Himlens dimension (Overnaturligt, kærlighed) {{forumTopicSubject}}

Forsmag
Efter en lang, sej og udmattende kamp for livet må Mira indse at hendes liv på jorden er slut. Tilbage efterlader hun sin knuste familie og hendes elskede kæreste, Chase, i en sorg han slet ikke ved hvordan han skal komme fri af. Mira ender i himlens dimension hvor hun kan følge med i Chase's liv nede på jorden, og i starten er det utroligt fortvivlende for dem begge at være adskilt, og det tager hårdt på Mira at se Chase så fortvivlet. Men da Chase tilsidst har givet helt op møder han den smukke pige Arianna, og stille men sikkert hjælper Arianna ham ud af den endeløse sorg, og giver ham ro. Han får sin glæde ved livet tilbage og lære stille og roligt at leve uden Mira. Alt imens Arianna kommer dybere og dybere ind i sjælen på Chase, ser Mira til med en foragt, hun til sidst ikke kan skjule og hendes indre ønske om at se Chase lykkelig forandre sig med hastige skridt. Pludseligt forvandler hendes indre sig til den værste djævel der vil gøre alt for at skille dem ad..

Kapitel 1

Det mest ubarmhjertige ved det hele, var at det var valentines dag at Miras liv på jorden blev dømt til at ende. Det var ikke fordi hun ikke havde set den komme, eller ikke havde regnet med det, men at skulle fortælle nyheden på en dag, som valentines dag vidste hun slet ikke hvordan hun skulle takle. Det var en dag, som hun og Chase havde set frem til længe og en dag som skulle huskes som lykkelig. Mira havde sit travle gymnasium og håndbolden ved siden af imens Chase havde uendeligt mange venner og samtidigt spillede ishockey på eliteplan, og derfor var det sjældent at de havde tid til hinanden i ret lang tid af gangen. Valentines dag var en af de faste undtagelser, og nok den dag som Mira holdt mest af, fordi Chase altid gjorde meget ud af forkæle hende præcis den dag. Det var jo dagen der var berømt for at man skulle uddele varme og kærlighed.
Og det var netop varme der spredte sig i Mira da hendes tanker nærmede sig Chase. Hans gyldne pjuskede hår, hans stærke krop og overarme, hans uendeligt dybe og eventyrgrønne øjne, hans korte og fyldige men perfekte mund, og hans let markerede og utroligt velformede ansigt. Hun elskede alt ved ham, og hun havde aldrig troet at de skulle skilles. Hun havde været sikker på at de en dag skulle giftes og have børn, og at det var ham som skulle sidde ved siden af hende i gyngestolen når de blev gamle. De var uadskillelige og uovervindelige, eller det var de i hvert fald, inden dødens ækle fingre havde grebet fat om Mira og langsomt trukket hende ned i det uendelige og uundgåelige mørke.
Tanken om at holde mund over for Chase var utroligt fristende for Mira og hun havde egentligt besluttet at give efter for den, men hun vidste alligevel godt at det ikke ville lykkedes. Hvis der var noget hun var dårlig til, så var det at lyve og især over for ham, som kendte hende så godt. Billedet af det ansigtsudtryk der ville vise sig når han fik beskeden, blev ved med at trænge på, bag hendes øjenlåg og hun så det, som en svag silhuet, lige meget hvor hun kiggede hen. Det gav hende kvalme, og hun måtte stoppe op og tage en dyb indånding flere gange for ikke at miste besindelsen og give sig til at tude midt på gaden foran en hel masse fremmede mennesker.
Hun gik alene og hun var på vej hjem fra lægen efter den katastrofale besked. Lægen var gået i forsvarsposition ligeså snart han havde nævnt ordet 'død' og tydeligvis troet at Mira ville gå i panik eller blive bange, men hun havde ikke gjort andet end at gengælde hans medlidende blik, med et udtryksløst ansigt. Hun havde hverken følt angst eller overraskelse, og hun vidste at det der ventede hende ikke ville blive slemt. Det eneste der rent faktisk skræmte hende var at skulle overbringe nyheden, men det havde hun vidst længe, og det var derfor lykkedes for hende at holde det skjult for lægen. Han havde undret sig meget over hvorfor hun var kommet alene i den unge alder hun nu havde, men hun havde spist ham af med at fortælle at begge hendes forældre var på arbejde og ikke kunne få fri, og eftersom de ikke troede det var noget slemt havde de ikke set det nødvendigt at gøre det store ud af det. Han havde nikket med et ikke helt tilfredst udtryk, og hun havde måtte love ham at hun ville få dem til at ringe til ham senere, men ellers havde han ikke kommenteret det yderligere.
Sandheden var at ingen i familien, eller nogen andre vidste noget om Miras efterhånden meget alvorlige tilstand. Intet levende væsen ud over hende selv havde, indtil i dag, vidst at hun var syg. Egentlig havde hun heller ikke selv kunne være helt sikker på det, men drømmene og de underlige visioner havde fået overbevist hende ret hurtigt. Hun forstod hvorfor, hvad der skulle ske og af en eller anden mærkelig grund som hun ikke kunne forklare følte hun sig okay med det. Chase ville klare sig og finde en anden, og hendes familie ville stadig have hendes søster, Katelyn og hendes bror James, at bekymre og tage sig af. Hun vidste selvfølgelig at de ville have svært ved at takle det, men det skulle nok klare sig. Det vidste hun bare. At hun så skulle lære at leve uden Chase var nok det der bekymrede hende mest. Nok ville himlen være smuk og hengiven, men hvad ville verden egentligt være uden ham?
Tanken forsvandt lige så hurtigt som den var kommet, og uden at hun kunne forklare hvorfor. Det var som om noget inde i hende fortalte at <b> det </b> var et forbudt emne at tænke over.


Skriv gerne hvad i synes! Hvis der er fejl, er det rart at hvide inden man komme forgodt i gang jo

Historien ligger også på movellas
(link fjernet)