{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.009 visninger | Oprettet:

min stil.. hjælp ! {{forumTopicSubject}}

Er der ikke nogen der vil være så rare at læse min stil? (: for at se om der er nogle ting der er helt ude i skoven? =)
i skal ikke kigge efter stave- og kommafejl, da jeg retter dem bagefter.. (:
idé til navn ?

En ny skole, betyder nye venner og nye omgivelser. Jeg sad i klasselokalet, imens min nye matematiklærer ævlede løs om ligninger og reduktion - det værste i matematikken i følge mig! Der var satdig en halv time til der var frikvater.. Jeg blev ved med at kigge på min mobil, for at se hvad klokken var.. For at få tiden til at gå kiggede jeg rundt i klasseværelset. Det var ret stort og åbent. Væggene var hvide og tavlen helt sort. Jeg kedede mig enormt, så jeg begyndte at flette mit hår. Fordi mit blonde hår var klippet i etager, strittede fletningen ud til alle sider, så jeg pillede den ud igen.
Endelig ringede klokken! Det var min første dag på skolen, så det skulle nok blive et sjovt frikvater.. eller ikke. Jeg gik ud af klasselokalet, og ud på gangen. Det var en lang gang, med en masse døre ind til klasseværelser, depotrum osv.. Der stod bænke og borde rundt omkring. Jeg tænkte at jeg ville få tiden til at gå, ved at lave de lektier vi lige havde fået for. Jeg satte mig ved den nærmeste bænk, men kunne ikke få mig selv til at gå i gang. Jeg gad virkelig ikke! I stedet kiggede jeg rundt. Ovre ved knagerne med jakker, stod en flok fjantede tøser og snakkede, og på den anden side af gangen stod der nogle drenge og snakkede om et eller andet computerspil. Jeg kiggede videre rundt, og pludselig fik jeg øjenkontakt med en pige. Hun stod bare helt for sig selv og gloede på mig. Hun var ikke så høj, men havde blond hår ligesom mig. Hun havde en sort T-shirt på og et par almindelige cowboybukser på. Det var ret uhyggeligt. Hun stirrede bare på mig. Fastholdte mit blik. Jeg kiggede ned på mine lektier, men hendes øjne var i min nakke hele tiden! Jeg fik kigget på indersiden af mit venstre håndled. Mit modermærke der var formet som en firkløver.
Resten af dagen gik med at jeg lavede lidt lektier, og prøve at undgå den sære piges blik. Det var bare ret svært..
"Gode nyheder folkens!" sagde Tom - min klasselærer - da han trådte ind i klassen, "vi skal til Rom!" Yes! tænkte jeg bare. Jeg havde aldrig været i Italien før! "Vi skal af sted om 2 uger.." sagde han, mens han delte sedlerne ud. Jeg læste sedlen hurtigt i gennem. Det bliver fedt! Vi skal afsted i en uge. Vi skal bla. se Colloseum, Vatikanet, og nogle kirker..

De 2 uger gik stærkt.. Jeg var blevet ret gode venner med 2 piger der hedder Sandra og Mie. Begge mørkhårede og ret høje. De snakker rimelig meget, men jeg overlever. "Vil du ikke starte til pigefodbold med os?" "Kom nuuu.. det er sjovt!" sagde de heele tiden.. Jeg hader bare at spille fodbold.. Jeg blev hurtigt rimelig træt af alt deres snak, så jeg gik lidt for mig selv. Jeg gik ned af den lange gang. Der stod snakkende mennesker over alt. Jeg gik videre.. Jeg havde tænkt mig at dreje til højre ned af den blinde gang. Der lå kun én klasse der - specielklassen. De var aldrig uden for deres klasselokale.. De sad bare derinde.. Sært. Men lige da jeg drejede derned, så jeg med det samme den underlige pige igen. Hun sad og læste men stirrede direkte på mig da jeg kom. Det var simpelt hen for meget! Det var nærmest uhyggeligt og irriterende på samme tid. I starten blev jeg nærmest bange for de der øjne.. men nu blev sgu gal! "Undskyld, men hvorfor stirre du hele tiden på mig!?" Hun rejste sig op i en hurtig bevægelse, og gik med hurtige skridt hen mod mig. F*ck.. Skulle jeg løbe eller bare stå helt stille? Jeg nåede ikke at beslutte mig, for med ét, gik hun lige forbi mig, og stirrede ned på mit håndled. Mine nakkehår rejste sig.. Hun kunne altså godt være lidt skræmmende.
"Kom så.. Kom så.. Vi har ikke hele dagen!" sagde Tom. Det var bare typisk ham at blive så sresset. Da vi alle var kommet ombord på flyet, satte jeg mig ned et sted hvor der ikke var så mange mennesker. Jeg smed min taske op, og begyndte at læse i et blad. Der var helt stille her hvor jeg sad. Stilheden blev hurtigt brudt da et par langsomme tunge skridt kom gående. Det var hende pigen. Hun stilte sig ud for de to sæder, hvor jeg sad i den ene, og stirrede på mig. Hendes øjne var overalt. Jeg kiggede bare videre i mit blad og prøvede at ignorere hende.. Men det var svært. Hun stod bare der og stirrede, med sit helt flade og kedelig hår hængende ned på skuldrene og hendes skuldertaske om skulderen. Pludselig begyndte hun at kigge op i loftet og lamperne begyndte at blinke for vildt. Da hun kiggede ned igen stoppede de.. Okay det her var for mærkeligt! Jeg skal ud af det her fly og det er lige nu! Tænkte jeg.. Jeg blev mega bange for hende.. Det var faktisk lige før jeg skulle til at græde.. Mit hjerte hamrede. Mine hænder rystede. Indtil hun lige pludselig sagde: "Det var mærkeligt. Undskyld at jeg stod så længe uden at sige noget.." - Ja det må du nok sige!, tænkte jeg - "Må jeg sidde her?" Hun havde en helt fin lys stemme.. Nu virkede hun pludselig helt sød. Jeg rystede stadig, så jeg nikkede bare ligeså langsomt. Det begyndte at rumle, så jeg blev helt forskrækket! Men det var bare flyet der startede.. Vi lettede meget fint, og nu var vi i luften. Jeg kunne tydeligt mærke på pigen at hun holdt igen med at kigge på mig, men en gang i mellem stirrede på mit håndled.. havde hun aldrig set et modermærke før? "Hvad hedder du egentlig. Det har jeg aldrig fundet ud af?" spurgte hun venligt. "Anna.. og dig?" "Anni," svarede hun. Jeg troede ikke man kunne hedde Anni.. Det lød lidt som et kælenavn. Vi sad længe, hvor vi ikke sagde et ord.. Indtil hun åbnede munden: "Må jeg egentlig ikke lige se dit modermærke?" "Joo.." sagde jeg. Jeg vendte min arm om så hun kunne se. Hendes øjne blev helt åbne.. Hun så helt for bavset ud.. Så begyndte hun at hviske. Jeg trak hånden til mig.. Hun skulle ikke forhekse den eller sådan noget.. Hvor ville jeg ønske at jeg ikke var taget med. Det her var for mærkeligt! "Ej undskyld, men prøv at se her!" sagde hun og hæv sit ærme op. Hun havde et modermærke nøjagtig magen til mit! Jeg blev nysgerrig, så tog hovedet tættere på. De var helt identiske. Nu forstod jeg hvorfor hun har stirret sådan på mit modermærke.. Tankerne fløj rundt i mit hoved.. Jeg vidste ikke om jeg skulle være bange.. eller egentlig synes det var ret sejt? Lige med ét tog Anni en dyb indånding og sagde, meget hurtigt: "Hedder din mor Marie, og er du født 6. maj 1995?" Hun kiggede på mig. Hun var bange. Jeg kunne se det i hendes øjne. Hun bed sig i læben som om hun havde ventet at jeg ville slå hende eller noget.. Men det var rigtigt. Jeg havde en mor der hed Marie og det var min mor. Min mor var desværre død. Jeg savnede hende forfærdeligt.. Jeg kunne ikke holde det tilbage.. Der kom en enkelt tåre, mens jeg nikkede til Anni. "Vi er tvillinger.." Var alt Anni kunne sige. Jeg kiggede ud af vinduet.. Det kunne ikke passe! Jeg var enebarn.. var jeg ikke? "Du tror ikke på mig.." sagde Anni trist. "Jo jeg gør." sagde jeg og kiggede på hende. Vi viste hinanden vores pas. Vi havde samme efternavne. Alt tydede på at vi var tvillinger.. Jeg havde lige fået en søster.
Vi sludrede løs og fandt ud af mange ting! Da vores mor havde født, havde hun bortadopteret Anni, fordi en spåkone en gang havde sagt at det ville bringe ulykke for hende at have 2 børn. Vores mor var - i følge far - meget overtroisk. Det var også sådan hun døde.. Hun begik selvmord fordi "en ånd havde sagt at hvis ikke hun gjorde det, ville den dræbe hendes familie". Det nu meget modigt gjort.. men jeg tror nu at det var en drøm.
Jeg var meget glad for at have mødt hende.. Jeg blev meget træt, så jeg begyndte at halvsove lidt. Mine øjne begyndte at lukke lige så langsomt, og pludselig faldt jeg i søvn.
Jeg vågnede ved en høj brummen og en masse larmende mennesker. Flyet rystede. Jeg kiggede til højre. Anni var væk. Jeg begyndte at panikke. Det susede i maven. Jeg kunne mærke at flyet ligeså langsomt fløj længere og længere ned - og det var ikke en landing! Jeg kiggede ud af mit vindue. Vi kom tættere og tættere på jorden. Anni kom løbende hen til mig imens højtaleren skrattende sagde: "Begge motorere er gået i stå. Piloten vil ....... forsøge at styre flyet .. nogenlunde sikkert mod jorden. Alle bedes sætte ..... sig på deres pladser og tage sikkerhedsudstyret .... på." Mit hjerte hamrede løs. Alle var bange. Jeg fik vesten og det hele på. Kiggede på Anni. Hun var bange. Nej ikke bange - rædselslagen. Jeg prøvede at lade være men jeg fik kigget ud af vinduet.. Husene blev større og større. Jeg havde aldrig været så bange i mit liv. Jeg tænkte på min familie.. Ville jeg aldrig se dem igen? Stewarddesserne løb rundt til passagerne for at berolige dem, men man kunne se de var bange. Jeg var bange. Jeg var meget bange. Jeg tog Annis hånd og vi kiggede på hinanden. Hendes ben og hænder rystede. Jeg kiggede ned af mig selv. Hele min krop rystede. Jeg begyndte at græde, jeg var så bange. Nu skete det jeg frygtede allermest. Flyet vippede fremad. Tippede længere og længere frem. Jeg skreg. Jeg havde det som om mit hjerte kunne hoppe ud når som helst. Det hele begyndte at dreje rundt. Ligesom en vild forlystelse. Bare meget farligere, og det her måtte være en forlystelse i helvede. Sikkerhedselen sprang, og jeg blev kastet rundt i flyet.
Mine trommehinder sprang, ved et kæmpe brag.. Jeg åbnede øjnene halvt. Jeg havde så forfærdelig ondt over det hele. Jeg kunne ikke se Anni.. Mine øjne lukkede.





Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  min stil.. hjælp !
Kommentér på:
min stil.. hjælp !

Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside




Annonce