Fatter stadig ikke at han er væk. :'( {{forumTopicSubject}}

Det er den 1. december, at der er gået 2 måneder, siden min elskede pony, Aladar DeCoyit, døde.... uden varsel.

Jeg fatter det stadig ikke! - overhovedet....

Når jeg kommer ud i stalden, så kigger jeg ud igennem porten til foldene, og så giver det gang på gang en skuffelse, over at han ikke er der.

Jeg har fået en anden lille pony, Nonis Lopell, som skule være Rufus af Rønhøjs kammerat, for jeg kunne jo ikke lade min anden lille dejlige hingst alene, nu hvor han ikke kan gå med hopperne som før, hvor hans hormoner raser i hans krop. Og Nonis.... jo han er kær, og jeg pas og plejer ham da, og forkæler ham, men jeg holder ham på afstand. Er bange for at knytte mig igen, og få knust hjerte igen.

Føler ikke jeg kam komme over ham! - har accepteret han er borte, men mangler og savner ham forfærdeligt meget.

What to do?! - hvordan har i haft det, når i har mistet en højt elsket dyr, og hvad har i gjort.

Jeg kan f.eks. ikke lade være med at læse de sidste afsnit i hans profiltekst, hvor jeg skriver om mine værste dage i mit liv. Se billeder af ham, og ikke mindst at lugte og røre pandelokken som jeg klippede af ham.
Har så også klippet hans hale, så jeg kan få lavet et armbånd, og så har jeg en gammel veninde fra folkeskolen, som er KANON dygtig til at male, og vil "bestille" et maleri af ham, ved hende.