OFF TOPIC - Venindeproblem :0( {{forumTopicSubject}}

Ja ved ikke helt hvad jeg skal gøre, har egentlig mest af alt bare til at "slå op" med hende, hvis man kan sige det.

Men fra starten af, vi har kendt hinanden siden 1998, jeg var den første af os der fik en kæreste. Og da jeg begyndte at komme sammen med min ex. var hun den eneste af mine venninder/venner der blev ved mig i de 4 år jeg var sammen med ham (han var sygelig jaloux, og ville ikke have jeg snakkede med andre end hans venner) Igennem de 4 år kaldte hun mig flere gange kæreste-kedelig fordi jeg ikke ville være med til noget ( grunden til dette var jo fordi min ex forbød mig dette, men det vidste hun jo ikke, og jeg turde ikke fortælle hende det).
Jeg fik så endelig taget mig sammen til at gå fra min ex. og alt var fint mellem min veninde og jeg i det år jeg var singel. Så mødte jeg min nuværende kæreste, og hun var stadig singel, hun havde svært ved at forstå hvoffor jeg ikke ville med i byen osv. En dag møder jeg hende tilfældig inde i byen en dag jeg er inde og shoppe, hvor vi så står og snakker, da hun helt vildt højt siger: Du også så kæreste-kedeligt!, dette så folk vendte sig om og kiggede :0( Bare fordi jeg sagde jeg skulle noget andet den weekend, så jeg ikke kunne det hun spurgte mig om. Jeg blev selvføldig rimelig ked af dette, og vi skrev/snakkede ikke så meget sammen derefter, men jeg bestemte mig for at ligge det bag mig, og vi tog vores venskab op igen, da min fyr og jeg havde kommet sammen et halvt år begynder vi at snakke om at finde et sted vi kan flytte sammen, her siger min veninde til mig at hun synes vi (kæresten og jeg) lige skulle se tiden an og tage det stille og roligt, og lige se om det er os. Vi når da også at have været sammen i 14 mdr. inden vi finder en lejlighed, 3 mdr. efter vi er flyttet sammen vælger vi så at få to killinger, her kommer hun også med kommentar om at hun synes det for tidlig vi får dem, hvis vi nu går fra hinanden osv. Sidste år i april begynder hun så at komme sammen med en sød fyr. I juli køber han hus, og hun flytter med ham, jeg vælger ikke at sige nu, hun ved godt selv det tidlig og hendes kommentar til dette er bare; man kan jo ligeså godt prøve... I januar køber de hund; igen hendes kommentar; man kan joi ligeså godt prøve. I starten af juni i år fortæller hun mig så at hun er gravid, og er 3 månender henne, jeg spørger om det er en upser, nej det var skam planlagt! Dog var hun først blevet gravid et halvt år efter de prøvede på at blive gravide, dvs. de begyndte i september! Kun 5 mdr. de begyndte at komme sammen. I fredags fødte hun så, dette fandt jeg ud af igår via facebook.
Jeg føler mig så skuffet over min engang bedste veninde, os der engang fortalte hinanden alt, lige det var sket, os der ikke kunne undvære hinanden i mere end en dag af gangen. Os der havde planlagt hele vores liv.
Jeg er så skuffet, men nok mest såret over at hun kan sige de ting til mig. For så selv at gøre det. Og så med kommentaren; Man kan jo ligeså godt prøve det. Føler jeg mangler at få en undskyldning, og har egentlig ikke lyst til at besøge hende og hendes baby.

Er jeg sippet, eller har jeg ret i at føle som jeg føler?

Puh dette blev godt nok lang, men havde bare brug for at komme ud med det... Føler mig bare så tom.