en lille solskinshistorie :) {{forumTopicSubject}}

Når nu sommervejret er så svingende som det er, vil jeg dele en lille solskinshistorie med jer.
Jeg har skrevet herinde før, men hvor Mulle og jeg er kommet endnu længere i vores træning, synes jeg at I bør få hele historien, for jeg har kunnet høste mange gode råd herinde fra gruppen.

Jeg begyndte for nogle år tilbage at træne vogn med min nu 14-årige fjordhoppe. Da jeg købte hende som 9-årig, fortalte ejeren mig, at hun ikke kunne bruges for kørsel, fordi hun havde været ude for en ulykke dengang hun skulle køres til (blev bange for et eller andet, panikkede og satte sig på en krog på vognen -av. Fik 12 sting i bagen og var tæt på aflivning fordi det ikke ville hele).

Ca. 3 år efter starten af mit venskab med Mulle, havde jeg i et stykke tid fået HMS undervisning, og følte virkelig at jeg kunne stole på hende og omvendt. Så jeg begyndte at spekulere på om det mon ikke var muligt, om ikke andet så bare at få hende til at trække bomme, så hun kunne hjælpe med oprydningen efter baneleg?
Vi startede med en intermistisk sele, flikket sammen af longer, træktove og håndklæder, og så trak vi en orange platskegle.
UHA! hvor var det farligt, men søde Mullepige stolede på mig, og fandt ud af at den dersens kegle altså ikke bed

Nå, videre til bomme, grene (til bygning af skovspring) o.l. ingen problemer, det gik som en leg. Hele tiden var jeg meget opmærksom på om hun nød det, og om hun viste tegn på ængstelse el. lignende. Det var vigtigt for mig at hun kun fik gode oplevelser.

Vi begyndte at trække en palle, og da den intermistiske sele ikke var alt for egnet til det lidt tungere læs, investerede jeg i en brugt, original fjordhestesele. På med dén, og så trak vi palle uden videre problemer udover lidt stædighed nu og da. Jeg sneg mig forsigtigt op på pallen, og snart trak vi lystigt afsted og pløjede hele ridebanen op, så vi fik strenge instrukser på at rive banen pæn og glat efter os -Ups :o)

Mulle var en enkelt gang foran min venindes vogn (uden nogen i vognen, kun for at se reaktionen) og klarede det fint.
Grundet flytning og fordi vi ikke længere havde fasciliteterne, gik vores vogntræning lidt i stå. Dvs. indtil sidste vinter, hvor jeg spændte hende for kælken, og kørten en tur op og ned af stien ved gården.
Og Mulle var bare en engel!

Så jeg begyndte selvfølgelig at tænke på rigtig kørsel med vogn, så jeg også kunne køre om sommeren.

Jeg anskaffede mig et rigtigt lig af en sulky til 750 kr, og som den fantastiske handyman min far er, byggede han den om til en 2-hjulet letvægtsvogn med plads til 2-3 personer. Vi startede med bare at trække den på ridebanen, og som med pallen i sin tid, sneg jeg mig op at sidde på kanten.
Gæt hvad? Mulle trak bare lystigt videre, og lagde sig godt i selen
På vores første tur i skoven (med person i vognen), havde vi ikke fået monteret 'øjer' på trækstængerne, så de gled ud af stangstropperne, og vognen tippede bagover, med min veninde i den. Jeg var næsten allerede løbet efter Mulle, da jeg så.. Ja, hvad så jeg? Mulle ikke så meget som vrikkede med ørerne, på trods af den skramlen som vognen frembragte. jeg stod med åben mund og polypper, og fik derefter et dejligt grin med min veninde over denne her fantastiske hest :).

Nå, vi fik monteret 'øjerne' på stængerne, og har nu været i skoven ca. 5 gange i denne måned. Mulle går med vognen som om hun aldrig har lavet andet, reagerer fantastisk på signaler med tømmer og pisk, og lægger sig godt i selen.

Jeg er simpelthen så lykkelig for at have en hest, der vil gøre så meget for mig. Og jeg er utrolig glad for den fælles sejr Mulle og jeg har fået ved hendes tilkørsel. Jeg er stadig meget opmærksom på at det skal være sjovt for hende, og læser alt om kørsel, samt lytter til erfarne kuske for råd, for det er vigtigt at der ikke går noget galt.

Hvem ved, måske stiller vi op i et lille kørestævne en dag?

Stol på jeres hest, og gør den til jeres ven. Sammen kan I udrette mirakler. Det gjorde vi.