"Venner" er et stort ord. {{forumTopicSubject}}

Et større ord end jeg troede. Nogle gange tror man, at man er ven med nogen, og at man er nogens ven, uden at man i virkeligheden er det. Man tror, man kender sine (tror man) venner godt, og at de et eller andet sted elsker en, men finder ud af, at de i virkeligheden finder det yderst underholdende og nødvendigt at bruge en hel nat på at bagtale én, gøre det klart for hinanden, at de hader én og at man er spækket med dobbelt så meget ondskab som Djævelen selv.
Ord som "ludertøs" og "røvrender", og det faktum at man prøver at spille moden og i virkeligheden er det dem (der bruger en hel nat på at bagtale én) der er modne, bliver tastaturet overbelastet med, når to "veninder" taler om deres "veninde".

Skønt siger jeg bare. Venner er DEJLIGE.

Dermed mener jeg naturligvis ikke, at sådan er folk generelt. Det er bare på det punkt, jeg finder ud af at skelne venner fra ikke-venner. Jeg elsker jer, rigtige venner, og jer, jeg ikke kender kan jeg naturligvis ikke have noget imod. Men jer, der - sikkert med en grund til det - har såret mig på den måde? Rend mig.

Jeg vil gerne undskylde for min "eksplosion", men det er altså rart at få ud - jo mere afklaret jeg bliver med det, jo bedre.
Skriv endelig om jeres erfaringer med "venner", jeg føler mig så alene i verden om det.