Jer der har mistet forældre til kræft.. {{forumTopicSubject}}

Tja, har nok brug for at komme ud med det her indlæg..

Mistede min far kort inden min 12 års fødselsdag, altså i 2009, marts måned. Han led af lunge og lever kræft, og han blev i januar 2009 erklæret komplet rask. Ugen inden han døde blev han akut indlagt igen, med en hjerneblødning, en kræftsvulst.

Jeg har snakket med professionelle om det, og været i en gruppe med andre unge, og snakket med veninder der har det på samme måde. Men nu, efter snart 5 år kommer det hele op igen. Jeg har ikke lavet andet end at græde om aftenen og natten, og kan ikke tænke på andet end ham. Det er et helt år siden jeg sidst har været så ked af det jeg har grædt, men jeg føler bare jeg mangler ham allermest lige nu, og der er intet der kan overtage hans plads. Hvorfor skal det være sådan, hvorfor skal man blive ked af det lige pludseligt. Synes det er vildt uretfærdigt... Jeg misunder alle jer der har begge jeres forældre endnu, og jer der har forældre der ikke er skilt !
Nyd dem mens I har dem, I ved aldrig hvornår det vender.


Nå, men mit spørgsmål egentlig. Hvordan har I andre det som har mistet en forælder til kræft eller en anden sygdom, hvad gør I når I er kede af det?

Lige et lille billede til jer.
https://fbcdn-sphotos-h-a.akamaihd.net/hphotos-ak-frc3/460031_300785096692789_1559716364_o.jpg