Knold-Ranunkel {{forumTopicSubject}}
Knold-Ranunkel
Systematik Familie: Ranunkelfamilien (Ranunculaceae), Crowfoot
Slægt: Ranunkel (Ranunculus), ”Smørblomst”, Buttercup
Art: Knold-Ranunkel (R. bulbosus), Bulbous Buttercup
Udseende
Knold-Ranunkel har en kraftig, langhåret, 15 - 20 cm høj stængel. Ved grunden sidder en løgformet knold. Bladene er hånddelte og fligede. De ret store gule blomster er langstilkede. Knold-Ranunkel blomstrer i maj - juni.
Voksesteder
Knold-Ranunkel vokser i sandede områder, områder uden for omdrift som f.eks. overdrev og diger.
Forvekslingsmuligheder
Knold-Ranunkel kan forveksles med andre arter i Ranunkel-slægten f.eks. Nyrebladet Ranunkel (R. auricomus), Langbladet Ranunkel (R. lingua), Nedbøjet Ranunkel (R. flammula), Ager-Ranunkel (R. arvensis ), Stivhåret Ranunkel (R. sardous), Tigger-Ranunkel (R. sceleratus), Lav Ranunkel (R. repens), Bidende Ranunkel (R. acris).
Knold-Ranunkel kan kendes fra andre Ranunkelarter på, at bladene er hånddelte, og stængler ved grunden er løgformet.
Andre arter i Ranunkelfamilien har samme giftvirkning som Knold-Ranunkel. I Ranunkel-slægten er det Tigger-Ranunkel, Bidende-Ranunkel og Ager-Ranunkel. Af andre slægter i Ranunkelfamilien, som har en giftvirkning, er Anemone-slægten (Anemone), Kobjælde-slægten (Pulsatilla) og Kabbeleje-slægten (Caltha).
Giftvirkning
Knold-Ranunkel indeholder giftstoffet protoanemonin, som kan fremkalde forgiftninger hos alle husdyr.
Dyr, der græsser på områder med Knold-Ranunkel, vil vrage planten, hvis der er andet foder. Derfor vil det sjældent give problemer ved afgræsning. Giftstoffet protoanemonin omdannes let til anemonin, som ikke er giftigt. Derfor giver Knold-Ranunkel ingen problemer i hø. Ensilage med et indhold af Knold-Ranunkel kan derimod være giftigt, da protoanemonin er stabilt ved pH 4,8 - 8. Det er derfor nødvendigt at vurdere indholdet af Knold-Ranunkel i ensilagen, inden den bruges.
Symptomer
Optagelse af Knold-Ranunkel giver savlen, betændelse og hævelser i munden samt skader på fordøjelseskanalen. Der kan være diarré og mørk eller blodig urin, usikker gang samt svækkelse af synet. Ved en meget stor optagelse af Ranunkel kan der opstå kramper, koma og kredsløbskollaps og eventuelt respirationslammelse.
Behandling
Undgå at fodre med Ranunkel, hvis der er symptomer på forgiftning. Er der skader på fordøjelseskanalen, kan der behandles med intravenøs tildeling af 150 - 250 ml 10% natriumthiosulphat 2 gange om dagen i 3 dage.
Bekæmpelse
Ranunkel kan bekæmpes kemisk med Duplosan Trio eller Harmony.
Der er endnu ikke skrevet kommentarer
Knold-Ranunkel
Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside