Mine tekster - nu oversat til finsk ö {{forumTopicSubject}}

Det var måske ikke lige DET sprog jeg troede, jeg ville blive oversat til først! Nå men, i hvert fald, en finsk ven og jeg skrev sammen i går, han var meget nysgerrig efter at læse Noia, men eftersom han ikke kan dansk, er en historie på 243 sider måske liiiidt rigeligt at læse via translate, så jeg oversætter 2 sider til ham. Noget af et arbejde, da det skal være præcist oversat og samtidig ordentligt formuleret. Enden af det hele er, at han elskede det og besluttede sig for, at skulle oversætte det til finsk for, at have lettere ved, at dele det med venner og bekendte. Mig, nu på finsk? DET skal i dag ikke snydes for!

Noia

Hallgrim aina ollut ylpeä huolehtia itsestään ja hän oli aina ylpeitä siitä, että ihminen, joka oli hallinnut kun täydellinen hetki toimia saapui ja hän oli aina tehnyt, mitä toiset niin haluaisivat he voisivat tehdä, vain hypätä ulos se ja varmistaa sen onnistuminen. Hän oli aina nähnyt sen niin hänen velvollisuus, tehdä parhaansa, ainakin itselleen ja hänen itsensä vuoksi, jos toinen ei ymmärrä, arvostaa, oli aina ollut menossa suuntaan, joka oli sopivin ja tehokkaasti kuin oletetaan. Seen vaihtoehtoja, vainosivat heitä, missä kukaan muu aina luopui ja kieltäytyi menemästä eteenpäin, pelossa epäonnistua.

Se oli mitä hän teki silloin. Oli nähnyt mahdollisuuden puutavaraa lacily ohi ja hyppäsi sen, kuin nälkäinen kissa, joka on juuri huomannut rasvaa ja välinpitämätön hiiri, joka istuu paljain kaula ja vain odottaa nopeaa, terävä kynsi, tunkeutumaan ihon läpi, syömällä sitä ja nuo terävät hampaat uppoavat, jotta elämä voi vuotaa ulos. Nyt ja sitten se tapahtui, että hän oli unta. Se oli lähes aina sama unelma, samoista asioista. Hän lensi kuin kotka maailmassa, näki kaiken ylhäältä kadonnut maailmasta, lensi vuoria ja järviä, kokonaan ulos merelle. Kyllä, hän lensi! Se oli alkanut, kun hän oli pieni, hän näki unta, että hän hyppäsi yli sohvalla ja eikä vain törmäämättä pehmeä kangas ja kaatua, hän meni ylös ja ilmaan, hän muisti kutitus tunne hänen mahassaan, kuten hän kääntyi ilmassa ja lennätettiin takaisin lähtöpisteeseen purettu aluksesta jaloilleen ja pois, kokemus rikkaampi. Hän leijui ilmassa, se tuntui makaa pehmeä voi. Lensi. Lensi. Hän lensi! Across vedet, hän ei voinut tuntea jäykkä tuuli, kuten kaikki muut ihmiset hänen arvolleen meni ja taistelivat. Hän näki ne kaikki yllään mustat sadetakit vihreillä hermoille ja heidän mustia sateenvarjoja. Sateenvarjot he taistelivat loputon vastaan, he halusivat lentää ilmaan ja ei ole mielessä Takin


Godt så, hvor meget forstod i af dette? Til de knap så hardcore kommer nu den danske udgave, så slipper i også for en crappy udgave fra translate


Noia

Hallgrim havde altid sat en stor ære i, at klare sig selv og han havde altid sat en stor ære i, at være den som havde styr på, hvornår det perfekte øjeblik til handling dukkede op og han havde altid gjort det, de andre sådan ville ønske de kunne gøre, netop at springe sig ud i det og sikre sig sin fremtidige succes. Han havde altid set det som sin pligt, at gøre sit bedste, i det mindste for sig selv og for sin egen skyld hvis de andre ikke forstod, at sætte pris på det, havde altid gået i den retning, som havde været mest passende og så godt som forventet. Set mulighederne, forfulgt dem, der hvor alle andre altid gav op og nægtede at gå frem, af frygt for, at fejle.

Det var det han havde gjort dengang. Havde set chancen lunte dovent forbi og var sprunget efter den, som en sulten kat der har fået øje en fed og uopmærksom mus, som sidder der med blottet nakke og bare venter på, at en lynhurtig skarp klo, skal trænge gennem huden, indfange den og lade de skarpe hugtænder synke ind, så livet kan sive ud. Nu og da skete det, at han drømte. Det var næsten altid den samme drøm, om de samme ting. Han fløj som en ørn over hele verden, så det hele fra oven, forsvandt fra hele verden, fløj over bjerge og søer, hele vejen ud til havet. Ja, han fløj! Det var startet da han var lille, han havde drømt at han sprang over sofaen og i stedet for bare at ramle ind i det bløde stof og vælte forover, fortsatte han op i luften, han kunne huske den kildrende fornemmelse i maven, da han havde vendt sig i luften og var fløjet tilbage til udgangspunktet, var landet på sine fødder og var gået derfra, en oplevelse rigere. Han svævede i luften, det føltes som at ligge på en blød sky. Fløj. Fløj. Han fløj! Henover vandene, han kunne ikke mærke den stride vind som alle de andre mennesker under ham gik og kæmpede imod. Han så dem alle sammen iført sorte regnfrakker, med grønne gummistøvler og deres sorte paraplyer. Paraplyerne udkæmpede de en uendelig kamp imod, de ønskede at flyve til vejrs og havde intet imod at tage deres ejermænd med dem. En enkelt paraply gik i stykker og vendte pludselig den modsatte vej, ejermanden havde så meget modstand i vinden, at vedkomne ikke engang kunne tage kampen op imod sin regnbeskyttelse for, at få den til at vende rigtigt igen. Heroppe svævede Hallgrim og kiggede på de mennesker, som kæmpede imod den almindelige vind og den almindelige regn, de var alle pakket ind, forsøgte at beskytte sig mod regnen.

Solen var langsomt på vej op, en ny dag begyndte lige for næsen af ham. En regnfuld morgen, en fuldstændig perfekt dag! Han kunne ikke sove mere, men ønskede ikke at stå helt op allerede, han ville gerne have lidt tid for sig selv endnu, hvor han stadigvæk levede i sine tanker, lod dem gøre ham godt. Han havde ikke lyst til kaffe endnu, blot stilheden og kulden nede ved fødderne. Efteråret var på vej.

Ude i baggangen, lå gårsdagens avis, overskrifterne mindede ham atter om den dag, der var gået i går, endnu en i en lang perlerække af dage, hvor solen stod op og gik ned igen, bestemte hvornår deres liv begyndte og hvornår det atter skulle sættes på standby i små otte timer. Tankerne fløj omkring ham, som han fløj omkring dem i sine drømme, derinde hvor ingen kunne kigge ind. En enkelt krage skreg et sted uden for, han bemærkede den ikke.

Slutning. Slutningen er ingen afslutning, som regel kun en ny start, en ny begyndelse på alting. Natten var slut, solen tippede frem bag horisonten og, som lovet i vejrudsigten i går, standsede regnen, takten den slog an på ruden, forsvandt. Forsvandt fra verden og hans hukommelse, havde aldrig eksisteret. Væk. De første gyldne stråler ramte vandet og satte ild til det. Fra stuens store panoramavinduer kunne han se det hele ske, før han atter listede ind i soveværelset igen. I dag skulle han forlade det hele for en stund.


Hun vågnede op. Uret ringede, han vågnede også og kyssede hende forsigtigt. Hendes øjne var stadig lukkede, så ikke. Det gav et knæk, kroppen gav efter for hendes vriden og strækken. Forsigtigt landede hendes bløde hæle på gulvtæppet, fandt vej til sutskoene der havde stået siden i går og ventet på hende. Hun tog morgenkåben fra stolen i hjørnet og trak den over sin næsten nøgne krop. På bløde kattepoter listede hun forbi den brændende fjord og ud på det store badeværelse. Det var først ved mødet med det lune vand, hun for alvor vågnede, opdagede at hun endnu var i live og begyndte sin dag.

Kaffemaskinen spyttede lydløst sine opkvikkende dråber ned i den gennemsigtige kolbe. Han havde sat den i gang, før han gik ud for at trække en mundfuld frisk morgenluft. Hun tog den af og hældte op i den sorte kaffekande, satte kopperne på bordet og tog brødet frem. Han kom ind i nøjagtigt samme sekund, som hun var færdig og var klar til at kalde på ham.


GOD FORNØJELSE; det er okay at give op efter at have forsøgt at udtale 2-3 ord på finsk