I dette blogindlæg, har jeg valgt at ligge fokus på noget som
mange ryttere har svært ved. Den bløde hånd og den løse tøjle er noget vi alle
tror vi har, og vi siger til os selv at vi rider med en blød hånd, i håbet om
at det er rigtigt. Men for mange ryttere er dette langt fra tilfældet. MEN! Det
kan heldigvis læres!
At ride udelukkende for benene er helt klart en tilvænnings-proces, og det kan
være rigtig svært, især hvis man ikke har balancen og musklerne i maven helt på
plads.
Som udgangspunkt træner jeg altid mine heste, sådan at jeg kan ride dem med en
helt løs tøjle, med minimal bevægelse i biddet. Hvordan gør man så det?
DrumHorse Hoppe - Gorgie, her redet med en god løs tøjle.
Jo, til en start er det vigtigt at hesten syntes at det at
træne er sjovt, og det er aldrig sjovt at blive trukket i munden, og konstant
have uro. For at vi kan slippe tøjlerne er det vigtigt at vi som rytter har
balancen på plads, sådan at vores sæde er konstant og sikkert i en hver
bevægelse. Det tager tid at lærer, men allerede når man begynder at få styr på
det, vil man kunne mærke en kæmpe forskel ikke kun i sin egen krop, men også i
hestens.
En af de første øvelser man bør lave er at få en til at longere dig mens du
rider. Du skal nu ride udelukkende med benene, ingen tøjler (tag dem helt af
trensen). Personen der longere dig må ikke få hesten frem eller tilbage, det er
kun dig der styrer hestens tempo.
Når du føler at du kan ride hesten frem og tilbage, og blive forholdsvist nede
i dit sæde, så begynder balance træningen. Du skal nu mens du laver samme
øvelse i longen lave gymnastikøvelser.
Stræk dine arme ud, og sving din overkrop fra side til side, i trav. Du vil
tydeligt kunne mærke på din hest, når du ligger vægten til venstre, og vægten
til højre.
Det er vigtigt at du virkelig mærker efter hvad dit sæde gør når du laver denne
øvelse, sådan at du kan kopiere det, og bruge det i din daglige ridning.
Nu tænker i sikkert, om ikke vi skulle snakke om den bløde hånd, og ikke om sæde?
Og i har fuldstændig ret, men i dressur hænger elementerne sammen, og det er
den sammenhæng der skaber det store billede. Hvis du ikke kan ride med din
krop, vil du aldrig få fornemmelsen af at du kan give slip fortil.
Mange tror at hvis bare man giver slip på tøjlen, så kommer det af sig selv.
Men det kræver at man har styr på sin krop, sådan at når man giver slip, vil
både hest og rytter kunne mærke en merkant forskel, og få en positiv oplevelse.
Hvis man går hen og slipper fortil, uden at have styr på sit sæde og sin
balance vil hesten reagere ved for eksempel at løbe eller gå i stå.
Ønsket er jo at hesten arbejder lige så godt som den plejer, og måske endda
bedre selvom vi slipper helt fortil.
Når man har fornemmelsen af at man kan ride fuldstændig uafhængigt af tøjlen,
begynder man at tænke over at få ro på sine ben.
At finde den ro er ret nemt beskrevet, hælene ned, lange ben om hesten,
stigbøjlen ud på tåen, og en løs ankel til at tage stødene især i traven.
Nu kan vi begynde at ride hesten godt ind bagfra, og ligge og veksle i tempoet
mens vi momentvis åbner vores hånd, og på den måde næsten slipper tøjlen. Det
er her vigtigt at hesten bliver hos dig, arbejder på fuldstændig samme måde,
den må ikke løbe eller stanse eller gå ud af rammen.
HVIS det sker (og det vil det gøre i starten) at hesten sætter tempoet lidt op,
eller søger for dybt, eller går over lod, SÅ MÅ MAN IKKE SKÆLDE UD! Det er en
læringsproces for både dig og hesten, derfor er det vigtigt så at lukke hånden
igen, få hesten på plads, få ro på, og derefter prøve ingen.
Det tager ikke lang tid at lære hesten, for den vil hurtigt opleve en langt
mere behagelig arbejdsproces, og derfor blive ved rytteren.
Min fantastiske vallak Prince Chato
Her ses det tydeligt hvordan den ekstreme eftergivenhed ser ud.
At snakke til sin hest, både at rose og berolige den, er en stor hjælp når man
skal lære den at blive hos en, det giver tryghed, og sikkerhed for hesten at
hører din stemme, når den skal prøve noget nyt.
Når man med tiden har lært sig selv og hesten at tøjle og bid ikke er noget der
skal hives og trækkes i, vil man begynde at give mindre efter, ikke slippe nær
så meget.
På den måde har man kontakt i sine øvelser, men uden at komme til at hive for
hårdt.
Jeg anbefaler dog at man laver den overdrevne eftergivenhed i sin opvarmning,
sådan at man altid minder sig selv om at ride for sæde, ben, og mave. Det giver
også en god opvarmning, da hesten få ryggen godt op og bliver blød fortil.
God træning derude!
God træning derude!
