Mærkelig opførsel af VOKSNE mennesker {{forumTopicSubject}}

hey

læs lige min historie, jeg ved den er lang, men jeg er bare rigtig møg irriteret lige nu!

Sidste år havde jeg en periode hvor jeg bare fik sådan en dårlig vane med altid at tage ned til Asmun om aftenen. Hver aften tænkte jeg "ej, dette her SKAL bare være den sidste aften!", og derfor fyldte jeg ikke en ekstra aftenspand til næste aften op - og så manglede der en spand. Det blev de andre irriteret over, og det kan jeg godt forstå!

Efter sommerferien skete det igen, men denne gang var jeg mere forberedt, så nu er der altid fyldt spande op. Altså: Jeg tager ned og rider Asmun om aftenen i stedet for om dagen, også nu, men det "går ikke udover" hverken de andre eller min hest.

Jeg lukker fast heste ind hver fredag. Et par uger i træk var der allerede én, der havde lukket hestene ind inden jeg kom derop, lidt i 18. Jeg syntes, det var en lille smule demonstrativt "vi stoler altså stadig ikke på dig, Røsle!"-agtigt, men tænkte, at det da var i orden - så længe hestene bare havde det godt.

Så en dag for ikke særlig lang tid siden var jeg deroppe inden aften. Jeg mødte en af de voksne (der er kun voksne mennesker deroppe, og så mig og min veninde på 14 og en pige på 11). Hun sagde, at hun havde været bange for, at jeg var ved at få sådan en depression igen. IGEN?! Jeg var helt mundlam. Så fortalte hun, at jeg skulle have fodret en fredag, hvor hestene så ikke havde fået mad! Det viste sig at det var en af de dage hvor en anden havde lukket dem tidligt ind i stedet for mig. Der stod ikke noget på vores tavle, så jeg ordnede bare Asmun og tog hjem igen. Hun fortalte mig så at jeg altså burde have fodret (for jeg er jo super god til at læse tanker), men at det ikke gjorde noget, hun var bare glad for at se mig, glad. Sådan rigtig "sødt, beskyttende".

Jeg undrede mig over det, hun havde sagt, men tænkte ikke videre over det. Indtil i dag, hvor jeg var oppe på gården sammen med min veninde. Vi kom til at snakke om det, hun havde sagt, og jeg fortalte hende om hende, som havde sagt til mig, at "hun var bange for jeg fik en depression igen". Så sagde min veninde at "jaja, det var der da mange, der havde snakket om sidste år!"

Så fik jeg at vide at det store samtaleemne om i dagen i stalden sidste år altså havde været MIG og min "DEPRESSION" (host: dårlig aften-vane!). Der er en psykiater deroppe, som havde sagt alt muligt til min veninde om at "Røsle nok bare var en sød pige, men som var lidt usikker på sig selv." Og min naive veninde har så bare stået og nikket til det! Helt ærligt, man skulle da tro, hun vidste bedre!

Nu tillader jeg mig selv at indskyde min egen kommentar om mig selv. For der er MANGE ting, jeg hader ved mig selv - fysisk og psykisk (bl.a. min HANG til at få dårlige vaner!!!) - på det plan ligner jeg nok de fleste andre! Men jeg har altid haft én base, som altid har reddet mig ud af den ene dårlige periode efter den anden. Og det er, at jeg på en eller anden måde har fået dannet en position hos mine omgivelser, som sætter mig det perfekte sted - lidt outsideragtigt, men stadig sikkert nok til at kunne sige absolut HVAD SOM HELST. Er der noget, jeg ALDRIG har været, er det usikker. følsom, ja! Jeg er altid blevet forvekslet med Pippe Langstrømpe, også af mine forældre. Folk siger, at jeg kan klare mig selv, og det elsker jeg at få at vide. Så har jeg også denne sære stolthed, som gør mig gal og frustreret dybt, dybt inde når der er nogen, som tror noget negativt, som er FORKERT, om mig. Og det er er lige, hvad der er sket her.

Folk (fucking voksne mennesker!) har altså gået rundt og snakket om mig, på en helt forkert måde! De har troet alle mulige ting om mig, bl.a. at jeg har været... en slags... psykisk ustabil? i en periode, hvor jeg dovnede den foran computeren om dagen? De har altså lavet teori efter teori om mig, og mine normalt super følsomme "antenner" har svigtet, jeg har INTET fattet! Og ingen har fortalt mig om det!

Jeg er IKKE sådan et godt menneske, som tænker "det er okay så længe jeg SELV ved, hvordan jeg er, og vær dog ligeglad med de andre!" Det kan jeg simpelthen ikke, for jeg er nok ligeglad med om jeg er populær eller upopulær, men ikke om, hvordan folk tror, jeg er - hvis de altså ikke har opfattet mine gode sider.

puha, føler mig svigtet og misforstået af mig selv og andre, og så endda i stalden, af voksne mennesker! :S nogen, som har prøvet noget lignende? :S

kh Røsle