Dansk stil - forladt. {{forumTopicSubject}}

Jeg har i skolen fået for at skrive en novelle med overskriften "Forladt."
Novellen skal foregår over en dag, og skal have et - eller flere flashbacks. Derudover er der et billede af en dukke, der ligger på en sten, nede ved stranden. Også det skal spille en væsentlig rolle i teksten. Her er mit bud på sådan en novelle. Vil meget gerne høre ris og ros, men vil gerne lige gøre opmærksom på at jeg endnu ikke har tjekket teksten igennem m.h.t. tegnsætning.

Forladt
Solen stod højt på himlen og fuglene kvidrede i træerne. En dejlig sommerdag midt i juli. Mine forældre var allerede begyndt på arbejde, efter deres sommerferie. Jeg havde lige et par uger tilbage, inden jeg skulle starte i 1.g på det almene gymnasium. Picnic kurven var pakket med tæppe, og lækkert mad, samt mit badetøj selvfølgelig. Sådan en skøn dag skulle da kun bruges på en tur til stranden. Jeg gik ind på badeværelset og satte mit hår op, i en høj knold. Så luntede jeg igen udenfor og kaldte på Trine, min dejlige store, plyssede, trefarvede hyrdehund. Hun kom som altid løbende i fuld fart, med savlet flyvende ud af mundvigene, og ørene der hoppede op og ned. Jeg lo højt, og satte hundesnoren fast i halsbåndet. Vi boede ikke ret langt fra stranden, en kilometer eller to. For at komme derned skulle man gå igennem den hyggeligste og skønneste skov jeg nogensinde har set. Jeg slipper Trine løs, da vi kommer ind i skoven, og nyder den friske luft af sommer og sol, imens jeg tænker tilbage på mine minder i skoven her. Herude har jeg brugt mange timer på at lege gemmelege, og en-to-tre-krone med mine venner, i 9-10 års alderen. Jeg holdte tophemmelige møder med mine veninder i 12-13 års alderen, hvor vi snakkede om hvor irriterende alle de andre var. Og da vi rigtigt begyndte at interesse os for drenge, var det da også herude vi mødtes. Det var nu en skøn tid dengang, hvor man var ung og ansvarsløs, ikke behøvede at tænke så meget, bare nyde livet.

Da jeg kommer ned på stranden ser jeg en dukke ligge på en sten. Jeg tænker der må være nogen der har glemt den, og går hen og kigger nærmere på den. Den minder mig om min dukke Rikke, som jeg fik til min 5 års fødselsdag. Dengang havde jeg ikke så mange venner. Jeg var en lille genert pige, der altid hang op af min mor. Dukke Rikke blev mit et og alt, min bedste ven, og lige meget hvor jeg gik hen, var det aldrig nogensinde uden min dukke Rikke. En weekend, da jeg var 6, var vi nede og gå ved stranden, min far, mor, og mig. Og dukke Rikke selvfølgelig. Mine forældre sætter sig hen på en bænk og nyder vejret, og udsigten. Imens leger jeg rundt med dukke Rikke nede i strandkanten. Jeg sætter mig på hug og begynder at kigge efter pæne sten. Pludselig er der en der prikker mig på ryggen og jeg vender mig hurtigt om. Der står en lyshåret pige, cirka på min alder og smiler til mig. Jeg var ikke vant til at der var nogen der gad snakke med mig, så jeg bliver forskrækket og nervøs. Men Lise, som pigen hedder, er ligeglad. Hun hiver mig bare med op i skoven, hvor der er en lille gynge af træ, og vi falder med det samme i hak sammen. Hun fortæller mig at hun lige er flyttet hertil med hendes familie, og at hun glæder sig til at starte i 0. klasse efter sommerferien. Tiden går hurtigt, og jeg nyder at have fået en veninde. Efter en times tid mener mine forældre at det er på tide at komme hjem og få noget frokost. Og selvom jeg sagtens kunne have leget med Lise mange timer endnu, følger jeg dog med. Lise forsikrer mig om, at vi sagtens kan lege sammen igen en anden dag. Og jeg stråler af glæde. Det er først da jeg kommer hjem, og min mor spørger mig, om hvor jeg dog har gjort af min uundværlige dukke, Rikke, at jeg opdager at jeg har glemt alt om hende. I en hver anden situation ville jeg være løbet ned til stranden efter hende, men det er som om hun ikke betyder så meget mere. Nu har jeg jo fået en rigtig veninde, Lise. Efter vores første møde, var vi sammen næsten hver dag. Dukke Rikke fik min lille kusine, og jeg skænkede hende nærmest ikke en tanke efterfølgende. Da vi begge begyndte i skole udvidede vi vores ”gruppe” med 2 andre piger fra vores klasse, og vi havde nogle fantastiske år sammen.

Jeg smiler ved tanken om mit første møde med Lise, som den dag i dag, stadigvæk er en af mine bedste veninder. Hun er hjulpet mig langt, og fået mig til at turde snakke med andre mennesker. Jeg bliver pludselig revet ud af mine tanker, da Trine kommer løbende med en pind i munden, ligger den foran mig, og sender mig de klassiske hundeøjne. ”Skøre hund” mumler jeg, smiler og kaster pinden ud i vandkanten. Jeg lægger picnickurven og løber langs vandkanten, med en overaktiv Trine lige i hælene. Jeg snubler over en sten og falder pladask ned i sandet, imens Trine hopper op på min mave og savler mig i hovedet. Imens kan jeg slet stoppe med at grine, og har igen glemt alt om dukken der ligger ved stranden, forladt.