og mange gange havde jeg lyst til bare at vende rundt og afbryde det hele..
Da vi kom derned fik vi lige tid til at sige et sidste farvel.. Det er noget af det værste jeg nogensinde har skulle gøre..Heldigvis fik vi den tid vi havde brug for, og vidste også godt det heller ikke skulle trækkes mere ud.. Han gav ham de to sprøjter og der gik ikke ret længe før han faldt om.. Det var lidt barsk at se, men det gik hurtigt og vi sad ved ham da han åndede ud kl. 9:05..
Det sidste billede jeg altid vil have af ham, er et meget fredfyldt udtryk og to øre der vendte fremad.. Køreturen hjem med den tomme trailer var frygtelig og sidder stadig og tuder over at skrive dette.. Men samtidig er der også sneget sig en hvis ro ind i kroppen.. Det at vide jeg ikke skal være bange for at tage på arbejde, gå og vente på de ringer og siger han er syg..

Jeg er sikker på det var den rigtige beslutning, men det er virkelig en uretfærdig beslutning at skulle tages..

Han er uden tvivl den hest der har påvirket mig mest - har aldrig oplevet en hest med så stor en personlighed der kunne charme sig ind hos alt og alle..

Men han har det godt nu, han kan komme op og spise alt det græs der har gjort ham syg det seneste år..

Billedet er fra vores dag i går