det der med ens fremtid {{forumTopicSubject}}

Åh ja du kære fremtid, hvad skal der ske?
Jeg er absolut ikke fan af at blive "voksen" man skal finde ud af alt muligt jo! Det var ikke som da man skulle skifte fra den gamle skole, som ikke gik længere end til 6. klasse - skal jeg vælge bapperne eller centralskolen? Nu er det jo faktisk valg, som kan medvirker jeg ved ikke hvor langt ude i fremtiden, ikke spor skægt!

Jeg søgte i år ind på sygeplejerskeskolen, men var en ud af mange, som ikke kom ind. Mit gennemsnit er elendigt (blev student i sommers) og selvom jeg har arbejdet på plejehjem som afløser i 2 år talte det slet ikke med som erhvervserfaring da det var under 30 timer om ugen. Min plan er derfor, at jeg bliver på det her plejehjem hvor jeg formentlig meget gerne skulle kunne nå op på de 30 timer om ugen i gennemsnit, så jeg havde lidt mere baggrund at søge ind på næste år, så jeg forhåbentlig kan komme ind. Men vi snakker kommunalt arbejde og vi snakker i den grad kollegaer som skulle have det største los i røven nogensinde, ærlig talt! Jeg er så træt af at være der, og næsten hver gang jeg har haft en dagvagt går jeg hjem med en følelse af at både jeg og de stakkels beboerne er blevet behandlet uretfærdigt af de faste, som ellers burde vide bedre!
Jeg tror ikke jeg kan holde til, at være der et helt år "fast" når det kører som det gør, jeg kan simpelthen ikke klare at man hellere vil sidde på kontoret og drikke kaffe end at hjælpe stakkels else på toilettet. Og selvom jeg pisker rundt, kan jeg altså ikke klare 17 beboere selv.

En "nabo" har netop annonceret, at hun kender en, som mangler en hjælpende hånd på et stutteri i Wales vel og mærke, det er jo så jævnt langt hjemmefra. For 3-4 år siden var det netop lige præcis det jeg drømte om, men tiderne ændre sig jo. Jeg har min bette ven herhjemme som jeg er blevet rigtig glad for og som det lige akkurart er begyndt at gå rigtig godt med! Jeg er dog kun part og derfor heller ikke forpligtet, men det føler jeg jo alligevel jeg er. Kunne det blive aktuelt at man skulle afsted, så ved jeg at han ville stå præcis det samme sted og vente på mig når jeg kom tilbage engang midt næste år, Men jeg ville jo heller ikke kunne tjene point op til sygeplejersken, måske jeg kunne være heldig at komme ind alligevel, måske ikke, men at jeg tjener point er jo stadig ikke en garanti, nok også derfor det lige er lidt svært.
Men på den anden side, at komme ud og bo i udlandet i en 10 måneder uden at være forpligtet til noget herhjemme, er jo også formentlig en once in a life time og derfor overvejer jeg at søge jobbet hvis jeg mener det er noget for mig, men åååh det er så svært.

Hvad pokker havde i gjort?
Blevet hjemme, hygget med hesten, som der ellers endelig er fremskridt med, tjent en masse penge et sted hvor man egentlig ikke føler helt for det, og optjent point til ens drømmeuddannelse dog med det i ménte, at det ikke er en garanti for, at komme ind.

Eller havde i grebet chancen, taget jer en på opleveren, taget væk fra hesten, som ville stå der igen når i kom hjem. Men også med det i baghovedet, at det muligvis kunne gøre, at man igen næste år ikke kom ind på drømmeuddannelsen - men igen det er jo ikke til, at sige.

Jeg ved godt jeg absolut ikke har fået noget job endnu, især eftersom jeg endnu ikke har søgt Men jeg bliver bare også nød til at have styr på konsekvenserne af det, hvis det er noget jeg kunne finde på, at gøre, og lige nu er jeg helt vildt i vildrede