Traume - Det går nedad bakke :o( {{forumTopicSubject}}

I februar 2010 mistede jeg min bedste ven Dixie.
Forløbet strak sig over 3 dage, hvor hun blev sparket i hovedet på folden og efter 3 dages kæmpen for hendes liv, måtte sendes over regnbuebroen. :ó(
Jeg ønsker ikke at beskrive hvad der skete, men det var voldsomt og blodigt.

Jeg gik ned ned traumer. Jeg havde mareridt hver eneste nat den første måned, og derefter stilnede de så småt af, men er aldrig forsvundet 100%. Jeg fik også forstyrelse på balancenerven samme dag jeg sagde farvel, hvilket varede i 3 mdr., samt jeg så Dixie alle steder.
Men værst af alt, så fik jeg hele tiden billeder fra de 3 dage i hovedet, og de var ikke til at slippe. Det var så slemt, at jeg sad og rev mig i håret og slog mig på siden af hovedet, for at få billederne væk.

Heldigvis gik det langsomt i sig selv, og det sidste års tid har været bedre. Knap så mange mareridt og jeg ser hende kun når jeg kører bag en åben hestetrailer eller hvis jeg ser en hest i samme farve.

Som I kan regne ud, er det nu 2 år og 3 mdr. siden jeg sagde farvel, men de sidste par uger er det gået nedad bakke.
Jeg er begyndt at tænke på hende tiere, savner hende voldsomt og billederne fra den tid vi kæmpede for hende, er kommet igen.

Oktober sidste år fik jeg en ny hest. Det hjælp rigtig meget pludselig at have hende. Hun mindede mig om Dixie, men kun på den gode måde. Generelt hjalp hun mig meget.
Desværre gik hun hen og blev erklæret uridelig med Kissing Spines og OCD i januar, og det sidste stykke tid har jeg kunnet mærke at interessen er blevet mindre.
Jeg kan ikke lave noget med hende, hvilket gør at jeg savner Dixie og det forhold vi havde endnu mere, og samtidig har jeg en forfærdelig skyldfølelse overfor Pearl, for jeg har ikke lyst til at knytte mig til hende, som jeg knyttede mig til Dixie, hvilket nok også er forklaring på hvorfor interessen langsomt glider væk.

Siden d. 2 har det været rigtig slemt. Jeg har grædt så voldsomt, at jeg hyrperventilerer, og jeg billederne kommer oftere og oftere - Generelt går det meget nedad bakke.

Jeg har overvejet om jeg skal søge psykologhjælp, men jeg har bare ikke tillid til at det kan hjælpe, men samtidig er jeg også blank for andre idéer - Jeg ved bare at det går den forkerte vej, og jeg er bange for at det kommer til at gå ud over min nye hoppe Pearl. :o(

Nogle idéer?