Indlært frygt og uhensigsmæssigt flugt {{forumTopicSubject}}

Jeg har den her super dejlig vallak, som gennm årerne har givet mig hovedpin ca. 1 mio. gange og nu gør han altså det igen. Sidst vi havde problemer, valgte han konsekvent at sige fra ved at stejle når jeg ville ud på ham.

Det er jeg kommet meget til livs i det det kun sker 1 - 2 gange pr. tur nu og i en grad så det er til at håndtere. Tror dog også jeg har fundet årsagen - og det giver mig bare endniu flere grå hår.

Sagten er den at vi lige ovenfor os 50 - 100 meter har en nedlagt grusgrav. Der har vi ikk været oppe hele vinteren grundet forholdene. Han var noget spændt sidst jeg forsøgte mig - og jeg tænkte at det nok bare var fordi det var længe siden. Det viser sig så, at de har lavet mange kæmpe store - og hesteædende - jordbunker deroppe. Det er i hvert fald hans opfattelse. Der gemmer sig både tiger, løver og geparder der åbenbart.

Nå men da jeg så en dag kommer derop så lige pludselig, uden at være klar over hvad der sker, så tager han flugten. Og det var for alvor. Han fik revet sig løs fra mig - som konsekvent går med ham deroppe fordi han er livsfarlig at befinde sig på ryggen af, når man ikke kan se hvad han præcist har tænkt sig om 3 sekunder.

Han løber hjem - fair nok - og står og græsser ved siden af vores gamle hoppe, han går i løsdriften med. Fair nok. Hans reaktion på flugt.

Jeg tænker at jeg hellere må vise ham at der ikke sker noget, og det lykkes også sådan nogenlunde at få ham derop - modsat vej rundt for at bryde koblingen grusgrav = dødstrussel.

Da jeg så et par dage efter tænker at han har godt at prøve det, går jeg væsentligt mere stille frem. Vi kommer ikke derop, var heller ikke målet - men han er temmelig spændt hele tiden.

Dagen efter kommer vi målet noget nærmere. Men stadigvæk ikke i nærheden af at være der hvor han rent faktisk valgte at tage flugten.

Min teori er at vi nu har fået skabt en meget lidt heldig kobling der hedder grusgrav = dødstrussel i hjernen på ham og derfor så er den per definition farlig nu.

Hvordan griber man lige den side af sagen an?

Desuden så ser jeg en udbredt tendens til en ændring i hans flugtmønser - af uvisse årsager - fordi han i stigende grad forsøger at flygte fra tingene i stedet for at stoppe og op kikke. Det er noget meget nyt - og jeg ved ikke lige hvordan vi griber tingene af - jeg synes måske, det er temmelig farligt, hvis vi bare får lavet os et nyt og meget uhensigsmæssigt problem.

Derudover skal jeg lige nævne som en meget væsentlig deltalje at han har stået stille mens vi har haft is og at vi har haft en del uro i løsdriftflokken - men vi er nu nede på 2 heste. De to har gået sammen i mere end 1½ år og kender hinanden meget godt. Det er begge vores - og de skal ikke nogen steder nogen af dem før de ikke lever længere.

Han er som sagt noget af en håndfuld til tider og det her synes jeg måske sådan lige er lidt for meget kronen på værket til jeg synes, at det er suuuuper sjovt at stå med det.

Han har fungeret fint indtil her i slutningen af eftåret hvor han så fik et noget kraftigt tilbage fald - og vi er ved at få mere og mere styr på det - lige nøjagtig den her variant kan jeg ikke gennemskue hvordan og hvorfor han laver.

Tidl. har jeg haft samarbejde med flere hesteadfærdsfolk, da det er et adfærdsproblem og ikke et træningsproblem jeg står med.

Og et par af pensionærene har jeg også haft med indover, da især den ene har ret meget styr på - og kender - ham særdeles godt og ved lige hvordan man får styr på ham, når han er i et lidt uheldigt hjørne.