Planlægning af begravelse - hvad er vigtigt

Planlægning af begravelse - hvad er vigtigt

10. nov

De fleste af os vil på et eller andet tidspunkt i livet, stå overfor at miste en af dem vi holder af. Døden kan indtræffe pludseligt, og det er ikke altid, at den afdøde selv har taget stilling til praktikaliteterne omkring begravelse eller bisættelse. Det efterlader de efterladte med en masse beslutninger, der skal tages samt en del planlægning. Der er mange ting der er vigtige i forbindelse med denne afsked, så hvorfor ikke starte med det praktiske. 

Valg af kiste 

Uanset om i ønsker at afholde bisættelse eller begravelse, skal den afdøde jf. dansk lov placeres i en kiste. Der er mange muligheder, når det kommer til valg af kiste til begravelse. Kisterne kan fås i et væld af farver, materialer og former. Ligeledes er der mulighed for at vælge mellem forskellige former for udsmykning, som f.eks. hjerter, kors, blomster eller andet. Ved at vælge farver og udsmykning kan man gøre kisten mere personlig. Er man ikke til udsmykning eller farver, er der også mulighed for at vælge en mere neutral hvid kiste eller forskellige træsorter som står enten ubehandlet eller behandlet, alt efter hvad I ønsker. 

Lokationen

De fleste vælger at afholde en begravelse eller bisættelse i en kirke eller et kapel, men det er op til dem der planlægger ceremonien, hvor denne skal afholdes. Det er oplagt, hvis den afdøde har en tilknytning til en bestemt kirke, eller hvis de efterladte vælger et sted, der er tæt på, hvor de bor. Ligeledes skal der træffes et valg, om hvad der skal ske med den afdøde efterfølgende. Det mest almindelige er, at kisten eller urnen nedsænkes, på en kirkegård. Det kan enten være på de ukendtes grav, eller man kan betale for en gravplads og gravsten. Der er dog også andre muligheder, f.eks. skovbegravelse, askespredning eller urnenedsættelse på privat grund - dog kræver de 2 sidste en tilladelse, og at en række betingelser er opfyldt. 

Mindesamvær 

Det er i Danmark meget normalt, at man samler de fremmødte til samvær efterfølgende. Det kan både være hjemme ved en af de pårørende, på restaurant eller i lokaler tæt på, hvor ceremonien blev afholdt. Her er der mulighed for at snakke og mindes den afdøde, og som regel bliver der serveret noget at spise og drikke. Det er igen op til de efterladte, hvor omfattende dette arrangement skal være. For nogle giver det mening med et stort arrangement og for andre med en mindre intim sammenkomst. Begge dele er helt okay. 


Følg og få notifikationer ved næste blogindlæg


x