To år siden Velour blev aflivet idag. {{forumTopicSubject}}

Jae, dagen nærmede sig med hastige skridt, og det er gået hurtigere end jeg ønskede.

Sidste år, var dagen idag og ugen inden helt forfærdelig og jeg var total utrøstelig. men i år? . jeg må indrømme jeg har tænkt meget på det, og gud hvor jeg dog savner hende!

Må indrømme at jeg først idag har tilladt mig selv at trille tårer og jeg ved at der kommer mange af dem senere.

Dagen d. 2 juli -06 kl. 23.30 rendte jeg grædende ud af stalden og stødte ind i mor som var på vej over gårdspladsen til stalden, hun greb fat i mig og jeg skreg bare at jeg ikke ville mere, jeg kunne ikke mere. '' Mor, hun har så ondt, hun har så ondt! '' . Hun tog mig væk fra kroppe og kiggede mig i øjene, jeg sagde grædende at hun skulle ringe til Marianne (dyrlægen), bare ringe til hende.

Jeg hørte spark ovre fra stalden af, pinefulde spark og jeg vidste hvad det betød. I en fart var jeg inde i stalden igen, og hurtigt henne ved boksen, min frygt var rigtig, hun stod endnu engang og smadrede hende forben ind i muren, gik fortvivlet over til væggen og slog sådan siden af hovedet mod muren. Hun var i pinefulde smerter. Marianne var der på efter få minutter, og tiden var bare gået alt for hurtigt. Hun sagde at hun vidste det var svært men at hun var stolt af mig, og at hun synes jeg skulle gå en tur med hende og nyde de sidste solstråler sammen med hende. Det gjorde vi, aldrig har jeg været så knust, det var en forfærdelig følelse.

Tiden kom og vi gik ned forenden af vejen, bag træerne, Marianne forklarede kort, hvordan det ville gå til, men at hun nok ville falde hurtigt og hårdt da hendes organger nok allerede var godt ødelagte. Jeg kyssede hende i panden, hviskede at jeg elskede hende og jeg altid ville gøre det, Marianne sagde at hun gav hende den nu, jeg nåede at hviske en sidste gang '' jeg elsker dig for altid'' og bang, hun faldt og jeg faldt ned sammen med. kl. var nu 23.45 . Marianne havde kun nået at give hende en ½ sprøjte (en normal hest for gerne 3-4 inden de falder om), hvilket var mere overraskende men samtig også var med til at gøre beslutningen om at lade hende aflive mere end rigtig. Marianne tjekkede hende lige hurtigt over, og vi gik op til bilen. Marianne fortalte mig nogle ting, bla. at hun aldrig havde grædt så meget når hun aflivede en hest, og at hun var blevet forbavset over den måde hesten havde kæmpet for min skyld, for det mente hun bestemt hun havde. Hun var så afkræftet at hun burde være død af sig selv på daværende tidspunkt.

Vi gik ned efter Marianne var kørt, tog de allersidste billeder af hende, klippede noget af hendes hale og lagde presseningen over hende.

-
Jeg forlanger ikke at du læser det hele, det eneste jeg vil bede dig om er at kigge forbi hende profil og evt. skrive noget. Det vil betyde meget for mig.

På forhånd tak.