Har du bare IKKE noget at lave ? xD {{forumTopicSubject}}

<b>Så læs min stil! Jeg skulle lave billedbeskrivelse og så skrive en historie som passer til dette billede (undskyld størrelsen, det fandtes ikke større på google xD):

http://yerka.org.ru/ind/ursus_the_victor.gif

... men jeg har altså cuttet billedbeskrivelsen ud her fra nettet, for den gider I sgu nok ikke at læse (med god grund) xD... her kommer den!</b>




Det var mørkt og stille. Braliham kiggede ud af vinduet. Han kunne ikke se noget, vinduet var fedtet og udenfor var solen stadig ikke stået op. Braliham stod op. Han kiggede hen på sin varme dyne, men fortrak ikke en mine. Han kig hen til det lille vandkar med det kolde vand. Han kiggede ned i vandet, så sit spejlbillede. Dér stod han. Lys i huden, men sort hår, meget markerede kindben og de mange rynker, som hver og en vidnede om de 59 vintre der var gået siden han blev født. Han holdt nøje regnskab. Ikke for at vide hvor gammel han var – det var han faktisk ligeglad med – men fordi, det var det man gjorde, og det skulle ikke bare sådan laves om. Han trak sine gamle bukser på, hentede den varme vinterjakke frem, og trak en strikket hue ned over hovedet. Han skulle hen og vække børnene – som han plejede.
Braliham gik ud i den lille stue. Den var dyster, men med det nødvendige: på gulvet stod et stort spisebord med tre stole omkring, og den smalle trappe ned til spisekammeret stak toppen op af gulvet i det modsatte hjørne. Han kiggede ikke engang rundt, men gik målrettet hen mod den lille, afskallede dør ind til Truligo og Femuilas værelse. Braliham tænkte flygtigt på dem, men reagerede ikke. Han gjorde bare som han plejede: gik ind i deres værelse, åbnede det mindst ligeså fedtede vindue, så de første af solens stråler tittede ind, gik hen til sengen og rystede blidt i dem begge. Da der endelig kom en reaktion fra en af dem, hviskede han ,,Femuila, du skal stå op. Væk Truligo, jeg laver morgenmad.” Alt var præcis som det plejede.

Da morgenmaden var overstået, og Truligo sat til at tage af bordet, gik Braliham ud i laden. Han kiggede hen på sin pfaliogur, et smukt eksemplar, som han var glad for. En pfaliogur var den arbejdsmaskine, som var mest almindelig i Nelomania. En maskine, man samarbejdede med, og som havde en smule intelligens – men ikke så meget, for de skulle jo kun kunne det, de var beregnet til: arbejde i marken. Han løftede benet lige præcis der hvor slangen – et typisk eksemplar af en magnefur – lå. Han ville aldrig glemme dengang han havde faldet over den. Det var … tja, han tænkte over det. Han vidste ikke hvordan han skulle beskrive det. Ikke sjovt, blev hans beslutning. Det havde været alt for … anderledes. Han plejede jo ikke at falde over magnefuren. Han lod være med at tænke på det. Han var jo også ligeglad. Han ville over til arbejdet. Det skulle overstås. Så de kunne få noget mad på bordet. Han så sine børn gå til deres gøremål. Femuila stod allerede ovre ved dragen Maligur, i gang med at fodre og passe ham. Men hun var jo også altid tidligt i gang. Der gik lidt længere tid før Truligo kom luntende ud af huset – men sådan plejede det jo også at være. Han gik også lige direkte over til skoven. Ingen sløseri. Det var gode børn Braliham havde.

Da Braliham satte sig ind i sin pfaliogur mærkede han allerede tanker bevæge sig over i ham. Han tænkte ikke på noget – eller jo, det gjorde han faktisk, han tænkte at de måtte op på marken på taget. Og det skete. Han blev ikke overrasket, han tog det for givet. Sådan plejede det jo også at være.

Da Braliham var færdig med sit arbejde gik han i gang med at tørre pfaliguren af. Det var dér, der skete noget mærkeligt. For første gik i rigtig lang tid. Han … havde det ikke godt, når der skete noget mærkeligt. Pludselig så han nemlig en dør. Bare i et kort øjeblik. Den blinkede, og forsvandt. Han … undrede sig. Sjovt, han havde aldrig undret sig før! I det øjeblik strøg en hel masse nye tanker som i en hvirvelvind rundt omkring ham. Han slog dem fra sig. Han var ligeglad. Hans øjne, som et kort øjeblik havde lyst op, blev ligeglade igen. Han rystede på hovedet. Han var færdig med dagens arbejde. Femuila havde lavet mad.

Braliham stod op, kiggede hen på det fedtede vindue. Alt var som det plejede. Han gik igenem den lille stue og ud til børnenes værelse. Alt var som det plejede. Han vækkede Femuila og bedte hende vække Truligo. Det var da han mærkede det. En lille spire af … noget han ikke kendte indeni. Han så på Femuila endnu en gang. Han så hendes øjne skinne i mørket. Der var noget ved dem der ikke plejede at være. Eller var det noget, han ikke havde lagt mærke til før? Hun kiggede op på ham. Alt var igen som det plejede. Næsten.

Efter dagens arbejde med pfaliaguren gik han igen om bag den. Han gik målrettet hen til døren, han havde set dagen før. Den var der. Han åbnede den og kiggede ind. Hvorfor havde han aldrig set den før? Der var en have inde bagved. En dyb afgrund gik ned fra dørtærsklen til haven. Der var langt at falde. Han ville ikke hoppe over gå over tærsklen. Der var noget som trak imod. Han gik hjem igen. Spiste Femuilas mad. Den nat sov han ikke godt. For første gang i meget, meget lang tid. Han stod op igen næste morgen. Kiggede op på vinduet. Det var fedtet. Så fedtet at lyset slet ikke ville trænge ind – heller ikke når solen snart kiggede op over horisonten. Han kiggede på det. Med et blik af … nysgerrighed. Han var ikke ligeglad. Han længtes lige pludselig efter lyset. Han gik gennem den lille stue, han skulle vække Femuila og Truligo. Da han vækkede Femuila kiggede han på hendes øjne igen. Og han så det. Den lille smule lys der gemte sig inde bag. Braliham kiggede på hende. Hviskede at hun skulle stå op og vække Truligo. Som han plejede. Men noget var ændret – han vidste bare ikke hvad.

Den dag, efter arbejdet i marken så han over på døren. Han kunne se den igen. Den glimtede, men han vidste at hvis han bare kiggede længe nok på den ville den blive der. Han gik hen til den. Åbnede den. Bag den var den dejlige have. Den så mere tiltrækkende ud en nogensinde før. Den hviskede kom herind, lige så stille og dejligt. Braliham vaklede. Han kiggede tilbage. Vidste at det, han skulle til at gøre ville ændre alt. Men han var ligeglad. Han kiggede tilbage endnu en gang. Men beslutningen vare taget. Han skulle derud. Nu.

Han lukkede øjnene og sprang.

Det øjeblik var det mest utrolige i hele hans liv. Vinden legede med hans hår. Han kunne mærke glæden. Han var ikke bange for sammenstødet med jorden. Han vidste der ikke ville ske ham noget.

Han landede igen. Faldet blev blødt og skånsomt taget af af de dejlige planter. De var grønne. Han smilede. For første gang i hele hans liv brød han den facade, hans ansigt havde været i, som var den lavet af ler. Den gik i stykker og faldt af. Han rynker blev smilende og hans øjne kiggede på det nye land med glæde. De farvede planter spejlede sig i hans øjne. Han kiggede ikke tilbage. Hvis han havde gjort, havde han opdaget at døren ikke var der længere. Og han ville være ligeglad. Han levede.

Han følte.









Skrevet af Røsle Dyre



<b>Hvad synes I om den?

Mvh Røsle</b>