Verdens dårligste omgang træning :( {{forumTopicSubject}}

Jeg måtte lige dele det her med nogen.
Det gik bare så dårligt, at jeg begyndte at tude til sidst...
Jeg er virkelig frustreret.
Jeg overvejer at sende hende i træning, men er det nu også det rette?
Jeg ved godt, at dette indslag er langt, men jeg har seriøst opgivet.

Jeg har denne her ellers fantastiske hoppe Atla, som bare er vidunderlig. Problemet er, at hun er meget svag på højre side. Dvs. hendes venstre side er meget stærkere end den højre, og hun går faktisk konstant med hovedet mod venstre, hvilket gør, at hun går skævt.

Min gode veninde og underviser siger, at jeg skal træne hendes højre side via løsning af hendes ganache, fordi hun ikke har ganachefrihed. Det gør man via noget lignende versader og sådan.
Min veninde og træner tog med mig på en skovtur i går, hvor hun trænede Atla i det, og det gik rigtig fint. Træningen gjorde også, at Atla igen begyndte at vælge tølten, som hun gjorde førhen (hun har haft en længere periode, hvor hun fuldstændig har fravalgt tølten), så jeg kan jo se, at det hjælper.
Min underviser siger så da vi kommer hjem, at det er vigtigt at jeg holder det ved lige, og at jeg i den kommende uge var nødt til at træne et kvarters ganachefrihed med hende om dagen, for at hun virkelig forstod, hvad det egentlig var hun skulle.

Derfor tog jeg hjem før skole (skal først møde sent) for at træne hende i pisse regnvejr. Fuck nu det.

Jeg går igang, men Atla er dybt forvirret over, hvad det er jeg vil have hende til. Atla og jeg er normalt skidegode venner, og det har jeg svært ved at ødelægge.
Men træningen gik af h...... til og til sidst nægtede Atla at gå frem. Det eneste hun gjorde var at bakke uanset om jeg forlangte noget af hende, eller sad stille på ryggen.

Jeg ringer så til min underviser og fortæller, at jeg er dybt fortvivlet, men hun siger, at jeg skal blive ved, og at Atla kun går i baglås, fordi hun endnu ikke har forstået princippet. Jeg fortsætter og fortsætter og værre og værre bliver det.
jeg prøver at tvinge hende frem, jeg prøver at gå ved siden af hende på jorden, jeg prøver at rose hende og at skælde hende ud når hun bakker, men INTET hjælper.

Jeg ringer så igen til hende, og hun siger, at jeg så skal prøve at sætte hende i longen og få hende spændt til højre med hovedet og drive hende frem på volten samtidig.

Det får så Atla til at flippe fuldstændig ud. Hun stoler normalt blindt på mig, og følger mig som en lille hund, men det eneste hun gjorde var at nægte at lade mig komme i nærheden af sig. Til sidst ender jeg med at få lov til at nærme mig hende, men på daværende tidspunkt har jeg givet op. Det duer simpelthen ikke.
Jeg kan bare ikke... og det må jeg acceptere. Jeg tudbrøler, fordi vi normalt har det fedeste forhold, men at hun kan blive så dybt frustreret over træningen, at jeg ikke engang må nærme mig hende - det får mig til at stoppe. Jeg tudbrølede bare bagefter, og stod og krammede med hende. Jeg tror ikke, at hun var i tvivl om, at jeg ikke mente noget ondt med det, men hun vidste jo bare ikke hvad hun skulle.

Min træner siger, at hun bliver stiv som et bræt, og at jo længere tid der går, uden at hun bliver løsnet op, jo sværere bliver hun at rette op nogensinde.
Men jeg må ærligt erkende, at så længe hun ikke forstår hvad øvelsen går ud på, så længe vil jeg ikke prøve på det.

Jeg er nået dertil, at jeg overvejer at sende hende i træning, for jeg kan ikke selv. Hun er jo mit barn, og man kan jo ikke være hård ved sine egne børn... min træner siger, at det kræver tålmodighed, men hvis hun reagerer sådan, så er der altså et eller andet galt. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Min træner siger, at i går på skovturen havde hun fremdrift, fordi Ásbjörn og jeg bare red videre, så hun var nødt til at følge med, men når jeg har hende selv, så kan jeg bare ikke.

Hvad skal jeg gøre? Jeg er dybt frustreret og dybt ked af det. Det var aldrig meningen, at det skulle ende sådan.