skal i sidde og kede jer i aften? {{forumTopicSubject}}

Så er her et lille kapitel i en bog jeg er ved at skrive. Ved godt at der er mange korrekturfejl, men det er også kun første udkast.
Kritik er velkommen hvis den er fair.

Kapitel 1

Den var lige foran hende i lysningen. Dens brune skæl glinsede i solens stråler. Hun havde overrasket den mens den lå og sov, men nu var den lysvågen og betragtede Cassie med sine grønne drageøjne. Cassie lod blikket glide hen over sin modstander. Det var en smuk ung hun, af takhale racen, og den var drægtig. De sorte pigge på dens ryg og hale, fortalte hende at den var omkring tres år gammel.
Dragen så mistænksomt på Cassie, mens den svingede dovent med sin dødbringende hale, og udstødte et vredt brøl. Carrie kunne ikke lade være med at smile. På grund af dens tunge tilstand, ville denne ikke være svær at dræbe.
I det sekund, hun trak sit tunge tveæggede sværd af den sorte læderskede, angreb dragen. Den pigbesatte hale fløj gennem luften, få centimeter fra Cassandras ansigt, og hun forstod nu, at hun havde undervurderet sin modstander på det groveste. Noget der ikke skete ofte, og med god grund. Dette var en farlig situation.
Cassie overvejede sit næste træk. Det værste hun kunne gøre var at stå stille, så hun begyndte langsomt, sidelæns at kredse om den mellemstore drage. Dragens øjne slap hende ikke af syne. De grønne øjne og hendes blå, brændte sig ind I hinanden. Cassie kunne mærke koncentrationens tårer presse på, men hun gjorde alt for at holde dem tilbage. Hun måtte for alt i verden ikke miste synssansen nu, end ikke for et sekund. Dragen vendte sig om og angreb igen, men denne gang var hun forberedt, og hun kastede sig til siden. Denne her var godt nok hurtig, tænkte hun i farten, men Cassandra vidste, at hun var endnu hurtigere. Hun havde dræbt større drager end denne, og hun havde lært af den bedste.
For at dræbe en drage var man nødt til at ramme den i struben, eller i hjertet, de eneste to bløde steder på en dragekrop, og Cassie havde fået masser af træning. Dragen rejste sig på alle fire, og strakte hals for at snappe efter sin modstander. Cassandra så sin chance, og smed sig på jorden. Hun rullede ind under sin modstander, og stødte sværdet opad og ind i dragens mave, så kaskader af sort blod væltede ud over det hele. En sød stank bredte sig i lysningen, og Carrie rynkede på næsen. Hvorfor skulle de altid lugte sådan når de var døende? Dragen skreg højt, og en fugleflok lettede fra de nærmeste træer, kaniner og egern gemte sig i deres huler. Dragen forsøgte at lette på sine små vinger, men sværdet sad stadig fast i dyret og Cassie ville ikke miste det, så hun holdt godt fast. Dragen kæmpede med vægten fra den ufødte unge, og den nye påtvungede byrde. Det lykkedes den dog, at flyve et par meter op i luften. Cassie mærkede grunden forsvinde under sig, og hun bandede højlydt. Hun forsøgte at rokke med sværdet, som endelig løsnede sig, og hun faldt til jorden med et højt bump, og smæld fra grene der knækkede. Dragen væltede et par høje træer, inden den fik helt styr over sine vinger, og forsvandt over trætoppene.
Cassandra bandede endnu højere end før. Hun vidste at hun var nødt til at følge efter den, og slå den ihjel, inden den gjorde skade på noget eller nogen. Hun forbandede sit fejltrin, og håbede at der ikke gik lang tid, inden hun fandt dragen igen. Hun fløjtede skingert, og få sekunder senere hørte hun hove i skovbunden. En smuk sort hoppe dukkede op i lysningen. Hun smilede til sin trofaste ven, som vrinskede ved det glædelige gensyn.
Hesten mærkede stanken af drageblod, og trippede nervøst rundt. Cassie Kiggede ned af sig selv, først nu opdagede hun, at hendes tøj var plettet af snavs og blod og fuldstændigt ødelagt. Hun fik beroliget hoppen, der gav hende et puf med mulen.
”Så, så tykke, ikke tid til leg nu. Vi skal have fanget den djævel.” Hesten prustede fornærmet af hendes spøgefulde bemærkning, men satte alligevel i galop efter deres bytte. Det varede ikke længe inde de kunne ane dragen på himmelen. Cassie sporede hesten endnu mere for at vinde ind på den, og snart var de lige under den. Cassandra kunne se at den tabte fart. Den var afkræftet af blodtabet, og dens tykke mave tyngede den ned. Hun greb sin bue der var spændt fast på sadlen, og spændte strengen. Hun måtte få dyret ned snart, inden de nåede ud af skoven, så den ikke landede på en eller anden bondes mark.
Hun sigtede og affyrede pilen, der til hendes tilfredshed, ramte lige i struben på dyret. Dragen baskede med vingerne, men endelig faldt den så hårdt til jorden, at det rystede under hovene på hesten.
Cassie steg af og klappede hoppen, der forsvandt imellem træerne igen. Den hadede at være i nærheden af dragerne. Hun sparkede til det døde dyr, mens hun rynkede foragteligt på næsen. Hvor hun dog foragtede disse væsner. De var onde og grådige, og de hærgede landet som var de en dødelig sygdom. Cassandra fandt sin store kniv frem og skar den midterste klo, på dragens ene fod af. Dette var tradition for dem som levede af at dræbe drager her i landet. Mændene fæstnede klørene til kanten af deres ridderskjold, så alle kunne se hvilke bedrifter de havde udført. Jo større kloen var, jo ældre var det dræbte dyr, og farven fortalte hvilken race det stammede fra. Der var to problemer for Cassie, vedrørende dette. Hun var ikke af ædel byrd, og kunne således ikke blive ridder og få sit skjold, og hun var kvinde, hvilket gjorde, at hun ikke kunne blive anerkendt som en rigtig Dragedræber. Cassie gemte kloen under koften, senere ville hun ligge den i sadeltasken sammen med de andre. Hun havde ikke noget skjold hun kunne fæstne den ved, men derfor var der jo ingen der sagde, at hun ikke kunne gemme sine trofæer.

Hun slog sig ned ved siden af dyret, og rakte ned i sin madpose efter et stykke brød. Hun begyndte at tænke på tiden før dragerne. Hendes tanker rakte år tilbage. Tilbage til dengang hun stadig boede oppe nordpå, med sin mor og stedfar. Hun huskede tydeligt den dag hun var rejst. Det var en kold januar morgen, for syv år siden. Aftenen før, havde hun haft et af de utallige skænderier, med Tad, hendes stedfar.
Han kom som altid fuld hjem, og vækkede hele gården midt om natten. Han var vred, og påstod at en af gæsterne fra kroen havde snydt i kortspil. Som altid var det hendes mor det gik udover. Han skreg af hende, og sparkede hende hen over gulvet. Cassie som så tit kun havde set til, fik nok. Hun blev rasende, og ville ikke finde sig i det mere. Hun samlede alle sine kræfter, og smed en stol efter ham, hvilket fik ham til at vende sin vrede imod hende i stedet for. Han havde aldrig slået hende så hårdt og så længe før, og da hun gik i seng den aften, havde hun allerede begyndende blå mærker over det meste af kroppen.
Hun havde fået nok, denne gang. Når hun spurgte sin mor hvorfor hun ikke smed Tad ud, svarede hun, at de var nødt til at have en mand i huset, ellers kunne de ikke klare sig. Cassie synes at det var en dårlig undskyldning, og i løbet af natten kom hun frem til, at hvis ikke hendes mor ville smide Tad ud, så måtte hun selv gå. De kunne ikke blive under samme tag længere, ellers ville de sikkert slå hinanden ihjel en dag.
Hun stod op før solens første stråler ramte dalen, og pakkede nogen få ting. En vams til de kolde dage, et par tykke skindbukser, og lidt mad. Derefter forlod hun huset i stilhed.

Første gang hun så Damon, var hun imponeret. Hun havde boet på gaden i en lille fiskerby, femogtyve kilometer syd fra gården, som hendes familie boede på. Det var tre måneder siden hun havde forladt dem, og hun havde boet her siden. Det var hårdere end hun havde regnet med, for hun måtte stjæle for at få mad, og de første dage var hun gået sulten til ro, men hun var klog, og hun lærte hurtigt, hvordan hun skulle stjæle uden at blive opdaget.
Det var søndag, og det ugentlige marked var overfyldt af mennesker. Lommetyvene var ude. Hun havde set ham på lang afstand, for han var ikke en mand, hvis tilstedeværelse kunne overses. Han var klædt i en kappe lavet af ulveskind, og rundt om halsen havde han en halskæde af dragetænder.
Cassie havde hørt om mænd som ham, men havde aldrig set dem. De rejste over hele landet, og blev betalt for at slå drager ihjel. Hun havde nu heller aldrig set en rigtig drage, men eftersom manden fandtes, måtte disse ældgamle skabninger også eksistere.
Hun havde fået fortalt, at hvis en landsby blev generet af en drage, som åd deres dyr, eller mennesker, kunne de sende bud efter en af disse dragedræbere, og han ville komme og klare deres problem for dem, for en beskeden sum, selvfølgelig.
Cassie besluttede at følge efter manden, for at se hvor han gik hen, og hun listede efter ham tværs over byen, og ind i en gyde hvor hun mistede sporet af ham. Hun drejede om et hjørne, og pludselig lagde et par stærke hænder sig, om hendes skuldre. De vendte hende om, og hun så op i dragedræberens ansigt. Han sendte hende et mistænksomt blik.
”Hvorfor følger du efter mig, tøs?” Cassie var stiv af skræk og svarede ikke. Manden rystede hende, og hun fik fremstammet.
”F- fordi jer var nysgerrig, gode Herre.” Han så gennemborende på hende, og så smilede han, med et tandsæt der var forbløffende hvidt. Nu var det ham der blev nysgerrig.
”Hvad laver en tøs som dig på gaden?”
”Hvorfor tror du at jeg bor på gaden?” Manden lo højt.
”Du er lige så gennemsigtig som et spøgelse, på en solskinsdag.” Cassie så undrende ned af sig selv, og forstod ikke hvad han mente. ”Nuvel, du ser ikke ud til at have fået et ordentligt måltid i flere dage, gør mig selskab på kroen, så giver jeg.” Hun var ikke sen til at takke ja, for hun følte det som om hun kunne spise en hest.
De fulgtes i tavshed hen til den nærmeste kro. Den var overfyldt, og mænd sad overalt og spiste, drak og spillede hasard. Manden fandt et bord, og klemte dem ned mellem en mand der lå og sov hen over bænken, og en anden mand der skændtes højlydt, med nogen der sad ved et andet bord. Han gik op til baren og talte med en fed krovært, der havde måne og krøllet overskæg. Han lagde et par mønter på disken, og så afventende på den anden. Kroværten studerede ham et øjeblik, hvorefter han råbte noget til nogen i baglokalet, og skænkede øl op i et stort krus med messing låg. Manden gik ned til Cassie, og klemte sig ned mellem hende, og den højrøstede mand. En kvinde kom til syne fra baglokalet, og gik ned til de to nye. Hun satte en kande med frisk mælk og et krus foran Cassie, og placerede derefter, brød, skinke, pølse og endda smør foran de to. Cassie havde sjældent fået smør. Det skete kun en gang imellem til jul, at de havde lavet det på gården, ellers drak de alt mælken, fra køerne og gederne på gården. Smør var en luksusvare for hende.
Hun stirrede på alle lækkerierne, og turde næsten ikke blinke af frygt for, at de ville forsvinde foran næsen på hende. Manden betragtede hende og slog en høj latter op.
”Så spis dog tøs, ellers gør jeg kål på det, inden du når at få noget.” Han skar brødet i skiver og smurte et tykt lag smør på en af dem, højtbelagde det med tykke skiver af pølse og fortærede det i to store mundfulde. Cassie var ikke sen til at følge efter og snart sad hun også og proppede i sig, så hun knapt nok kunne tale.
”Hør hvad hedder du for resten?” Manden så undrende ned på hende. Hun slugte den mundfuld hun var i krig med, og inden hun tog den næste svarede hun.
”Cassie, herre.” Han rystede på hovedet af hende.
”Lad være med at kalde mig det, jeg hedder Damon, hverken mere eller mindre. Okay?” Hun nikkede, da hun netop i det øjeblik, havde en større kamp med et særligt genstridigt stykke skinke. ”Hvordan er du så endt på gaden?”
”Jeg sagde, at jeg ikke bor på gaden.” Nu holdt han fast om armen, der var ved at føre brødet op til hendes mund.
”Ikke mere mad før du begynder at fortælle mig sandheden, unge dame.” Hun sukkede, og så ned i bordet af skam.
”Jeg stak af hjemmefra.” Han slap hendes arm, men nu var hun pludselig ikke sulten mere.
”Hvor Længe er det siden?”
”Tre måneder tror jeg. Jeg er holdt op med at tælle.” Han nikkede.
”Hvorfor du gjorde det kommer ikke mig ved, men tror du ikke der er nogen derhjemme der savner dig?” Hun rystede på hovedet.
”Nej, der er ingen.” Hun fortsatte sætningen, uden at sige den højt. Hvis hun havde holdt af mig, havde hun smidt ham ud, så jeg ikke var blevet nødt til at rejse.
Damon skiftede emne, og fortalte hende i stedet historier fra sit eget liv. Han var selv stukket af hjemmefra da han var ti år gammel, for at blive dragedræber. Den første havde han slået ihjel, kort tid efter hans elleveårs fødselsdag. Siden da havde han mistet tællingen, men han gik ud fra at han havde slået omkring trehundrede ihjel, i hans levetid. Han havde også glemt hvor gammel han var, for tal interesserede ham ikke.
”Men hvis du er dragedræber, hvor er så dit skjold?” Han smilte.
”Det hænger hjemme på mit fødested. Jeg arvede mit fædrene gods da mine forældre døde, og jeg rejste hjem for at slå mig ned der igen. De billigede ikke mit valg af karriere så derfor stak jeg af, og jeg vendte ikke hjem før efter deres død.”
”Sørgeligt. Savnede du dem aldrig?”
”Joh da, og jeg spekulerede tit på om mit valg var det rigtige, men det ved jeg nu at der var det, på trods af de ofringer jeg har gjort.”
Efter et par timer i Damons selskab, tøede Cassie op, og hun fortalte ham om hendes mor og Tad.
Damon sad og tænkte lidt, før han sagde noget.
”Jeg er klog nok til at vide, at spurgte jeg dig om ikke du skulle tage at finde hjem igen, ville du pure afslå, og sikkert blive vred. Men hvad jeg ellers skal stille op med dig, aner jeg ikke.”
”Du kunne jo tage mig med.” Han lo en høj, smittende latter, og Cassie måtte smile, selv om hun ikke rigtigt vidste hvorfor han lo.
”Det ville aldrig gå, unge dame. Den livsstil er ikke noget for piger.” Cassie måtte forsvare sig selv, og hun krydsede armene og så trodsigt op på ham.
”Og hvem er du, at bestemme det?” Han hævede det ene øjenbryn, og så vurderende ned på hende.
”Næ, det har du vel ret i, men det er ikke kun mig der siger det. Det gør alle andre også.”
”Det er nogen dumme regler, men jeg vil bevise over for hele landet, at jeg kan være dragedræber lige så vel som en mand.” Hun stak næsen i sky og noget i hendes blik fik Damon til at smile, men han nægtede stadig at tage hende med, og næste dag forlod han byen alene. Han havde haft ondt af det stakkels pigebarn, der tydeligvis ikke havde fået ordentlig føde i lang tid, så derfor havde han taget hende med på kroen, men konsekvensen af den handling fandt han først ud af senere.

Ved solnedgang slog Damon lejr i en lysning, midt i en stor bøgeskov. Han tøjrede hesten til et træ, og sadlede den af. Da han havde lavet et bål, varmede han en skålfuld suppe over ilden.
Han tænkte på pigen han havde givet mad dagen før. Hun var dog et stædigt æsel, tænkte han og kom til at smile. Fordi han selv havde boet på gaden, da han var i hendes alder, kunne han aldrig lade være med at give et gadebarn mad når han mødte et, og det sprængte jo heller ikke hans budget. Han hørte en gren knække i skovbunden.
”Du kan godt komme frem nu, jeg ved at du er der.” Han rørte rundt i suppen, som begyndte at dufte dejligt, af urter og kød. Han kaldte igen, men intet skete. Tredje gang havde han heldet med sig.
”Kom ud hvor jeg kan se dig, ellers får du ingen mad.” Cassie kom modvilligt ud fra sit skjulested, bag en stor gammel bøg. ”Dit stædige barn!” Udstødte han i en vred tone, men hun kunne se at han ikke var rigtigt sur på hende. ”Kom og sæt dig ved ilden, du må jo være kold om is.” Cassie gjorde som han bad hende om. Han havde ret, hun frøs ind til benene, for hun var kommet af sted uden ret meget andet end det tøj hun havde på kroppen. Skindbukserne havde hun stadig, men vamsen var blevet stjålet fra hende for længe siden. Damon fandt et ekstra tæppe frem til hende, og øste en portion varm suppe op. Han rakte hende den ”Hvordan kunne du egentlig holde trit med gamle Rapfod der?” Damon nikkede hen imod den mørkebrune hingst, der græssede et stykke væk. Cassie trak på skulderen og smilede, det var hendes lille hemmelighed. Sandheden var at hun havde været nødt til at løbe et stort stykke af vejen, og resten af tiden, kørte hun med en bonde, der havde været venlig nok til at give hende et lift på sin kærre.
Damon fortalte heller ikke Cassie at han faktisk havde redet hesten langsomt frem, for at hun skulle kunne følge med. Han var ikke nået ret langt uden for byen, da han bemærkede at hun var fulgt efter ham, og han besluttede hurtigt at det ikke ville være så slemt med en følgesvend et stykke af vejen. Cassie faldt i søvn ved ilden, og Damon holdt sig vågen hele natten.
Han tænkte på om han havde truffet den rigtige beslutning. Han kunne være reddet fra hende hvis han ville, men noget i ham havde fået ham til at holde hesten an så hun kunne følge efter ham. Han havde længe været ensom på sine lange rejser, og måske var det ganske enkelt selskabet han ønskede sig, men hvis han lærte Cassie op som dragedræber, ville de støde på mere end et problem.
Hun anede for det første sikkert ikke hvad hun gik ind til, men for en pige på ti lød det sikkert lige så eventyragtigt og fortryllende, som det havde gjort for ham selv dengang. Hun anede jo intet om faren, og at man kunne risikere liv og lemmer, hvis man var uforsigtig eller ikke var trænet tilstrækkeligt.
Der var også det problem at hun, da hun var kvinde ikke kunne blive slået til ridder eller blive anerkendt som rigtig dragedræber, fordi det stred imod århundredes traditioner, og ikke mindst folks overbevisning om, at kvinder burde blive hjemme på gården og passe børn og husholdning. Han ville måske endda selv få problemer fordi han oplærte en pige. Måske ville kongen fratage ham hans skjold eller det der var værre.
Der var dog noget specielt ved denne pige, som fik ham til at tro at hun måske kunne klare det.
Da det lysnede på himmelen var Damon nået til den erkendelse, at han allerede havde truffet sin beslutning, da han red ud af byporten med hende efter sig. Han var nødt til at tage hende med.