Tilmeldt:
16. mar 2005 Følger: 43 Følgere: 36 Heste: 2 Emner: 1.984 Svar: 10.048
Historien om Lisa... Mere... {{forumTopicSubject}}
Jeg tror ikke der var så mange der så den sidste "smule" jeg postede i den anden tråd 
her det...
Det var tidligt lørdag morgen og Lisa stod nervøs udenfor hoveddøren. Hun så sig en smule fortvivlet rundt. Det her var ikke bare en stald, men et større hestested. Da hun havde hørt navnet på gården havde hun nær slugt sin egen tunge. Hun var både glad og rædselsslagen. Hun havde aldrig i sin vildeste fantasi forstillet sig at hun skulle passe heste på Stenagergård. Hun havde hørt om hvor fantastiske gode heste de havde og at der også var et stutteri. Men hun havde også hørt andre ting. Patricia havde sagt at det var klart at de klarede sig så godt når de bare købte det bedste af det bedste. Og så havde hun snakket om at ejernes tre børn skulle være nogle snobber. Lisa og Amalie var ved at falde om af grin da de hørte det. Men hvad nu hvis hun havde haft ret. Amalie havde sagt at hun havde søgt arbejde der, men valgte rideskolen i stedet fordi de krævede meget af deres ansatte.
Lisa var ikke kun overasket over hvor stort stedet var, men alt var pænt og rent. Lisa hoppede forskrækket tilbage da døren endelig blev åbnet, men hun blev endnu mere overrasket da hun så hvem det var. Det var den lille pige fra opholdstuen og Rakett. Pigen så mindst lige så forskrækket ud, og inden Lisa nåede at sige noget var pigen væk. Lisa kunne hører pigen kalde på sin mor. Kort efter kom en tynd kvinde til syne i døren. Hun så glad ud for at se hende: “Hej, jeg hedder Maria. Du har allerede mødt min datter hører jeg, hun hedder Louise.” Lisa fik øje på pigen som forsigtigt skjulte sig bag sin mor. “Jeg hedder Lisa. Jeg er rigtig glad for at jeg må komme.” Maria smilte til Lisa: “Jeg er glad for at du kunne komme. Ser du vi har haft noget travlt det sidste stykke tid. Og om en måned stoppe Kristina med at arbejde her. Så er vi virkelig i tidsnød. Især fordi der er så mange stævner her om sommeren.” Lisa nikkede, og skulle til at spørge til rytteren der red Rakett ved stævnet og som var kommet så galt af sted, men Maria kom hende i forkøbet:”For resten, så skal du have tak for din indsats dengang ved stævnet. Louise har fortalt at det var dig der var ved Rakett. Og havde det ikke været for dig ved jeg ikke hvad der havde været sket. Jakob, som red Rakett, er min søn ser du. Lægerne sagde at vi kunne takke din hurtige indsats for at han er i live i dag.” Lisa rødmede: “Jeg håber da han har det godt.” “Hans bedring er over alt forventning. Lægerne siger at det er et mirakel. Han kom hjem fra hospitalet for et par dage siden. Du støder nok snart ind i ham. Nå. Nu vil jeg præsenterer dig for hestene og de andre som er ansat her. Der er to andre staldpiger ud over dig, og så Charles en af mine venners søn. Han hjælper min mand med vores landbrug, og hvis der er noget der er i stykker er det ham du skal snakke med.” maria viste Lisa ind igennem den store tykke dør ind til stalden. Hun stod et øjeblik og troede hun drømte, for hun havde ikke før været i en så flot stald. Men maria begyndte at tale igen og hev Lisa ud af hendes drømmeverden: “Det her er den stald hvor konkurrence hestene står. Herinde er Louises 3 ponyer, Jakob har 2 ponyer og en hest og så er der Fridas dressurhest. Udover det er der en masse heste her som er i ridning. Det kan være du kommer til at ride på en af dem, det vil tiden vise.” Lisa fik ikke lov til at tænke videre over det før Louise hev hende hen til de tre små ponyer hun red: “Det her er Felix” sagde hun og pegede på den lille brune og vågne pony. Den lignede en hest i miniformat. Ved siden af stod en større palominofarvet hoppe, Creamy hed den og i den næste boks stod endnu en lille pony, som hed Black Beauty. Louise fortalte stolt om sine ponyer og om de stævner hun havde redet på dem. “Jeg kan næsten gå ind igen, jeg tror Louise hun kan fortælle dig det meste herinde. Jeg synes faktisk vi skal gå ind i den anden stald. Det er der du kommer til at beskæftige dig mest. Det er nemlig herinde vores avlshopper står” Lisa nikkede og fulgte nysgerrigt efter Maria. Der var ikke nogen heste inde i stalden, og den chance udnyttede Maria sig af: “Kristina, kan du ikke vise Lisa hvordan vi ordner bokse her?” En pige med uglet hår stak hovedet frem i en af de bageste bokse og nikkede.
Lisa skyndte sig derned og Kristina viste ivrigt hvordan man rystede op i spåner for at fjerne det der var vådt og beskidt. Dernæst tog hun hende med hen i hørummet og hentede en balle hø. Hun satte den op i en trillebør og kørte hen til en slange og spulede høet, så det ikke støvede. Hun lagde så to flager hø ind i boksen. “Når du har givet alle sammen hø, så skal du hente fire måske fem baller hø, så der er til natfodringen. Der skal de alle sammen have en flage hver.” Lisa nikkede og fulgte ellers med i alle de ting Kristina lavede. Efter at de i fællesskab havde ordnet alle boksene, trak de hestene ind og Lisa fik for alvor chancen for at møde alle hestene. Da de var færdige med det gik de sammen ned til ridebanen, for at se Louise for springtræning på Creamy. “Det er første gang Louise skal springe på Creamy”, sagde Kristina. “Man må håbe det går godt. De er ellers et fint makkerpar.” Kristina nikkede genkendende: “Ja, men Creamy skal nok passe på Louise. Det er en dygtig pony. Jakob sprang på den før. Den har aldrig stoppet foran et spring, og river kun sjældent ned. Maria havde købt hende som avlshoppe, men efter at Jakob havde sprunget hende en enkelt gang var der ingen tvivl om at den skulle bruges til springning. Han skulle have redet landsmesterskaberne på den hvis ikke det var for ulykken. Nu rider Louise på den i stedet, hun skal starte et distriktstævne på den om et par uger.” Lisa fulgte nøje ponyen rundt på banen. Den var meget forsigtig, for Louise var en smule usikker, men efterhånden som de klarede det ene spring efter det andet fejlfrit, begyndte hun at løsne lidt op.
“Du må være Lisa” hun drejede hovedet rundt og fik øje på et fregnet ansigt med støre røde krøller. “Ja, det er mig.” Pigen gav hende høfligt hånden:” Jeg er Frida. Velkommen på gården. Jeg håber du kan lide stedet.” Lisa smilte og skulle til at fortælle at ordet lide næppe var dækkende, forelsket ville være bedre ord.
jul 2005
Følger: 2575 Følgere: 4328 Heste: 12 Emner: 127 Svar: 1.266
jan 2004
Følger: 79 Følgere: 79 Heste: 3 Emner: 165 Svar: 2.467
mar 2005
Følger: 43 Følgere: 36 Heste: 2 Emner: 1.984 Svar: 10.048
Nå... men
Hun stod et øjeblik og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Det hele vare sket så hurtigt, og nu stod ikke bare hun, men også alle andre lammet af chokket. Pludselig gik det op for hende at hun måtte gøre noget. Hun smed det flag hun havde vifte med hele dagen, og løb hen mod springet, som før havde set så frygtindgydende ud. Tre meter fra springet var hun ved at falde over den bom som var fløjet gennem luften. Hun mærkede hvordan frygten begyndte at ulme inde i sig. Rytteren lå helt stille, mens hesten desperat forsøgte at komme på benene igen.
“Ring efter en ambulance” hørte hun sig selv råbe, og efterfølgende røg følgende ord ud af munden på hende:” Og en dyrlæge. Jeg tror hesten har brækket benet”. Det var ikke noget hun troede, hun var sikker. Det var tydeligt at se, at hesten ikke havde længe igen. Hun tænkte ikke videre over det, for hun koncentrere sig om rytteren. Til alt held havde en veninde lokket hende med på et kedeligt førstehjælpskursus et par uger før. Selv om hun aldrig havde prøvet tingene i praksis før, så arbejdede hun hurtigt og sikkert, mens hun hele tiden prøvede at få liv i rytteren, men det lykkedes ikke.
Hun havde ingen fornemmelse for hvor lang tid der var gået, da hun hørte sirenerne i det fjerne. Det var først nu hun opdagede alle menneskerne omkring sig. Hun indså at hun ikke kunne hjælpe mere, og trådte derfor lidt tilbage. Forpustet så hun på mens ambulancefolkene desperat forsøgte at udføre deres arbejde. Pludselig hørte hun en græde. Hun så hen på hesten. En kvinde talte med dyrlægen, mens en lille pige hang om hendes ben. Det var pigen der græd. Selvom hun ikke kunne høre hvad der blev sagt, så vidste hun det. Hun gik stille og roligt hen til hesten og satte sig på hug. Hun lod hånden glide hen over den våde brune pels:” Så, så. Det går over snart” sagde hun hæst. Hesten begyndte at slappe lidt af, men alligevel bevægede dens flanke sig hurtigt op og ned. “Rolig nu.” Hun så op på dyrlægen, som var ved at gøre sprøjten klar. Hun besluttede sig for at blive der. Dyrlægen kom hen til hende: “Kender du hesten?” Hun rystede på hovedet:” Nej, jeg ville bare berolige den. Er der intet du kan gøre?” Dyrlægen så bedrøvet på hende.
Det var en varm morgen den dag, og det selvom det kun var starten af maj. Hun var med til at hjælpe på rideskolen på fjerde dagen ved det årlige landsstævne i springning. Der var mødt flere hundrede mennesker op, og endnu flere ponyer og heste. Der var dog kun en af hestene der havde fanget hendes interesse. En smuk brun vallak. Den var stor og kraftig, og i første omgang var hun i tvivl om hvordan den skulle komme over de store forhindringer på banen. Men den overraskede, ikke bare hende, men også resten af publikum, da den inde på den store bane, klarede det ene tårnhøje spring efter det andet. Rytteren var dygtig, sad stille og roligt på hesten, og styrede den flot gennem banen. Ekvipagen så lidt spøjs ud, mest fordi hesten var kæmpe stor og rytteren lille og tynd. Men deres samarbejde var perfekt. De havde indtil videre startet 3 klasser, og de havde vundet alle tre. Det var tydeligt at se hvordan hest og rytter holdt af hinanden. Rytteren havde også et par ponyer med, og rytteren red dem mindst lige så godt, og selv da den unge pony, som var til sit første landsstævne, blev diskvalificeret, fik den et klap og massere af ros. Det var nu tid til en af de sidste klasser, det var en derbyklasse. Hun stod klar med flaget, så hun kunne markere når ekvipagerne kom over målstregen. Hun elskede det, for på denne måde fik hun mulighed for at hestene på tæt hold. Der blev vist virkelig flot ridning, men banen var svær og kun tre ekvipager red fejlfrit, heriblandt var den smukke brune vallak. De to første ryttere havde redet deres anden runde hurtigt og fejlfrit, men det så ikke ud til at påvirke rytteren. Hun så beundrende på ekvipagen, da de kom mod det første spring. Hesten sprang stort og ubesværet over det store spring, hurtigt efter landingen styrede rytteren den igennem kombination. Igen sprang hesten let og stort over springene, mens dens rytter fulgte alle dens bevægelser. Rundt i svinget, var de allerede langt foran de andre ryttere i omspringningen. Efter det næste spring blev farten sat yderligere op. Ikke fordi hesten bevægede sig hurtigere, men den øgede sin skridtlængde. Det var imponerende så nemt den klarede de følgende forhindringer. Der var massere af luft under den, og det var tydeligt at se hvor glad den var for at springe.
Så red de på kombinationen. Hesten fik sat en smule for tidligt af, og klarede lige at komme over springet. Hesten forsøgte efterfølgende desperat at få to galopspring, men der var ikke plads. Hesten prøvede at komme over, men så…
“Lisa, vågn op,” hun så forskrækket på sin lære. Hun var endnu engang faldet i staver i en matematiktimer: “Når du har så meget overskud i timerne, kan du vel passende fortælle mig, hvad kvadratroden af 625 er?” Lisa stirrede måbende op på tavlen, der nu var fyldt ud med regneregler og formler. “Øh… Jeg tror… Ehm… Jeg ved det ikke” Hun hørte hvordan nogle af tøserne begyndte at fnise, og Mette lærerens yndlingselev, skyndte sig at markere og svarede: “Kvadratroden af 625 er 25.” Mette så overlegent over på Lisa, som nu kunne mærke vreden bruse frem i kroppen. Ikke fordi hun var gal på Mette, men fordi hun var gal på sig selv. Hvorfor skulle hun altid side og drømme i timerne, hvorfor fulgte hun ikke bare med, så hun kunne forbedre sine karakterer. Der var en måned til at alle eksamenerne begyndte, og som det så ud lige nu, ville Lisa kun med nød og næppe kunne klare sig. Hun havde mest af alt lyst til at sparke sig selv bagi, for så længe hun kunne huske det, havde hendes største drøm været at blive dyrlæge, men udsigterne på det område var sorte.
Hun trampede hårdt i pedalerne på den gamle rustne cykel, da hun tog af sted ud mod rideskolen. Hun havde lidt halv travlt, for hun skulle være trækker på et af begynderholdene, hvis hun skulle gøre sig forhåbninger om at komme ud og ride på Buller i weekenden. Lisa havde ingen forældre og boede derfor på det nærliggende børnehjem. Dog skulle hun flytte derfra om et par år, når hun blev myndig. Da Lisa ingen forældre havde, var der ingen som ville betale for at hun fik undervisning på rideskolen. Til alt held kunne de 6 elever der hjalp mest på rideskolen, få lov til at ride på nogle af ponyerne om søndagen. Det var ikke seriøs ridning, men lidt ridning var jo altid bedre end slet ingen. Så selv om det kun var en halvtimes skridttur i skoven, så var Lisa mere end vild for at få lov. Men der var mange om budet, så det gjalt altid om at være der til tiden, en ting som Lisa bestemt ikke var god til, slet ikke når det var i skolen hun skulle møde. Det var da også det der var grunden til at hun var sent på den i dag. Hun var kommet ti minutter for sent til den første time. Og det skulle hende lære lige forklare ikke var i orden. “Næste gang kan du få lov til at side udenfor resten af timen. Og med dine karakterer er det bestemt ikke en fordel!” havde læren sagt. Og ikke nok med det, så fik Lisa ekstra mange lektier for som straf, og hvis der var noget som Lisa hadede så var det at lave lektier. For det betød mindre tid på rideskolen.
Lisa var så optaget af sine egne tanker at hun end ikke ænsede det store hul midt i vejen, og pludselig lå hun midt på jorden. Hun kunne mærke hvordan hænderne begyndt at gøre ondt, men det var ikke det værste. Hun kunne pludselig hører hvordan en livlig latter brølede foran sig. Hun så op. Ganske rigtigt det var nogen af de snobbede tøser fra rideskolen. Tøser, hvis forældre havde massere af penge, så de kunne betale for deres børns dyre og dygtige ponyer og det sidste nye udstyr, både til hest og rytter. “Hvad så Lisa. Smed jernhesten dig af igen? Man burde tro at et så gammelt øg ville være tæmmet.” det var Patricia der sagde de ord, som skar i Lisas hjerte. Lisa vidste at hvis hun begyndte at græde, ville Patricia have vundet. Men desværre kunne Lisa ikke kom med noget modspil, så trist til mode tog hun fat i sin gamle cykel og trak resten af vejen op til rideskolen, mens hun kunne høre hvordan Patricia og de andre bagtalte hende. Da Lisa var kommet lidt væk, begyndte tårerne at trille ned af kinderne. Ikke fordi hun havde slået sig, ikke fordi hendes eneste par ridebukser igen skulle lappes og slet ikke på grund af det Patricia havde sagt. Men fordi hun nu så at ponyerne blev trukket ned i ridehuset, og hun derfor godt kunne vinke farvel til ugens højdepunkt, nemlig en ridetur på Buller.
Trist gik hun ind i opholdsstuen. Hun ville lige have vejret og så ville hun køre tilbage igen, og mens hun sad og snøftede for sig selv kom en pige ind i rummet. Ved første øjekast genkendte Lisa hende ikke. Faktisk så hun slet ikke hen på pigen, hun vidste at de færreste på stedet brød sig om hende og derfor var det det bedste hvis hun kunne undgå øjenkontakt med nogen. Men Lisa fik ikke lov til at side inde i sig selv ret længe. Da der var gået et par minutter stod pigen ved siden af hende og så skarpt på hende. Lisa følte sig en smule fortvivlet og havde mest lyst til at styrte ud af rummet, men i samme øjeblik kom Nynne og Sara ind af døren. De var slyngveninder med Patricia, hvis man kan kalde det det. Det virkede mest af som om de kun var venner med hende for at undgå hendes spydigheder. “Har jeg ikke set dig før?” Lisas opmærksom vendte sig straks mod pigen. Det var først nu hun egentlig så på hende. Hun var ikke så gammel måske 12 år gammel, hun var tynd og ikke så høj. Hendes øjne var triste, men virkede interesserede i Lisa. Hvorfor vidste Lisa ikke, men hun kunne svagt huske den lille pige. “Det kan godt være. Jeg er ikke helt sikker.” Pigen var lidt tilbageholden, men sagde til sidst: “Var det ikke dig der sad hos Rakett?” Først vidste Lisa ikke hvad pigen talte om, men så huskede hun det. Hun nikkede for hun kunne ikke tvinge et eneste ord ud af sin mund. Pigen så en smule mere lettet ud og gav Lisa et kæmpe kram og bagefter tørrede hun sine øjne med sit lidt for store jakkeærme. “Mor sagde at du passede godt på ham. At han ikke var bange, fordi du passede på ham,” Lisa mærkede en følelse hun ikke havde haft før. Hun var lettet, glad og ked af det på en gang. “Tror du at Rakett i himlen? Tror du at heste kommer i himlen lige som mennesker?” Lisa tøvede lidt. “Ja. Jeg er sikker på at Rakett er i himlen. Jeg er sikker på at han løber rundt sammen med en masse andre heste. Og hver dag kan de spise alle de gulerødder de kan, og de går hele dagen på en stor grøn eng.” Pigen så lykkeligt på Lisa: “Det er godt.” inden Lisa nåede at reagere løb pigen ud af rummet. Der var åbenbart blevet kaldt på hende udenfor, og da Lisa nåede hen til døren hørte hun bildøren smække og så nu bilen kører væk fra stedet. Lisa indså at hun nu ligeså godt kunne tage sin ædle ganger, nemlig sin cykel og vende næsen hjemad.
Den Store Overraskelse
De næste dage sneglede sig af sted, og Lisa kunne knap nok koncentrere sig i skolen. Selv om hun virkelig forsøgte at lære alt det svære matematik og de dumme tyske gloser, så sad det kun fast i få minutter så havde hun glemt det hele igen. Det var ikke fordi at hun ikke fik den ugentlige gratis time at hun var så ustabil, men fordi Søs, rideskolens ejer, dagen før havde fortalt at hun blev nødt til at sælge nogle ponyer. Lisa var selvfølgelig ked af det, men hun fik sit skrøbelige hjerte knust da hun hørte at yndlingen Buller var en af ponyerne. Nu havde hun slet ikke lyst til at tage den lange cykeltur ud til rideskolen. Alligevel sad hun nu igen på den gamle cykel på vej ud til rideskolen. Mens hun trillede langsomt hen ad vejen, kiggede hun på den nye lap på ridebukserne. Annie som var leder på børnehjemmet, havde skældt Lisa ud da hun kom hjem med de ødelagte ridebukser: “Typisk. Her brugte vi en formue på bukser til dig, og så ødelægger du dem”, dernæst havde hun vendt øjne og havde vredt smækket med døren da hun forlod rummet. Om aftenen havde Lisa forsøgt at reparere de ødelagt bukser, og mens hun gjorde det sad tårne i øjne på hende. For hun vidste at hun skulle høre på Patricias hånlige kommentarer.
Forpustet traskede Lisa ind i stalden. Hun var i god tid, så der var ikke andre en staldpigen i stalden. Lisa lagde sin jakke og skyndte sig hen til hende: “Hejsa, Amalie. Er der noget jeg kan hjælpe dig med?” Amalie så smilende på Lisa. Hun var altid glad og smilende, og hun var en person alle kunne lide. Alligevel var Lisa misundelig, for Amalie havde det bedste job mente hun. “Næh. Jeg er lige blevet færdig. Men Søs vil tale med dig. Du kan bare gå ind til hende.” Lisa mærkede en klump i halsen da hun gik hen mod Søs kontor. Hun håbede at Søs ville fortælle at Buller ikke skulle sælges alligevel, men hun frygtede at Søs ville sige noget det var endnu være end salget af Buller.
Et kvarter senere kom Lisa smilende ud fra Søs kontor. Aftenen før var Søs blevet ringet op af en der ejede en af de nærliggende stalde. De spurgte Søs om hun kendte en frisk pige til at hjælpe med pasningen af deres ponyer og heste. Den første Søs havde tænkt på var Lisa. Så nu skulle Lisa på en prøveperiode lige så snart alle eksamenerne var overstået. Indtil dag måtte hun gerne komme dagligt og lære hestene at kende. Lisa glædede sig meget og hun hyggede sig sammen med Amalie resten af dagen. Ikke engang Patricias onde kommentarer ødelagde Lisas humør den dag.
dec 2004
Følger: 41 Følgere: 37 Heste: 1 Emner: 26 Svar: 200
Historien om Lisa... Mere...