Har skrevet en historie.. {{forumTopicSubject}}

Vil blive rigtig glad, hvis nogle vil læse den, og give lidt respons.
Den er endnu ikke færdig!
På forhånd, tak!
_______________________________________________________

Det er mørkt. Alle gadelygter er slukket – eller også er der ingen, det er svært at se. Jeg kan kun lige og lige ane mine fødder, der knaser i gruset.
Jeg sætter farten op, for det er koldt. Jeg hader at arbejde, så sent. En gang i mellem, kigger jeg over skulderen, heldigvis er der aldrig noget.
Nu er jeg snart ved enden, af stien. Jeg øger farten yderligere. Igen, kigger jeg mig over skulderen, og der står han. Jeg kan ikke se anet, end hans silhuet og jeg kan mærke hans ånde. Han står ikke langt fra mig. Der går ikke lang tid, før han kaster mig ned mod jorden. Jeg slår mig, men jeg siger ikke noget. Jeg ved at han vil lede efter et lille tegn på frygt og smerte – det vil gøre ham stærkere.
Mit hoved, gør ondt. Alle mulige tanker, farer gennem mit hoved. Jeg ved godt hvad der skal ske, inderst inde ved jeg det godt. Men jeg vil ikke se det i øjnene. Ikke før bagefter.
Han truer mig, siger at jeg skal tie stille, ellers bliver det værst for mig selv. Jeg nikker. Gør ikke modstand, det vil gøre ham vred. Han tager hårdt fat om mine arme, som om han forventer, at jeg vil gøre modstand.
Stille og roligt, begynder han at kysse mig. Han tvinger mig til at kysse med. En tåre triller ned af min kind, men jeg ignorerer det. Jeg venter bare på at det er overstået.
Han bevæger sig ned ad, og åbner mine bukser. Nu begynder jeg, at kæmpe i mod. Jeg vil ikke. Jeg hvisker det.
”Lad være!” siger jeg, lidt højere. Han kan godt høre det, men han ignorerer mig.
Han tvinger mine ben, til at sprede sig. Jeg skælver over det hele.
Hans egne bukser driller ham, og det gør ham mere vred. Han bander, og slår mig. En lussing. Jeg græder, men lydløst.
Han får dem åbnet, og ligger sig oven på mig. Han stønner i mit øre.
Med et hug, er han oppe i mig. Det gør ondt og jeg har lyst til at skrige, men jeg gør det ikke.
”Det bliver værst for dig selv.” sagde han, så derfor skriger jeg ikke.
Han hugger hårdere og hårdere til, snart er han færdig. Jeg mærker noget varmt, komme ud, da han trækker sig ud. Han har lavet hul – jeg bløder.
Der kommer nogen. Jeg kan høre deres skridt, gruset knaser. Der går ikke lang tid, før han har fået bukser på, og er løbet sin vej.
Jeg ligger og græder lidt, og jeg hulker. Jeg håber på at skridtende kommer i min retning, at der er nogle der vil hjælpe mig. Jeg føler mig hjælpeløs, lammet. Jeg kan ikke rejse mig, jeg ligger bare, på den kolde jord.
Efter et par minutter, kommer en ung fyr. Midt i 20’erne, vil jeg gætte på. Han hører mig, og løber hen til mig. Spørger om jeg er okay, hvad der er sket.
Jeg er bange, rigtig bange. Tænk hvis han også vil gøre det, i mod mig?
Han hiver en mobil frem, og ringer til politiet, han kan jo godt regne ud hvad der er sket. Jeg ligger på jorden, forgrædt og forslået, med bukserne ved siden af mig. Han kigger på min hånd, og ser der er blod. Mens han snakker med politimanden, spørger han efter en ambulance.
Da han er færdig med at snakke, hiver han sin jakke af, og ligger den om mig. Jeg er kommet op og sidde. Han finder mine bukser, og hjælper mig dem på. Så kommer politiet, de spørger og spørger, både mig og fyren der fandt mig.
Jeg fortæller dem, at jeg ikke vil snakke om det, lige nu. Faktisk vil jeg bare hjem, men de siger at jeg lige skal undersøges, på sygehuset først.