Dansk stil skrevet med 1918 dansk {{forumTopicSubject}}

Hejsa!

Jeg skal imorgen aflevere en fortsættelse på Martin Andersen Nexø's novelle "En strandvasker".
Den skal være skrevet, som han gjorde i 1918, og det har jeg virkelig haft svært ved.
Jeg plejer ellers at være relativt god til stile, men det her synes jeg virkelig er en udfordring.
Nogen der vil læse den igennem, og komme med forslag til, hvordan jeg kan gøre den lidt længere (Burde være en halv side mere end den er..) og evt andet der mangler eller er forkert eller noget?


Hvis du ikke kender novellen, men alligevel vil komme med en mening, så vil jeg kort sige at
Karen er mor til 3 sønner + en dreng som hun fik med 26 år yngre fyr end hende selv. Den fyr var grov mod hende, og blev til sidst tvunget til at rejse af Karens tre voksne sønner.
På den yngste søns 7 års fødselsdag vender manden tilbage, og er rigtig grov igen, og Karen får ham lokket ud på havet hvor hun skubbet ham i vandet.
Søn hedder Jørgen, fyr hedder Johannes.

HER ER DEN:


" Den følgende dag drev der et lig i land neden for Bakkegården. Det blev genkendt som Johannes, Karen Bakkegårds mislykkede ægtemand. Folk syntes det var et sært træf, at han netop skulle drive i land her. " (Dette står i kursiv, da det er sådan novellen slutter, og jeg så skal fortsætte fra)


Længe gik snakken om , hvordan det dog var hændt at Johannes efter syv år var vendt tilbage til Bakkegården. Det blev aldrig opklaret, da det nu kun var Karen Bakkegård, der kendte den sande forklaring på Johannes’ besynderlige hjemvenden, men rygterne var mange.
Strandpromenadeejerens kone mente det var skæbnens kraft, der ført ham tilbage havde, havnechefen mente bestemt at have set ham hoppe i vandet fra kajen, ja teorier var der mange af. Det alle med sikkerhed vidste var dog at begivenheden ikke var noget, der just bragte stor sorg over Bakkegården. Trods de syv forgange år huskede byens beboere endnu, hvordan Johannes fra gården var rejst.

Thi han ej velset på egnen var, da blev det besluttet at han skulle begraves på kirkegården.
Det ville dog ikke være sandt at sige, at der blev fældet mange tårer denne efterårsdag, hvor en solstråle lige kunne anes bag de mørke skyer.
De tre sønner var vendt hjem, da de hørte om Johannes’ død og hjemkomst. Ej for at sørge, men for at sige farvel til den mand, der havde bragt familien så megen sorg og ulykke.
Til begravelsen deltog mange fra landsbyen, og som en sidste hilsen lagde Karen Bakkegård en mælkebøtte på hans bryst, thi det var symbolet på ukrudt skjult bag et yndigt ydre.

Som årene passerede blev Karen Bakkegårds helbred svagere og svagere, mens Jørgen voksede op, og blev en hæderlig flot ung mand. I takt med Karens dalende helbred begyndte Jørgen langsomt at overtage pligterne på gården.

En kølig eftermiddag i marts, hvor blomsterne endnu var ved at titte frem, og fuglene ved at vende hjem, da skete det at Jørgen præsenterede smedens datter Kristine for sin mor.
Kristine var en yndig pige, med smalle øjne, lille næse og langt mørkt bølget hår. Hun var en pige med stemme, og var ej genert.
Sommeren samme år blev Jørgen og Kristine viet, og det blev besluttet at de skulle flytte ind på Bakkegården, og drive den som deres, så Karen Bakkegård kunne tilbringe sin alderdom på stedet hun havde så kært.

Jørgen og hans kone levede lykkeligt i mange år på Bakkegården, og der gik ikke længe efter deres vielse at Kristine blev med barn, og samme år fødte hun en sund og rask dreng de kaldte Jens. Mange år skulle ikke gå, før Jørgen og Kristine atter blev velsignet med et barn - denne gang en pige. Sammen besluttede de at kalde hende efter sin faders moder, for da mente de, at det ville blive en viljestærk og fornuftig pige.

Samme år hændte det, at Karen Bakkegård en morgen ej kunne vækkes fra søvnen sin, trods Jørgen og Kristines adskillige forsøg. Endnu en gang drog alle sønnerne til byen og bragte med sig sine familier. Det var en sorgens dag for alle i byen, der havde kendt Karen Bakkegård, for hun var en dame der gennem årene, havde givet meget til andre. Og hver og en mødte de op, for at vise deres respekt, sorg og medfølelse til de, der måtte lide den største sorg over Karen Bakkegårds afgang til himmerige.