Angsten for at tillade sig at være glad

Angsten for at tillade sig at være glad

2988visninger 11 svar | 11. feb 2016

Angsten for at tillade sig at glæde.


Angst er en frygtelig følelse i sig selv. Men når man først begynder, at have angst for at glæde sig, så begynder følelsen at danne sig til stress, paranoia og værst af alt: Tomrum.


Jeg har for 2 døgn siden, fået mig et føl. Han er født 9 Februar 2016.

Hvad har det med angst at gøre, tænker i sikkert. For burde jeg ikke være glad?
Og hvis jeg var glad, hvorfor er det så, så specielt med det føl?


Jo.. Ser i. Skruer vi tilbage i tiden, tilbage til 5 Maj 2014, fik jeg allerede her mit første føl. Fellow blev han kaldt.

Men dagen var ikke en dag fuld af glæde. Dagen var den værste dag, hidtil i mit liv.

Min hoppe, Bella, ventede føl efter min egen hingst. Og jeg havde glædet mig enormt hele processen igennem. Jeg havde videoer fra alle spark man kunne ane igennem maven, billed dokumentation af maven og yverne vokse, og samtlige opdates på nettet omkring forløbet. Og enda et navn til det kommende liv.

Alt sammen for, at kunne opleve døden helt tæt på...

Fellow havde brækket nakken på sig selv, en uge inden foling. Naturligvis uden vi vidste om det.
Hvilket dog resulterede i, at Belle ej var i stand til at fole selv. Halsen var fordrejet, så skuldrene lå først. En umulighed at få ud.


2 dyrelæger kom til, 4 arme blev stukket op i min 82cm lille dame.

  • Aldrig før har jeg hørt en hest skrige sådan af smerter. Og aldrig mere vil jeg hører det.

Ganske kort før jeg gik i fuldstændig blackout, af panik, gråd og angst, hørte jeg dyrelægerne sige 'får vi det ikke vendt og ud nu, skal hun have sprøjten'. Alt blev sort for mig.

Da jeg kom til mig selv igen, var han født. Ganske korrekt, dødt. Han var den smukkeste lille fyr, rødbroget hingst.


Jeg svor mig selv, aldrig mere at skulle prøve få føl. Dyrelægerne overtalte mig dog til at forsøge igen, idet de mente det var til Bella's fordel.

Så Marts 2015 blev hun ifolet igen.


Hele hendes graviditet, har jeg ikke gjort andet end at prøve ignorere det. Hver gang jeg så bevægelse i maven, bildte jeg mig ind at det var falsk. Jeg undgik billeder, føle efter eller tænke på navne. Hver gang hun voksede, tænkte jeg på, hvor længe hun mon levede endnu. Spurgte folk indtil hende, blev jeg arrig, irriteret og faktisk sur.


9 Februar 2016 var det så så vidt. Jeg lå på sofaen, med migræne. Havde haft en lorte dag, og derfor sendt min kæreste, mor og bror ud at fodre, så jeg kunne blive liggende og have ondt af mig selv.

Pludselig kommer min kæreste brasende ind, råber FØL og løber sin vej igen.

  • Jeg stormede op, ud, og græd, skreg, panikkede. Det eneste jeg fik ud, da jeg kom i stalden var 'lever hun endnu?!'

Her står jeg og får at vide 'føl' og det eneste jeg tænker, er omkring døden. Hvilken tankegang dog?!


Jeg kom hen til boksen, og så et velskabt, sortbroget, LEVENDE føl, som Bella er i gang med at slikke rent. Han ligner hans afdøde bror, på nær farven.

(Billedets dato er forkert, der skulle stå 5 maj, ikke 25)


For et ganske kort øjeblik, føler jeg glæde og lettelse. Men mere end hurtigt, forvandler det sig igen til angst.

  • Efterbyrden er ikke ude endnu, dør hun?

  • Bella har efterveer, dør hun?

  • Følle er våd, fryser den?


Jeg for tjekket efter, og ser han er en hingst. En smuk lille hingst. Han forsøger rejse sig.

  • Hvad hvis han brækker et ben?

  • Hvad hvis han ikke klarer rejse sig?

  • Hvad hvis Bella træder på ham?


Han for rejst sig op. Noget usikkert på benene endnu, men klarer sig. Han forsøger nu finde Bellas dievorter.

  • Hvad hvis han vælter ind i væggen?

  • Hvad hvis han ikke kan finde dem?

  • Han er stadig våd, hvad hvis han dør af kulde?


Dyrelægen på telefonen, forsikrede mig om at naturen nok skulle gå sin gang. Og bad mig lade dem være for nogle timer. Jeg forlod stalden. Med tanken om 'Han lever muligvis ikke, når jeg kommer igen'.


Her står jeg så. Har fået et velskabt føl. Og tør ikke være glad.

Få timer efter, var det tid til saltvands sprøjten. Jeg turde ikke gå ud..

  • Hvad hvis han ligger død?

Vi kommer derud, og han ligger der og sover. Jeg får et jag igennem hjertet og går hurtigt hen og får ham rejst op. Hvad nu hvis han ikke sov, men faktisk var faldet eller noget?!


Inden jeg lagde mig til at sove, måtte jeg lige tjekke op på ham igen. Hvad nu hvis..



14 timer senere. 10 februar kl 8. Tid til morgenfodring.

Jeg burde flyve ud, i bare glæde over at se følle igen. Men sådan var det ikke. For hvert skridt jeg tog imod stalden, kredsede mine tanker sig om alle mulige 'hvis'er'. Jeg var bange for han var død over natten. Hvad hvis han ikke havde fundet mælken? Eller Bella havde skubbet ham væk?

Sådan var det heldigvis ikke. Han stod op, var tør, og i gang med at drikke. Bella gnubbede ham imens. Hun er en god mor.

Dyrelægen var på besøg og gav ham hans føl vaccine, og fortalte mig hvilken velskabt lille fyr, han dog var.


Imens jeg skriver dette, nærmer han sig hans 48 timer. 2 døgn. Og han lever endnu. Han er sundt, rask, stærk. Spiser, skider, tisser, hopper, leger, sover. Alt som et føl nu gør. Jeg har tjekket op på ham min 40 gange bare i dag. Bare for at være sikker.


Men mine tanker kredser sig om den ormekur han skal have om en uge. Hvad hvis han dør af den?



Angst er en frygtelig ting... Jeg ved jeg bør være glad. Men jeg tør ikke tillade mig det.

Hver gang jeg har glædet mig til noget, er det blevet taget fra mig. Og jeg ønsker ikke at han bliver taget fra mig.. Jeg nyder hvert sekund med ham, men det er ikke uden en bekymring, angst og paranoia omkring 'hvad nu hvis', uanset hvad der sker.


Det værste er overstået. Fødslen. En fødsel som Bella klarede helt selv. Og alligevel falder jeg ikke til ro. Jeg bliver ikke lettet. Ikke glad. Jeg tør ikke føle den følelse. For hvad nu hvis?

Nu vil jeg gå ud og kysse mit føl.

Fik jeg nævnt at hans navn var Happy? <3



Følg og få notifikationer ved næste blogindlæg


Kommentarer på:  Angsten for at tillade sig at være glad
  •   11. feb 2016 Du har fået et så fint føl, Jasmin! Han skal nok blive hos dig, for jeg ved at heldet er vendt, og er med dig nu.😄

  •   11. feb 2016 jeg fik selv et føl her sidste år og vi gjorde ingen ting værken det ene eller det andet og hun lever inu bar husk ikke at tage ham fra sin mor inde han er 6 til 8 månder gammel, det føl jeg har blev nemligt taget væk fra sin mor da hun var 3 månder gammel men det var ikke godt det der skete for hun kom til at mangle mælk men hun har det fint nu, han skal nok klar sej tillykke med ham. mvh christina og Laura

  •   11. feb 2016 Jeg kender desværre selv følelsen fra da vi fik vores anden hoppe, Pearl, ifolet, efter at have mistet min første hoppe, Dixie, 5 mdr. drægtig. Jeg husker så tydeligt da Pearl havde gået ifol i 170 dage. De 170 dage Dixie nåede at gå. Jeg frygtede det værste, Græd uafbrudt, måtte ud at se til hende mange gange, selvom vi havde et stykke at køre, og samtidig turde jeg ikke gå i stalden. Jeg rystede og det var generelt bare rigtig rigtig grimt.
    Samme når jeg lukkede Pearl på fold med nye heste, de første 3 år. Dixie blev aflivet grundet et spark på folden, så det var rysteture, stress, hjertebanken og generel angst.

    Det er det svære med vores elskede krikkedyr - Vi knytter os til dem, og de psykiske mén de kan efterlade, i form af traume og angst, er ar de færreste ikke-hestefolk vil kunne forstå. Min erfaring fortæller, at selv mange hestefolk havde svært ved at forstå dem.

    Men hvor er jeg glad for at alt gik godt for dig anden gang smiley Du og Bella har været meget i mine tanker, og må indrømme at jeg har været en af dem der har spurgt nogle gange, specielt fordi jeg var sikker på hun var længere henne, end hun viste sig at være.


  •   11. feb 2016 Jeg forstår slet ikke, hvordan du fandt modet til at ifole hoppen igen smiley

  •   11. feb 2016 Under mit arbejde som dyrepasser med hestespeciale, har jeg desværre også været vidne til nogle dødfødsler... nogle horrible, som jeg helst vil glemme. Dog er de fleste endt godt, med et levende føl. Men netop mine dårlige oplevelser gør, at vores mini-shetter Sallie ALDRIG skal sættes i fol. Hun er ikke særlig godt kåret, men hun er det mest dyrebare i vores stald, på trods af at hun var billigst i indkøb. Hun har så godt et hoved at det er ufatteligt, så jo, vi ville gerne have et afkom efter hende, men vi tør ikke. Jeg ville frygte det hele vejen igennem, og kunne aldrig tilgive mig selv hvis der skete noget med hende.

  •   11. feb 2016 Hippe

    Det forstår jeg heller ikke. Jeg fortrød hele vejen igennem. Lige indtil i Tirsdags smiley

    Men om jeg nogensinde tør igen, pas. Jeg tror jeg er skabt til bare at have hingste og vallaker, som ikke kan ifoles (y)


  •   12. feb 2016 Meget rørende historie. Her sidder jeg med tårer i øjnene....
    Lyt til succes historierne og prøv, virkelig prøv, helt inderst inde, at lukke glæden ind. Føllet vil nemlig kunne mærke dine blandede følelser.
    Han er jo bare såååå fin :')


  •   12. feb 2016 tilykke din er sød


  •   12. feb 2016 Glem "hvad nu hvis?" nyd den tid du ved du har med ham nu<3

  •   15. feb 2016 Husk nu at leve i nuet - imens han stadig er føl. Tiden flyver jo afsted smiley

  •   15. feb 2016 Jeg må som en anden også nævner bede dig om at lukke op for glæden og lykken. Det du beskriver kan se i alle fødsler, jeg selv har mistet et barn. Det fik mig til at græde da jeg læste din historie. Det lille nye føl fortjener din omsorg og kærlighed.... og der er ikke noget i vejen med at være hønemor men du bliver nødt til at tro på livet, for det er så smukt smiley
    Han er bare for nuser, og han har brug for at du tror på ham hele hans liv.


Kommentér på:
Angsten for at tillade sig at være glad
Annonce